Socialdemokraten har Rasmus Stoklund har skrevet en bog, som kritiserer Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg (Ingen over domstolen. Hvordan den europæiske menneskerettighedsdomstol har taget magte fra den europæiske demokratier og sat sin legitimitet over styr, Grønningen1, 2024, 149 sider).

Det er den vigtigste politiske debatbog i mange år, som sætter fingeren på et ømt punkt. Bogen peger på et reelt problem, så det bliver ikke en debat om tonen, spinnet, hvad-vil-Mette og andre ligegyldigheder.

Stoklund refererer en lang række sager, hvor et offer er blevet lemlæstet, dræbt eller voldtaget, mens gerningsmanden, som ofte er en eller flere indvandrere, ikke kan udvises af landet på grund af domstolens tolkning af menneskerettighederne.

Stoklund er præcis med at rette kritikken ikke af menneskerettighederne generelt eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men mod netop fortolkningen af den, som foretages af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Rasmus Stoklund er politiker og bogen et partsindlæg, men han bygger på en række fremtrædende juristers kritik, som ikke har været så meget fremme i medierne. To højesteretsdommere har kritiseret domstolen for dens aktivistiske fortolkninger, ret kontant, ligesom også juridiske professorer i forskelligt omfang har leveret bastant kritik. Men det siver ikke igennem til det politiske led.

Rasmus Stoklund er ingen enlig svale og bogens saglige reference til en bred juridisk kritik kunne måske gøre en sommer.

Centralt for kritikken er, at domstolen har påtaget sig denne aktivistiske og dynamiske fortolkning af i forvejen meget løse formuleringer i menneskeretskonventionen. Modsat de nationale domstole, som i hvert fald for Danmarks vedkommende holder sig tættest muligt til loven. Der står i Grundlovens §64: ”Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven”. Det betyder, at dommerne ikke må fortolke frit, men skal følge loven og lovgivers intention og fortilfælde eller retspraksis og kun i sjældne tilfælde moral eller forholdets natur.

Domstolens aktivisme står i klokkeklar konflikt med grundlovens krav til dommerne, og der burde for længst have været enten en folkeafstemning om at slette § 64 fra grundloven eller en dansk udmelding om, at domstolens retspraksis strider imod grundloven.

Domstolens aktivisme betyder også et tilbageskridt for retsstaten eller rule of law, da det bliver sværere at forudsige, hvordan en dom falder ud. Stoklund kalder domstolen en sort boks og en kafkask proces, som ”har skabt en uklar retstilstand” og citerer en fagjurist: ”Værdidommene fylder, og det betyder også, at det er uforudsigeligt, hvordan afgørelserne falder ud”. Kort sagt: vi lever i retsusikkerhed med menneskerettighedsdomstolen.

Dog kan man godt gå ud fra, at domstolens afgørelser ofte vil favorisere kriminelle udlændinge og andre banditter. Alle har sine maskotter.

Retsstaten med borgernes retsforudsigelighed bliver med domstolen sat i skyggen.

På en måde burde Rasmus Stoklunds bog møde bred accept for dens saglighed om et aktuelt emne.

Mærkeligt har det været at se reaktionerne.

Lars Løkke erklærede hurtigt en fatwa mod krænkeren, at det aldrig kommer til at ske at Danmark trækker sig fra domstolen. Dagbladet Information skrev i sin leder, at ”Stoklunds forslag åbner Pandoras æske for verdens illiberale ledere”, og straks reduceres Stoklund til en Putin eller Orban.  Mogens Lykketoft leverede også forudsigelig kritik i Politiken.

Nu retter kritikken sig også især med Rasmus Stoklunds forslag til slut i bogen om, at Danmark skal være tilbageholdende med at følge dommene til punkt og prikke. Men det står også i kontrast til hvad Stoklund kalder Danmarks ”institutionelle overimplementering”, altså at danske myndigheder er så nervøse og forsigtige med ikke at leve op til de forventede standarder fra Domstolen, så danske dommere og myndigheder med blot et pust i nakken (eller forventning om samme) retter ind.

Advokat og tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen kalder Stoklunds forslag for ”populistisk” og ”en rigtig dårlig idé”, men siger samtidigt og har tidligere påvist, at der er langt mere rum for danske myndigheder til eksempelvis at udvise kriminelle uden statsborgerskab i større omfang. Når det ikke sker, er det fordi Danmark er et ”dukseland” ifølge Jonas Christoffersen.

I virkeligheden er der måske også tale om en lille religionskrig, hvor et protestantisk land som Danmark ivrer for at leve op til alle regler og lidt mere til, fordi skylden og skammen ved at blive lyst i band som krænker af menneskeret er en synd som er svær at sone. Stoklund skildrer, hvordan andre lande tager meget mere afslappet på håndteringen af domme fra domstolen.

Rasmus Stoklund har skrevet en af de vigtigste politiske debatbøger i mange år og han kunne egentlig også bare have argumenteret helt principielt og protestantisk uden at opfordre til noget, der kunne tolkes som civil ulydighed, nemlig at et demokratisk land altid må og skal have suverænitet over, hvem der skal være dens befolkning. Og så er den ikke længere. Og det er det som grundloven siger og mener med, at statsborgerskab gives ved lov.

En anden principiel debat kunne være, om domstolen ikke krænker grundloven, der kun tillader at overdrage beføjelser til et internationalt organ ”i nærmere bestemt omfang” (§20, stk. 1). Spørgsmålet har været endevendt juridisk og politisk ved folkeafstemningerne om EF og EU, men er vel også relevant ved overdragelse af domsmyndighed til en domstol, der har etableret sig som dynamisk og aktivistisk og dermed med retsskabende kraft, ikke mindst i et dukseland som Danmark. I hvert fald bør Højesteret omdøbes til Den danske Underret, så længe vi anerkender domstolen i Strabourg.

Det er sørgeligt at se både mediers og politikeres forudsigelige reaktion på Stoklunds bog, hvor der bevidstløst stødes i basun: menneskerettigheder og alt hvad der kommer derfra er helligt og må aldrig krænkes.