DR skriver:

*****************************

Med den nuværende klimapolitik vil havet sandsynligvist højest stige en meter inden år 2100, ifølge IPCC. Højere stigninger er der lille sandsynlighed for.

Men det er alt for konservativt, mener blandt andre den verdensførende iskerneforsker Dorthe Dahl-Jensen, der er professor i is-, klima- og geofysik ved Københavns Universitet.

 I stedet er risikoen snarere en stigning på op til tre meter, og det er magtpåliggende for den internationalt anerkendte forsker, at vi netop i Danmark, som har meget kyst og ligger lavt, er klar over det.

 Hun bakkes op af de fremtrædende klimaforskere professor Sebastian Mernild, professor Jens Hesselbjerg Christensen og professor Katherine Richardson.

Via et link kan man finde frem til rapporten, der er rig på dystre billeder og noget fattig på reel tekst. Men budskabet hamres ind igen og igen. Dorthe Dahl-Jensen:

Baseret på vores observationer og de langsigtede udviklingsforløb mener vi, at IPCC’s beskrivelser af havvandsstigningerne er misvisende. De stærke og overbevisende resultater, vi observerer, tyder på, at vi allerede ved temperaturstigninger på 2-3 grader kan opleve uundgåelige kollaps af dele af verdens iskapper og dermed havvandsstigninger i dette århundrede på langt mere end de cirka 1 meter, som IPCC vurderer som “worst case”. Skulle vi i dette århundrede nå en temperaturstigning på omkring 4 grader – hvad ikke kan udelukkes – taler vi om mulige havvandsstigninger på flere meter.

Den geologiske historie fortæller, at vi sikkert inden år 2100 har klimatiske forhold, der kan sammenlignes med perioden for omkring 130.000 år siden. Dengang var havvandet 5-9 meter højere end i dag, men temperaturen kun 2 grader varmere

Der henvises til den seneste mellemistid før nu, der var en periode på 10-15.000 år, hvor temperaturerne var betydeligt højere end i nutiden. Mellemistiden var der netop for ca. 120-130.000 år siden. Dorthe Dahl-Jensen fokuserer på, at vi skal forberede os på at håndtere havstigningerne og i mindre grad forsøge at forebygge dem ved grøn omstilling.

Så galt mener forskerne det kan gå.

Sebastian Mernild vil dog alligevel gerne ind på temperaturstigningen og Paris-aftalen, så er vi på mere velkendt territorium:

Nogle studier tyder desuden på, at tipping points for henholdsvis indlandsisen og det vestantarktiske isskjold vil indtræffe mellem en global middeltemperatur stigning på 1,5 og 2,0, tættest på de 1,5 grader. Da politikerne i forbindelse med Parisaftalen har vedtaget en maksimal temperaturstigning på 2,0 grader (for altid), har de dermed implicit accepteret, at tipping points af både indlandsisen og Vestantarktis vil finde sted – med havvandsstigninger og alvorlige kystnære konsekvenser til følge, herunder for danskerne, med hyppigere oversvømmelser. At holde temperaturstigningen under 2,0 bliver meget svært.

Mon han virkelig selv tror, at det går så galt? Han efterspørger ikke en gang direkte grøn omstilling…

Det er jo et alvorligt budskab rapporten kommer med her, og man bliver naturligvis nysgerrig efter, hvor de har det fra. Der omtales en artikel i Nature, der er udkommet i 2025. Den skulle ”bekræfte risikoen”.

Rapporten afsluttes med en ganske kort litteraturliste, hvor man da også kan finde en Nature-artikel fra 2025, E. W. Wolff et al.. Artiklen handler om den vestantarktiske indlandsis’ stabilitet for ca. 130.000 år siden, og hovedbudskabet er, at tabet af is nok var meget mindre, end andre forskere er nået frem til, og dermed kunne bidraget til havstigningerne ikke være så stort som hævdet. Forskerne skriver:

Her bruger vi [data] til at påvise, at under det meste af den seneste mellemistid var Ronne Ishylden stadigvæk intakt. Resultaterne viser en vis tilbagetrækning af isen i Vestantarktis, men stemmer ikke overens med de mere dramatiske modelberegninger, hvorefter stort set al isen i Vestantarktis gik tabt. Denne nye begrænsning fordrer en ny bedømmelse af andre elementer i havniveauet i mellemistiden. Den svækker også de observationer, der ellers motiverede model-simuleringerne til de meget høje tal for fremtidige havstigninger frem mod år 2300.

Og en nærmere uddybning:

Vores resultater viser, at Ronne Ishylden var intakt mellem 126 og 120.000 år siden og har muligvis haft en større udbredelse end den nuværende i den tidlige del af den periode. Selvom vi ikke har data for den varmeste tid i Antarktis mellem 130 og 126.000 år, er det usandsynligt at ishylden forsvandt og derefter dukkede op igen under de varme betingelser med lavt havniveau, som herskede på det tidspunkt. Rekonstruktioner af havniveauet, viser, at det formentligt toppede omkring 126.000 år og derfor kan der ikke have været nogen tilvækst af is lige forud.

Så referencen konkluderer nærmest det modsatte af Dahl-Jensen & Co.; den påpeger også at de voldsomme havstigninger, som nogen har regnet sig frem til, ville kræve en stor afsmeltning fra Grønland, men det er der heller ingen vidnesbyrd om.

Navigating-rapportens øvrige fire referencer er endnu mindre brugbare. Den ene er IPCC’s Sammendrag af Sammendrag fra 2023, den anden handler om investeringsstrategier for virksomheder i lyset af forventede havstigninger, Den tredje er et uddrag fra IPCC’s videnskabelige rapport – som forfatterne jo ellers ikke er enige i, og den sidste handler om nogle temperatur-rekonstruktioner fra fortiden ved hjælp af drypsten i huler på land.

Hvorfor er Navigatings rapport overhovedet blevet udgivet, og især når den befinder sig på så sølle et videnskabeligt niveau? Er der nogle forskere, der trænger til nye bevillinger eller gerne vil med på vognen, når den næste store IPCC-rapport skal skrives?

Det henstår i det uvisse, men lad os slutte af med at citere DMI, som de refereres i DR’s artikel:

Men hos DMI mener man, kritikken af klimapanelet skyder forbi. Det siger Adrian Lema, der er chef for Nationalt Center for Klimaforskning.

 – Jeg tror ikke, man skal hive et enkelt studie eller en enkelt analyse op af lommen og sige, så er det dét her, vi gør. I FN’s Klimapanel er der tusindvis af forskere, som kigger på studierne på tværs af al tilgængelig forskning og konkluderer på den baggrund, hvad er det, vi kan forvente, siger han.

Adrian Lema mener, at IPCC allerede tager højde et muligt kollaps af den Vestantarktiske iskappe, og at det også indgår DMI’s anbefalinger til klimatilpasning.

Og vi andre må bare igen undre os over, at voksne veluddannede mennesker kan tro, at en lidt højere luft- eller havtemperatur skulle kunne smelte kolossale mængder af is på kort tid og få oversvømmet Rådhuspladsen allerede om 75 år.