Valdemarerne er en storhedstid i danmarkshistorien. Det begyndte med Valdemar den Store (konge 1157-1182) og sønnen Valdemar Sejr (konge 1202-1241) og med storebroderen Knud som konge imellem da. Og så den tredje Valdemar, kendt som Atterdag, var konge 1340-1375.

På det tidspunkt var Danmark et stort nordeuropæisk rige. Tiden hvor Knud den Store herskede over både Danmark og England er ikke langt væk, men det er samtidigt en urolig og anarkistisk tid med angreb på kysterne, som først med Valdemar den Store cementeres.

Valdemar Sejr bygger videre på faderens imperium og kendtest er korstoget til Estland i 1219, men også mange krige og alliancer i Nordtyskland er permanent på dagsordenen.

Historikeren Lars Kjær har tidligere skrevet en stor biografi om Valdemar den Store og fortsætter nu med den næste Valdemar, og i samme stil: velresearchet faghistorie med mange kilder, men samtidigt levende fortalt og af forlaget flot trykt med mange illustrationer. Det er en kombination af populær og akademisk historieskrivning, når det er bedst (Lars Kjær, Valdemar Sejr. Imperiebyggeren, 304 sider, Gads Forlag 2024).

Forsiden prydes af det berømte maleri af Dannebrog, der falder ned ved Lyndanisse den 15. juni 1219, som alle kender. Det har samtidigt givet navn til Valdemars dag, som ind til 1948 var fridag i skolerne.

I dag kaldes det korstog af historikerne, tidligere var det bare en erobring, men Lars Kjær er forbeholden overfor at se for mange religiøse motiver i krigene. Dog er vi godt på vej væk fra marxistisk historieskrivning, for det religiøse anerkendes som en stor rolle i aktørernes selvforståelse, tanken om en pilgrimstur til Jerusalem og kontakten til paven i Rom er hele tiden nærværende.

Danmarks ærkebiskop Anders Sunesøn er med i Estland, og er samtidig en sprænglærd europæisk intellektuel på det tidspunkt, der skriver latin til hele den lærde verden.

Valdemar Sejrs kongegerning knuses i 1223 på Lyø i det sydfynske øhav, da Henrik af Schwerin hjemvendt fra korstog i Ægypten gidseltager både kongen og hans ældste søn og bortfører dem til Tyskland. At tårnet, hvor kongehuset blev holdt fanget, findes endnu, var ny oplysning for mig. Bogen giver ikke noget svar på, hvordan en sådan bortførelse kunne lade sig gøre. Var Valdemar naiv? Var det dansk godtroenhed? Eller var det som Carsten Hauch skrev om mordet på Valdemar Sejrs farfar Knud Lavard: O, Danmark, på rænker du aldrig dig forstod,
det har du tit betalt med dit reneste blod.

Valdemar løskøbes, men må lade sønner forblive gidsler. Han løsrives af paven for sin ed om ikke at hævne udåden, men krigslykken er væk for Valdemar, som taber i slaget ved Bornhøved i 1277. Slut med imperiedrømmene. Senere dør også hans ældste søn Valdemar af et vådeskud på Røsnæs.

Valdemar endte med at stå som ophavsmand til Jyske Lov, den første nedskrivning af et landsdækkende lovkodeks, kort før sin død i 1241. Som især kendes for sin prægtige fortale.

Desværre blev Valdemar Sejrs død også indledningen til imperiets dødskamp, først med hans tre sønner på stribe inklusive et påstået brodermord, og siden hen landets pantsættelse. Vi skal først frem til 1340, da den tredje Valdemar som purung bliver konge og med formidabel tæft lykkes at samle riget igen på få år.

Håber at Lars Kjær biograferer Valdemar Atterdag næste gang, som nok er den konge der personligt har evnet at gøre den største forskel som konge.

Og selvom Valdemar Sejr opbyggede et Østersø-imperium fra Vadehavet til Estland, og stred i krig og fejder og alliancer med de nordtyske grever og konger, så er resultatet alligevel i dag, at alt det udenfor det nuværende Danmark, som jo ikke var dansk, også blev tabt igen, mens det danske kerneland på nær Sydslesvig fortsatte som dansk helt frem til i dag og Kong Frederik X.