Når man vender hjem fra Ukraine og tidligere vasalstater som Moldova og Georgien, forventes man måske at fortælle om grædende borgere i ruinerne. Men der er langt fra Gazas fortvivlede situation til det mere ressourcestærke Ukraine. Bristol Hotel i Odessa har tidligere huset både udenrigsministeren og Rasmus Tandholt, før det blev raseret af et missil den 4. april. Genopbygningen er allerede i gang.

Der er stadig onde og tænderskærende scener i de mest udsatte områder. Men livet har fundet sin rytme i det store land. Rygterne i Kreml om svækket ukrainsk forsvarsvilje er Putins fatamorgana.

Vil ser på konflikten gennem fire centrale aktører – og slutter med en vurdering af de største fredsforhindringer.

Rusland

Kreml vil have ultimativ kontrol over hele Ukraine – samt Moldova og Georgien. EU-medlemskab kan måske accepteres, men NATO er uacceptabelt. Disse lande skal, i Putins øjne, forblive afrustede og neutrale.

Putin vil ikke have fred. Han har appetit på Baltikum, Gotland og Bornholm så snart Ukraine, inklusiv Donbas og Krim, er under fuld kontrol. Men Ukraine er i virkeligheden for stor en mundfuld. Krim i 2014 gik nemt. Det her trækker ud.

Han ved, at han ikke kan besejre hele NATO. Men hybridkrig i Østersøen og destabilisering af småøer og grænselande kan fortsætte. Så længe der ikke er fred, har han ikke tabt. Han håber stadig at kunne tage en bid af Estland, før EU bliver for samlet.

Men tiden arbejder imod ham. Ifølge vurderinger fra Forsvarsakademiet, ville Rusland kunne vinde en krig mod Baltikum hvis den blev indledt i dag. Men om fem år er det ikke sikkert. EU og NATO opruster, og det bliver sværere for Putin at vinde. Derfor har han travlt.

Når Putin siger, at fred kræver løsning af “de oprindelige årsager“, mener han, at Ukraine skal kranses af russiskvenlige stater og bufferzoner som Belarus, Transnistrien og Sydossetien. Krigen fortsætter, fordi disse krav er uacceptable.

Ukraine

Ukraine ønsker sit territorium tilbage – og medlemskab af både EU og Nato. Men det er, ifølge Trump, urealistisk. De ukrainske drømme trætter ham. Derfor er krigen genoptaget på fuldt blus.

Ukrainerne kæmper stadig og producerer droner i kældre over hele landet. De flytter lagerfaciliteter konstant, men et hovedlager i Odessa blev ramt af russisk missil i sidste uge og nu et her store angreb i Rusland, der kostede Putin 40 bombemaskiner. For en gangs skyld var angrebet ikke rettet mod civile.

Efter mødet med Trump i Peterskirken og de voldsomme angreb på civile efterføkgende, har Zelenskyj forbedret forholdet til USA. Han foreslog: “Hvis Putin ikke vil mødes med mig alene, kan vi mødes med Trump.”

Ukraine ønsker fred, men ikke for enhver pris. At tabe krigen er værre end at fortsætte den.

USA

Trump har skiftet kurs efter Putins hårde angreb på civile. Et flertal i Kongressen samler sig nu om, at tillade Ukraine at bruge amerikanske våben i Rusland – bag fjendens linjer. Trump er blevet til grin, og det generer ham. Men hans ubeslutsomhed udnyttes af Putin.

Trump ønsker, at Europa skal lede og betale. Det kan lyde rimeligt. Men i Budapest-memorandaet fra 1994 lovede USA, Rusland og Storbritannien at beskytte Ukraine, hvis landet opgav sine atomvåben. Det løfte er brudt!

Trumps økonomiske dagsorden er America First – med toldmure og protektionisme. USA’s gældsbjerg er enormt, og dollaren vakler som global reservevaluta. Trump flirter med idéen om at lade euroen tage over og overlade NATO-ledelsen til Storbritannien. USA vil trække sig fra globalt lederskab, måske for en periode, måske for længere tid. Det vestlige fællesskab vil dog byde USA velkommen tilbage, når tiden er inde.

Trumps forestilling om at genskabe halvtredsernes USA er et fatamorgana. Isolationismen og toldmurene underminerer tilliden til dollaren. Dollargælden ejes i nogen grad af OPEC, Kina og Japan – de fleste af statsobligationerne ejes dog af amerikanske investorer. Hvis nye statsobligationer skal udstedes med en højere pålydende rente, kan det udløse store problemer. Trump spekulerer i en svækkelse af dolleren og samtidig en lavere rente. Det er en vanskelig øvelse.

Dollarens status som OPECs afregningsvaluta er central. Trumps første udenlandske besøg på den arabiske halvø handlede næppe kun om luksus og golf. Det handlede om at binde OPEC tættere til USA.

Trump forsøger at fremstille USA som offer. Men det er selvskabt skade på NATO og WTO. Biden holdt Ukraine oven vande, men undgik bevidst alt, der kunne føre til storkrig – også selvom det betød, at Ukraine ikke kunne vinde. Trump derimod har set Ukraine som billet til Nobels fredspris, men har flere gange truet med at forlade NATO, hvilket reelt underminerer hele alliancens troværdighed.

EU, Canada og Storbritannien

EU ønsker også fred – men har erkendt, at det ikke sker med Putin. Victor Orban er næsten alene om at stole på Kreml. Nu får Ukraine måske adgang til tyske Taurus-raketter, som kan bruges bag fjendens linjer. Trumps usikre ledelse har styrket sammenholdet iEU. I Storbritannien er den unge generation blevet “Brexit Regretters”. Der er tre partier: Labour (pragmatisk, men ikke anti-Brexit), Konservative (holder fast i Brexit) og UKIP (på retræte). Labour og de konservative er måske ude af trit med vælgerne, men politisk er de bundet af folkeafstemningen.

En langsom tilnærmelse til EU er i gang. De konservative forsøger at fastholde magten med falske anklager mod Labour, men UKIP truer fortsat som joker. Siden firserne, hvor London var centrum for finans og MI6 gav briterne en naturlig plads ved bordet, er Storbritanniens betydning svundet ind. I EU27-kredsen er der træthed over briternes rodede exit, men Putin og Trump har rykket briter og canadiere tættere på EU.

På et skelsættende topmøde er der nu indgået ny aftale om gensidig tilnærmelse. Der er ikke åbnet for optagelse, men fiskerirettighederne – den største hurdle – er løst med en 12-årig forlængelse til gavn for bl.a. Danmark og Frankrig.

Trump har underminieret tilliden til dollaren. Det har fået Christine Lagarde fra ECB til at lægge en plan for, at euroen kan tage over som verdens reservevaluta. Kina og Indien er både konkurrenter og medspillere i dette spil. Stabilitet er blevet et nøgleord, og her fremstår Europa pludselig troværdigt.

USAs rejse væk fra vestlige værdier – og forhåbentlig tilbage igen – kan blive lige så dyr og pinefuld som Storbritanniens Brexit. Hvis det koster amerikanerne både økonomisk og politisk styrke, er det et valg, de selv har truffet.

Mit besøg i Ukraine gjorde én ting klart: Forhandlingerne om grænsebevogtning efter en fred bliver lige så vanskelige som selve fredsaftalen. Freden kræver ikke bare våbenhvile, men nye strukturer, aftaler og garantier. Og de fire aktører står stadig langt fra hinanden.