Der var ikke megen vind i en længere periode, men især de 5 døgn fra 4.-9. november var præget af næsten vindstille og et jævnt overskyet vejr. Situationen i Danmark er vist på fig. 1, hvor man ser forbruget og den samlede produktion fra hhv. sol og vind. Det blæste en smule om morgenen d. 4. og vinden tog til igen ud på eftermiddagen d. 8., dog uden at nå imponerende højder d. 9. Og ind imellem, især tidligt om morgenen d. 6., var produktionen fra møllerne helt nede under 10 MW, dvs. i nærheden af 0,1% af den installerede kapacitet.

Fig. 1: Situationen i Danmark 4-8 november. Data fra Energinet.

Fænomenet var ikke kun begrænset til Danmark, Tyskland var f.eks. ramt af en tilsvarende vindtørke og mangel på sol, som vist i fig. 2. Her er gengivet kurven for hele ugen og på det fremhævede tidspunkt ser man, hvordan Tysklands 71 GW møller leverede 2,5 GW og solcellerne (ca. 93 GW’s kapacitet) ingenting. Om aftenen d. 6. var situationen endnu værre, her nåede vindmøllernes samlede produktion (havvind + landvind) ned under 100 MW, dvs. 0,1 GW!

Fig. 2: Situationen i Tyskland i samme periode. Sorte kurve: Forbruget, gule toppe: Sol, lys grå: Landvind, mørk grå: Havvind. Skala i MW.

Storbritannien, hvortil vi har forbindelseskabler, var heller ikke til megen hjælp i de dage, selvom det ellers påstås, at når det ikke blæser på den ene side af Nordsøen, så er der vind på den anden. Fig. 3 viser situationen i Storbritannien i nogle af de samme dage. Man havde lidt mere vind, men slet ikke nok til at dække egne behov, og dermed ikke noget overskud til eksport.

Fig. 3: Oversigt over situationen i England fra 2.-8. november. Forbruget (sort kuve) ligger omkring 30 GW, mens solcellerne (gul) ikke leverede noget, og vinden (lysegrøn) svingede mellem 1 og 7 GW.

Et kort over hele Europa viser situationen i al sin gru, se fig. 4. Kortet angiver vindhastighederne d. 5. november kl. 19, hvor Solen var gået ned for længst og kun vinden kunne forsyne os. Det kunne den så ikke, vindhastighederne lå de fleste steder mellem 0 og 10 kilometer/time (km/h), hvor man skal huske på, at én meter pr. sekund (m/s) svarer til 3,6 km/h. Så vi lå næsten overalt under 3 m/s, hvilket ofte er den laveste grænse, før møllerne overhovedet kan producere noget strøm.

Fig. 4: Vindhastighederne i Europa d. 5/11 kl. 19. Farveskalaen angiver hastigheden i km/h.

Hvad kunne man så gøre? Der kom godt gang i alle de almindelige kraftværker, biomasse-, gas- eller kulfyrede. Danmark havde en større produktion fra sine (således på et tidspunkt over 500 MW fra kul og 1300 MW fra biomasse), men måtte alligevel importere meget store mængder af strøm fra udlandet, som det fremgår af fig. 5, lånt fra Paul-Frederik Bachs hjemmeside. Her ser man, hvordan vi kom op på at importere omkring 3000 MW, svarende til 60% af forbruget.

Fig. 5: Danmarks strømforsyning 2.-9. november. Grå er import, hvid er produktion fra små fyrede anlæg, mens rød er produktion fra større kraftværker. Lys grå er havvind, grøn landvind og gul solceller. forbruget svarer til toppen af kurverne.

Strømmen var også dyr i den periode, som vist på fig. 6. Der var en top flere af eftermiddagene, og kl. 17-18 nåede spotprisen op på 4,10 kr. Det betød hos f.eks. Norlys en timepris på 5,20 kr., inkl. tariffer m.v. Resten af tiden svingede spotprisen mellem 75 øre og halvanden krone.

Fig. 6: Elspotpriser 4.-8. november, fra Energinet.

Den tyske minister-for-mange-ting, Robert Habeck, der jo er en af arkitekterne bag landets katastrofale grønne omstilling, blev interviewet om de høje priser og manglen på strøm. Hans løsning var naturligvis, at der bare skal udbygges med flere solceller og vindmøller. De samme tanker er vores hjemlige Energistyrelse jo også inde på, i 2050 skal vi efter planerne have 44,7 GW solceller (mod 3,5 GW i dag) og 49,7 GW vind (7 GW i dag). Hvordan ville en sådan monstrøs opstilling af udstyr klare den nylige dunkelflaute?

Svaret er, ikke særligt godt, som det fremgår af fig. 7. Tallene fra 4-9 november er her ganget op, så de svarer til 2050-kapaciteten. Forbruget er holdt uforandret på 2024 niveau. Man ser, hvordan sol + vind i lange stræk stadigvæk slet ikke er nok til at dække bare vores nuværende behov. Fra tidlig morgen d. 4/11 og fire døgn frem er der ikke på noget tidspunkt nok strøm fra de to kilder til at dække 2024-behovet. I 2050, hvor hele samfundet efter planerne skal være elektrificeret, og forbruget derfor er meget større, vil det naturligvis se endnu værre ud.

Fig. 7: Kurven fra fig. 1, men med en kapacitet af solceller og vindmøller, som Energistyrelsen planlægger med for 2050. Forbruget er på 2024-niveau.

Løsningen på sol og vinds kvaler siges ofte at være lagring af strømmen, hvor batterier p.t. er den eneste realistiske mulighed. Hvor megen kapacitet skal de så have, for at dække underskuddet i de 5 dage, vi kigger på her? Uden tab kan man regne ud, at der skal bruges ca. 500 GWh, og med 10% tab i batteriet når vi op på 550 GWh. De seneste realiserede priser på batterier i stor skala, EWII’s anlæg på Bornholm ligger omkring 4000 kr./kWh, så de 550 GWh ville bringe os op over 2.000 milliarder kr. Det batteri ville naturligvis slet ikke række i praksis, da der både før og efter vores 5 dage heller ikke var for meget vind og stort set ingen sol.

Regner man nu på Energistyrelsens drøm vedr. 2050 får man, med 2024-forbruget, at der mangler ca. 220 GWh (og her kom der ellers et pænt tilskud d. 8/11), eller 240 GWh inkl. tab. Det ville så koste omkring 1.000 mia. kr.

Ret beset var det en relativt kortvarig dunkelflaute, vi havde her. De kan sagtens strække sig over en uge eller to, og så ville situationen for alvor blive kritisk, hvis man satsede på et system baseret på sol, vind og lagring af strømmen.

Den grønne omstilling er i bund og grund umulig.