Øvelsen hedder Vostock 2022. De deltagende lande er Kina, Rusland, Indien, Algeriet, Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Kasakhstan, Kirgisistan, Laos, Mongoliet, Nicaragua, Syrien og Tadsjikistan…
Korte perioder i Verdenshistorien har skabt håb om en fredelig verden. Disse åbne vinduer er særlig vigtige for små lande som er afhængige af eksport.
Mange frygter at overfaldet på Ukraine får den kolde krig til at vende tilbage. Men virkeligheden er langt mere alvorlig.
Vi havde i realiteten kold krig fra efterkrigsårene, og frem til Sovjetunionens sammenbrud i 89. Efter en årrække med håb om en åben verden, hvor vi inviterede russiske observatører med til NATO-øvelser, må vi erkende af Putins ZAR-drømme bare ventede på at samle økonomiske kræfter efter de bundløse kar i Kabul, Havanna og lydstaterne. Med krigen i Ukraine er freden afløst af varm krig, og det gamle bipolære opgør mellem kommunisme og kapitalisme er afløst af et multipolært system, som er langt mere kompliceret at navigere i.

Sikkerhed og samhandel.
Nationer der føler sig truet, er tvunget til at finansiere et afskrækkende forsvar, med penge der kunne være anvendt til øget velfærd og lavere skattetryk. Danmark er sådan en lille åben økonomi som er afhængig af sikkerhedspolitisk beskyttelse gennem NATO og velordnet handelssamarbejde gennem EU.
Brexit har illustreret, hvordan selv en meget stærkere økonomi end den danske, får udfordringer ved at stå alene.
Efter mange års kritik af NATO, er der nu et solidt flertal af partier i Folketinget, som har næsten blind tillid til USAs og Natos sikkerhedspolitiske garantier. Med et amerikansk fokus der flytter sig fra Atlanterhavet til Stillehavet, og med et dybt splittet USA, ser vi ind i en multipolær periode hvor vi er nødt til selv at tage stilling, for at tilgodese danske interesser.

Modige beslutninger lagde grunden.
Vi kom med i udviklingen af det moderne Pax Americana helt fra fødslen i 1946. Ikke pga. vores heroiske indsats for at standse nazisternes drøm om det Tredje Rige, men fordi modige enkeltpersoner, lykkedes med at placere Danmark begavet i den nye Verdensorden.

Marschall-planen fødte netværket af Vestlige institutioner som skulle blive afgørende under den kolde krig frem til Sovjetunionens kollaps i 1991; FN, Verdensbanken, GATT, NATO, IMF og EU mfl skabte det regelbaserede handelsmiljø som udviklede verdens mest velhavende lande.

Man kan diskutere om angrebet på Krim i 2014 genstartede den kolde krig, men de fleste historikere er nok enige om, at overfaldet på Ukraine i år, har revitaliseret et nyt Jerntæppe. Opdelingen af de europæiske blokke er flyttet mod øst, siden Churchill introducerede tæppebegrebet i 1946, og den kolde krig er efter en kort pause blevet til krig på energi, våben og ild.

Indre trusler
Helt tilbage fra Pax Romana har vi vidst, at supermagter som håndhæver værdier og regelsæt, er truet af både indre og ydre fjender.

Det vestlige sammenhold er forholdsvis veldefineret som demokratiernes kamp imod autokratier og diktaturer. FN anerkender 193 selvstændige nationer, og Vesten opfatter dem i 2 grupper: enten beskytter du retsstaten, menneskerettighederne, ytringsfriheden og demokratiet, eller også bruger du religiøse og politiske regelsæt til at beskytte en lille magtelites undertrykkelse af masserne.

Inderst inde ved vi godt, at denne opdeling i 2 klasser savner nuancer. Når Indien stolt profilerer sig som verdens største demokrati, så skal der nok være en enkelt som nævner kastesystemet som eksempel på sådanne nuancer. Tilsvarende med NATO-landet Tyrkiet hvor frihedsrettighederne har trange kår. Og når en siddende amerikansk præsident forsøger at korrumpere den fredelige magtoverdragelse efter et valg, så er USA ikke det demokratiske fyrtårn, som en ny generation stræber efter.
Hvis vi ser på Polen og Ungarn, så er det vist ingen overdrivelse, at de vestlige værdier omkring mindretalsbeskyttelse og pressefrihed sagtens kan tåle en opstramning.

Den indre fare lurer under den polerede overflade, selvom Putin har formået at tømre den vestlige verden tættere sammen end vi selv turde håbe.

Ydre fjender
Den ydre fjende har særlig USA været med til at vække. Selvtilliden har ikke fejlet noget, når topdemokraten Nancy Pelosi har udfordret “Ét Kina politikken” med sit besøg i Taiwan. Ideen med at åbne flanker til både Kina og Rusland er ambitiøs. Og hvis tilmed Indien bliver fast partner i det dårlige selskab, så er det dårlige selskab ikke længere et mindretal på kloden.

Sikkerhedspolitisk udfordring
Når 14 af Verdens lande – med Indien, Rusland og Kina i spidsen, deltager med tilsammen 50.000 mand under våben i Vostok 2022 øvelsen her primo september, så er godt 3 mia mennesker repræsenteret. Det svarer til godt halvdelen af verdens befolkning på 5,8 mia.

Handelspolitisk udfordring
Vesten kan konstatere at BRIKS landene; Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika er så ombejlede, at udenrigsministrene fra Ægypten, Indonesien, Nigeria, De Forenede Arabiske Emirater, Saudi Arabien, Senegal og Thailand, alle var repræsenteret ved et udenrigsministermøde i BRIKS sidste år.

Hvis vi sammenligner med G7, så er 3 af medlemmerne allerede EU-medlemmer, og gengangerne kommer i voldsomt overtal, hvis vi ser på sammenfaldet med NATO.

Er der så stadig en synlig forskel mellem Øst og Vest
I den grad; Så snart Nancy Pelosi satte stiletterne på landingsbanen i Taipei, reagerede Beijing ved at meddele Washington, at Kina trækker alle sine tilsagn om CO2 reduktioner tilbage.
Den tager vi lige igen: Vi lever på samme klode og deler atmosfære. Kineserne vil straffe USA, ved at fremme klimakrisen til skade for alle på jorden…
Lidt hårdt sat op, er det en noget mere afstumpet tilgang til Mutual Assured Destruction end selv russerne havde, da den kolde krig peakede.
Kernevåben og klimakrise rammer alle, og ideen med at lade katastrofer ramme jorden, er selvdestruktiv kynisme, der gør det let at sikre vestligt sammenhold.

Tilbage til udfordringen; truslen kommer fra verdens folkerigeste land, og hverken Indien eller Rusland har lagt afstand til den kommunistiske kolos. Relativt skræmmende, at mere end halvdelen af verdens befolkning har ledere, som vil afpresse Vesten ved at ødelægge deres egen verden.

En fælles fjende
På FN-niveau bindes autokratierne sammen af et fælles ønske om retten til at opretholde et lebensraum i form af lydstater i en stødpudezone rundt om moderlandet. Hidtil har Kina, Indien og Rusland ikke fundet fælles grund, som vi har det i Vesten. Men intet skaber sammenhold som en fælles ydre fjende.

Indblik følger den sikkerheds – og handelspolitiske forbrødring af det dårlige selskab, og vi holder vågent øje med sætningsskader i det vestlige sammenhold i forbindelse med den kolde vinter – med fokus på danske interesser.

Det perspektiv er ikke overrendt i den danske debat.