“Hvis der var en smule tillid til regeringen før det her, er den 100 procent væk nu”.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Statsminister Mette Frederiksen (S) og tre af hendes tætteste medarbejdere har slettet centrale SMS’er fra den afgørende tid fra september til december sidste år, hvor den ulovlige beslutning om at aflive alle danske mink blev taget og ført ud i livet.
Det kan flere medier, herunder B.T., berette på baggrund af aktindsigter og svar fra Minkkommissionen.
Helt konkret har statsministeren og hendes tætte medarbejdere stabschef Martin Justesen, departementschef Barbara Bertelsen og ledende embedsmand i Statsministeriet Pelle Pape fået slettet alle SMS’er fra tiden omkring den ulovlige minkbeslutning.
Ifølge Statsministeriet har de fire personer haft deres iPhones indstillet til automatisk at slette SMS’er efter 30 dage.
Ingen andre af de i alt 10 ansatte i Statsministeriet, der skal afhøres i Minkkommisionen, har haft samme indstilling på telefonen, oplyses det.
Det har endnu ikke været muligt at gendanne SMS’erne fra Mette Frederiksen, oplyser kommissionen.
“Det er uhørt”
Venstres minkordfører Thomas Danielsen fortæller til Indblik, at han er dybt rystet over de nye afsløringer i minkskandalen.
– Det er fuldstændigt rystende, siger han og fortsætter:
– Sagen er jo dybt, dybt alvorlig. Det er uhørt, at regeringen i et demokratisk land som Danmark ikke samarbejder i en sag som denne, men endda ligefrem modarbejder kommissionens arbejde.
At Statsministeriets ledelse på den måde modarbejder Minkkommissionen, gør Thomas Danielsen bekymret.
– Forløbet minder om nogle lande, som vi ellers på ingen måde ønsker at sammenligne os med. Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle opleve det her i Danmark. Det gør vi desværre, siger han til Indblik.
“Hvis der var en smule tillid til regeringen før det her, er den 100 procent væk nu”
Thomas Danielsen har aldrig før hørt om, at man i Folketinget skulle få slettet SMS’er. Selv har han ikke slettet en eneste SMS i sine ti år i Folketinget.
Han mener, at sletningen af SMS’erne er noget, som Mette Frederiksen og hendes medarbejdere “uomtvisteligt aktivt har gjort”, da man på en iPhone aktivt skal gå ind og ændre i indstillingerne, hvis man vil have slettet sine SMS’er efter 30 dage.
– Rent teknisk skal de her SMS’er kunne gendannes. Ellers er det en alvorlig sag i sig selv, siger Thomas Danielsen, der stiller spørgsmålstegn ved, om Mette Frederiksen og hendes medarbejdere har overholdt den oplysnings- og notatpligt, som de er underlagt.
– Hvis der var en smule tillid til regeringen før det her, er den 100 procent væk nu, lyder det fra Venstres minkordfører.
Han håber, at Folketinget kan blive enige om, at udvide Minkkommissionen, så centrale SMS’er i minkskandalen også kan blive undersøgt.
Minkkommissionen er netop nu i gang med en lang række afhøringer, der skal afdække, hvad der er sket i minkskandalen, hvor regeringen ifølge flere af landets førende juraprofessorer har gjort sig skyldig i hele tre grundlovsbrud.
I løbet af foråret næste år forventes kommissionen at afslutte sit arbejde.
Kommissionen skal foretage retlige vurderinger af, om embedsmænd har gjort noget ulovligt, men en evt. rigsretssag mod f.eks. statsminister Mette Frederiksen er en politisk beslutning.
Kommissionens medlemmer består af landsdommer Michael Kistrup (formand), professor Helle Krunke og advokat Ole Spiermann.
Ifølge kommissionens vidneliste skal Mette Frederiksen afhøres den 9. december.
Indkaldte vidner i kommissionen er hverken underlagt sandhedspligt eller vidnepligt.