Dødsfald bliver tit epokale, en æra ender, et liv og en ind livsindsats slutter.

Søren Krarup havde det, som i ethvert offentligt liv med flokmentalitet og medløberi er en mangelvare, nemlig mod og mandshjerte. Han var aldrig bange for at indtage upopulære standpunkter og forsvarede gerne udskældte personer. I den forstand bidrog han overordentligt til et friere åndsliv i Danmark.
Picture 129
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

RIP Søren Krarup

Af Henrik Gade Jensen

 

Dødsfald bliver tit epokale, en æra ender, et liv og en ind livsindsats slutter.

Sådan også med Søren Krarup, som indskrev sig i Danmarkshistorien, da han en oktoberdag i 1986 indrykkede en annonce i Jyllands-Posten med overskriften ”Nej, ikke en krone”.

Annoncen var en protest imod Dansk Flygtningehjælp og en forestående landsindsamling, og Krarup så helt korrekt, at indsamlingen og flygtningehjælpen og den nye udlændingelov ikke kun drejede sig om at hjælpe få landflygtige i nød, men var del af et samfundsrevolutionært projekt. Mange var de lidt naive sjæle, som troede det kun gjaldt moral og praktisk næstekærlighed. Krarup så længere og advarede mod perspektiverne ved en alt for lemfældig eller humanitær asyl- og flygtningepolitik.

Set 37 år efter havde han fuldkommen ret.

Efter annoncen i Jyllands-Posten inviterede DR til debat mellem Søren Krarup og Dansk Flygtningehjælps formand, professor Thor A. Bak. Også der blev det tydeligt, at Thor A. Bak, tidligere rektor for Københavns Universitet, ikke havde fattet noget som helst af, hvad der var i gang med at ske. Bak troede, det var en ren moralsk sag uden politiske eller væsentlige samfundsmæssige konsekvenser. Jeg var på forhånd helt på Krarups hold, men alle jeg så DR-debatten med på kollegiets TV-stue var vildt forargede over præsten fra Jylland.

Jeg var også forhåndsindtaget, da jeg fra sommeren 1986 var begyndt at komme på Tidehvervs sommermøde, en uges foredrag om mest teologi og kirke, hvor der kun kom selvstændige or originalt tænkende mennesker.

Mens Krarup politisk er nem at sætte i bås som folketingspolitiker fra Dansk Folkeparti, er han kirkeligt og teologisk sværere at sætte på formel. Han tilhørte Tidehverv, en kirkelig bevægelse fra 1920erne, som gjorde op med Indre Mission og alt dertil hørende så som KFUM og K, fromhed, kirkelig aktivisme m.v..

Tidehverv var en lille flok intellektuelt skarpe, Søren Kierkegaard-inspirerede hoveder, som mest af alt ikke var bange for at chokere og provokere. Den arv overtog Søren Krarup og perfektionerede til punkt og prikke, men altid med en væsentlig pointe og alvorligt anliggende.

Problemet med Krarup teologisk set var, at for Tidehverv kunne der ikke siges andet om kristendommen end kierkegaardsk at Gud åbenbarede sig i Jesus Kristus og det er den eneste sandhed, vi kan forholde os til. Alt andet, og især kirkelige udlægninger af evangeliet, blev ønsketænkning og fromhed og farisærisme. Derfor blev Tidehvervs kirkelige opgør så voldsomt polemisk, fordi det kun kunne artikuleres negativt og vendt mod alle dem, der udlagde det i mere end minimale sætninger. Og derfor blev Tidehvervspræster så negative, også i idet kirkelige, hvor enhver aktivisme blev stemplet og brændemærket som selvgodhed. I årtier var kirkekaffe således indbegrebet af gerningsretfærdighed og der kunne polemiseres energisk imod det i kirkeblade og aviser. Mange sogne i Danmark har lidt under Tidehvervspræster, der anså ethvert engagement for gerningsretfærdighed.

Jeg tror selv, at Krarup gik ind i politik fra 1990erne, fordi han selv så tyndheden i sin egen teologi. Der kan og skal siges meget mere om kristendom end det kierkegaard-inspirerede notabene: at Gud blev menneske i Jesus Kristus.

Men denne teologiske basis er også fundamentet for, at Søren Krarup så ivrigt og præcist kunne angribe selvretfærdigheden i dansk politik. Det er værd at mindes om, at det værste skældsord han kunne bruge om sine politiske modstandere var: det lyder som om de har gået i søndagsskole. Så var modstanderne stemplet og hængt til tørre som klamme og fromme. Men jeg tvivler på, at modstanderne opfattede det sådan eller i det hele taget følte sig særligt ramt.

Søren Krarup havde det, som i ethvert offentligt liv med flokmentalitet og medløberi er en mangelvare, nemlig mod og mandshjerte. Han var aldrig bange for at indtage upopulære standpunkter og forsvarede gerne udskældte personer. I den forstand bidrog han overordentligt til et friere åndsliv i Danmark. Ingen har måske end han været med til at bryde hegemoni og forsvare enspænderen og dissidenten i Danmark.

Søren Krarup blev en Kassandra, der så, hvad andre hverken kunne se eller ville kendes ved. Det er hans danmarkshistoriske fortjeneste: at få sat flygtningepolitikken på dagsordenen, og få den ’sækulariseret’, så den ikke mere fik status som en apolitisk og humanitær sag, men en ægte politisk og dybt speget sag med ganske alvorlige konsekvenser.

Og desværre fik Søren Krarup alt for meget ret, ja, det er vel gået værre end selv han anede det.

 

 

 

[adning id="17957"]

Fik du læst?