Kendelsen er på 140 sider og indeholder naturligvis en masse juridisk snak om fortilfælde, retspraksis og hvad der ellers hører til. Oplægget er to spørgsmål, angiveligt fra FN’s Generalforsamling:

1. a) Hvilke forpligtelser har staterne ifølge international lov i forbindelse med at sikre beskyttelsen af klimaet og andre dele af miljøet fra menneskeskabte udledninger af drivhusgasser – for stater og for fremtidige generationer?
2. b) Hvad er de juridiske konsekvenser i forbindelse med disse forpligtelser for stater, hvis de, som følge af deres handlinger eller forsømmelser, har gjort mærkbar skade på klimaet og andre elementer af miljøet?

M.a.o. hvordan definerer man staternes skyld i ”klimakatastrofen”, og hvordan skal de efterfølgende straffes?

Inden ICJ kan tage stilling til de spørgsmål, skal det videnskabelige grundlag lige på plads. Her læner ICJ sig primært op ad de bombastiske budskaber fra den seneste IPCC-Synteserapport, der er et sammendrag af de tre dele af Den Sjette Vurderingsrapport fra 2021-2022 på tilsammen ca. 7000 sider.

.. det er videnskabeligt fastslået, at klimaet har gennemgået omfattende og hurtige ændringer, inkl. især en stigning i den globale temperatur. … De stigende temperaturer medfører afsmeltning af iskapper og gletsjere. hvilket truer samfund ved kysterne med oversvømmelser uden fortilfælde. Ekstreme vejrbegivenheder, som f.eks. orkaner, tørke og hedebølger, forekommer hyppigere og er kraftigere, hvilket ødelægger landbruget, driver befolkninger på flugt og forværrer vandmangel.

Det nævnes, at der er enighed om, at IPCC’s rapporter repræsenterer den ”bedste” videnskab på området – hvilket jo kun er delvist sandt og netop ikke gælder de sammendrag, som ICJ vist har læst som det eneste. Sammendragene er politiske dokumenter, hvor klimasituationen bliver malet betydeligt mere sort op, end de videnskabelige dele af rapporterne kan underbygge. Men kendelsen citerer bl.a. IPCC for at

… klimaforandringerne er en trussel mod menneskets velbefindende og Planetens helbred og der er et mulighedernes vindue, der hastigt er ved at lukke, men som kan sikre en bæredygtig fremtid for alle (meget høj tiltro). De valg og tiltag, der gennemføres i perioden 2020 til 2030 vil have stor betydning nu og mange tusinde år ud i fremtiden (høj tiltro).

ICJ påpeger, at klimasagen har en parallel i miljøet, hvor der allerede er internationale aftaler om beskyttelse. Klimaet bliver derfor også en menneskeret, hvilket giver en kraftig forøgelse af den juridiske ammunition i sagen.

• Det understreges, at kendelsen her kun har rådgivende betydning. Den bygger primært på tre tidligere internationale aftaler, UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change – ”FN’s Rammeaftale for Klimaforandringer”), Kyoto-aftalen og Paris-aftalen.

UNFCCC var kun de indledende betragtninger vedrørende klimasagen, mens Kyoto-aftalen indebar konkrete mål for reduktioner i CO₂-udledningerne. Nogle vestlige lande har levet op til Kyoto-aftalen i et vist omfang, mens resten af Verdens forbrug af kul, olie og gas imidlertid har været stigende lige siden, aftalen blev indgået.

Paris-aftalen fra 2015 er den, der er mest konkret. ICJ citerer den for målet om at holde den globale temperaturstigning under 1,5 – eller til nød 2 grader celsius og nødvendigheden af hurtige nedskæringer i CO₂-udledningerne. Paris-aftalen fylder 10 år her i 2025 og i hele perioden er udledningerne steget støt. Det er dog ikke et faktum, der indgår i ICJ’s overvejelser. Paris-aftalen gennemgås i detaljer, og det påpeges, at den er bindende for alle parter. Der skal f.eks. fremsættes klima-mål, de såkaldte NDC’er, Nationally Defined Contributions, her i år i forbindelse med COP30-mødet i november. Det går imidlertid heller ikke så godt. Kun knap 30 ud af 179 lande har indsendt NDC-er, og alle de store udledere har ikke bidraget med noget – inkl. EU, hvor man ikke kan blive enige om hverken tal eller fremgangsmåden.

ICJ slår nu fast, at da klimavidenskaben er afgjort, må svaret på spørgsmål a) være, at ja, staterne har et ansvar for negative klimakonsekvenser af deres aktiviteter, eller som følge af utilstrækkelige forebyggende handlinger. Derfor skal de leve op til retningslinjer der omfatter – men ikke er begrænset til:

Lovgivning til forebyggelse, der skal tjene til at opnå de betydelige, hurtige og vedvarende reduktioner i udledningerne af drivhusgasser, som er nødvendige for at forhindre alvorlig skade på klimaet.

Mht. spørgsmål b) om konsekvenserne, understreger ICJ, at retten ikke selv kan pålægge straffe eller sanktioner, det må være skadelidte nationer, der slæber udlederne for domstolene. Her skal man hele tiden sikre sig, at der vitterligt er tale om skader fremkaldt af menneskelige udledninger, og man skal kunne fastslå de enkelte landes ansvar. Sidstnævnte er dog ikke så svært, da Paris-aftalen bl.a. indebærer rapportering land for land vedrørende udledningerne.

En eventuel straf eller erstatning vil typisk være i form af overførsel af store pengebeløb til de skadelidte, men der kan også være tale om f.eks. genopbygning. De første sagsanlæg kan forventes snarest, ikke mindst fra de små østater i Stillehavet, hvoraf Vanuatu var et af de lande, der var med til at rejse sagen i FN. Selvom Vanuatu på ingen måde er truet af havstigninger, øerne er indtil nu vokset i takt med udviklingen, så spår computermodellerne jo katastrofer i fremtiden, og så ville det være rart med nogle gode penge allerede nu.

Det siger sig selv, at klima-aktivister og deres medløbende medier jublede, mens mere forstandige mennesker forudså et voksende kaos af juridiske og politiske kampe.

Fra klimarealistisk side blev hele affæren afvist som det rene pjat. Her klimaforskeren Willie Soon:

Kendelsen må være en vits af kosmiske dimensioner. Ikke blot savner ICJ totalt forståelse for klimavidenskaben, men på nuværende tidspunkt at lægge sig ud med USA med Donald Trump i spidsen?

ICJ’s kendelse føjer sig til rækken af aftaler og forpligtelser, som landene i stigende grad ikke kan eller vil leve op til – og derfor vælger at ignorere. Det vil i sidste ende føre til en underminering af de internationale organisationer og deres gennemslagskraft. Når det viser sig, at ICJ’s kendelse vedrørende klimaet ikke kan opfyldes i praksis, vil man se bort fra den, men dermed er der skabt præcedens, som nogle stater kunne tænkes at ville følge i andre, mere betydningsfulde sager. ICJ risikerer dermed at miste sin indflydelse, ligesom det f.eks. også er blevet skæbnen for de årlige klima-COP-møder.

ICJ skulle nok have holdt sig fra at gå ind i klimasagen.