Den amerikanske præsident har lovet sine vælgere, at det skal være slut med verdens dyreste medicin, og klodens dyreste hospitalsvæsen. MAGA-vælgerne i rustbæltet er blevet lovet, at deres trængsler vil slutte. De vil blive hørt i DC, produktionsarbejdspladserne vil komme tilbage og priserne på medicin, hospitalsbehandlinger og dagligvarer vil falde.

Trump lovede det allerede i sin første præsidentperiode, men fik det ikke implementeret. Så nu bliver forslaget relanceret.

Canada, Ukraine, Gaza og Grønland ligger udenfor skiven, for de hårdtprøvede MAGA-supportere, som nu kræver fokus på det, der blev lovet under valgkampen.

Amerikansk virkelighed

Den unge kvindes ben sad fast uhjælpelig fast i skiftesporet, og hun skreg.

Det gik som en løbeild nede i byen, og flere borgere kom slæbende med værktøj.

“Er hun ved bevidsthed? Ja men hun er ulykkelig. Tror da pokker, hun får kørt benet af, hvis ikke vi får hende fri inden toget kommer”.

Kvinden klynkede; “I må for Guds skyld ikke ringe efter hjælp, jeg er studerende og har et barn. En ambulanceredning kan let udløse en fakturering på 15.000 $, det vil vi aldrig kunne betale, og så er det trods alt bedre at få kørt benet af”.

I Podcasten “Only in America”; fortæller værterne også den gribende historie om manden, som havde fået kørt 2 fingre af ved en arbejdsulykke, og nu skal vælge, om det er pegefingeren eller langefingeren som skal syes på, for han har ikke råd til dem begge. “Det bør jo nok være langefingeren, så han kan give sundhedsvæsenet fingeren”, kommenterer Mirco Reimer-Elster med sort humor.

Prisen for at få hjælp i USA, kan smadre en families økonomi. Ligegyldig om det er hjælp efter en ulykke, eller behandling af en kronisk sygdom, så er prisen helt ekstrem, målt efter danske standarder.

Det amerikanske sundhedssystem er bygget op som et forsikringssystem. Og præmien er typisk knyttet til et ansættelsesforhold.

Det betyder at familiens økonomi kan falde fra hinanden ved en opsigelse. Hvis en lønmodtager med diabetes mister jobbet ved en fyringsrunde, kan det være svært at afværge en personlig konkurs.

Kombinationen af, at borgere uden sundhedsforsikring på mange måder står uden sikkerhedsnet, samtidig med at sundhedsomkostningerne er tårnhøje, kan bringe situationen fra slem til grusom, hurtigere end en syg amerikaner kan læse jobannoncer.

En struktur så kompleks, at selv præsidenter må give op

USA’s sundhedssystem er det dyreste i verden – med over 18% af BNP brugt på sundheds-udgifter – men millioner af amerikanere står uden dækning. Hvorfor?

Fordi systemet er en mosaik af offentlige og private løsninger, der er både politisk sprængfarlige og kommercielt fastlåste.

Præsident Trump lovede under valgkampen, at hvis han blev valgt, så ville sundhedsudgifterne falde markant for første gang nogensinde.

Biden forhandlede faktisk omkring 10 af de mest anvendte lægemidler betydeligt ned i pris, så Trump skal ændre selve systemet, hvis han vil bruge det som en milepæl, der kan hjælpe ham igennem midtvejsvalget.

Nærværende kommentator gætter på, at Trump vil minde os om, at Biden ikke engang kunne huske, hvilket år han mistede sin søn, så det er nok nærmere det, han kalder de ansigtsløse bagmænd, som er lykkedes i denne sag.

Indblik redaktionen er overbevist om, at Trump kun har beskyldt Novo for at være de hovedansvarlig for amerikanernes hundedyre medicinpriser til diabetespatienter og overvægtige, fordi det er mest belejligt at hænge en udenlandsk virksomhed ud.

Inderst inde tror vi på, at Donald godt ved, at det er mellemhandleravancen, der er skurken. Det er bare meget lettere at at presse importprisen sammenlignet med at skulle omlægge et system, som nærmest består af lobbyister, der temmelig sikkert støtter den siddende præsident.

På trods af vores viden om, at ingen tidligere præsident har skrevet en lærebog i dealmaking, iler vi med en kort oversigt over kuldsejlede forsøg på at få health care området på ret køl.

Reformforsøg

Franklin D. Roosevelt ønskede i 1930’erne, en offentlig sundhedsforsikring i forbindelse med New Deal, men blev mødt med voldsom modstand fra lægeforeningen AMA (American Medical Association), der så det som “socialisme”.

Lyndon B. Johnson indførte Medicare og Medicaid i 1965 – de første og eneste store statslige programmer – men måtte lave et kompromis: ingen prisregulering, og det måtte være private aktører, der skulle drive ordningen. Det har siden givet industrien enorm profit.

Hillarys Clintons sundhedsplan kollapsede i 1990′ erne efter en massiv kampagne fra forsikringsselskaber og lægemiddelindustri. Det blev et politisk nederlag, som demokraterne frygtede at gentage.

Barack Obama indførte Affordable Care Act (Obamacare) i 2009-2010.

Det var egentlig en moderat løsning (ikke et offentligt system), men alligevel mødte den intens modstand fra republikanere, lobbyister og forsikringsselskaber.

Obamacare skabte tilskud og markedspladser, men formåede ikke at dæmme op for de grundlæggende problemer: høje priser, underdækning, kompleksitet og udbytte.

Donald Trump forsøgte i 2017-2021 at nedbryde Obamacare – men fejlede i Senatet, på trods af republikansk flertal, og det, at Trump ikke havde ikke en konkret erstatningsplan. I praksis arvede Joe Biden et blødende sår.

Præsident Biden underskrev i 2022 Inflation Reduction Act, som indeholder flere centrale elementer for at reducere medicin-omkostningerne:

Medicare fik for første gang tilladelse til at forhandle priser på receptpligtig medicin, hvilket forventes at føre til betydelige besparelser for både staten og patienter.

En månedlig grænse på $35 for insulin for medicare-modtagere blev indført, hvilket hjælper millioner af diabetikere med at håndtere deres medicinudgifter.

Et årligt loft på $2.000 for udgifter til receptpligtig medicin for personer med Medicare træder i kraft i 2025.

Disse tiltag har allerede ført til lavere omkostninger for mange amerikanere, og forventes at spare milliarder af dollars i de kommende år.

Donald Trumps “Most Favored Nation”

I maj 2025 genoplivede præsident Trump sin tidligere foreslåede “Most Favored Nation” (MFN) politik, som sænker amerikanske medicinpriser ved at knytte dem til de laveste priser betalt i andre udviklede lande. MFN-politikken fokuserer på mærkevarer uden generiske eller biosimilære alternativer og kræver, at priserne i USA matcher de laveste priser i OECD-lande med sammenligneligt BNP pr. indbygger.

Politikken inkluderer mekanismer til at håndhæve overholdelse, såsom prisreguleringer og potentielle retssager mod farmaceutiske virksomheder, der ikke overholder reglerne. Tidligere forsøg på at implementere MFN-politikken stødte på juridiske og proceduremæssige forhindringer, og det er usikkert, om den nuværende version vil undgå lignende udfordringer.

Kommercielle nøglespillere og MAGA-vælgernes forventninger

Sundhedsindustrien i USA, herunder forsikringsselskaber, farmaceutiske virksomheder og hospitaler, har betydelig politisk indflydelse gennem lobbyisme og kampagnedonationer. Trump har tidligere modtaget støtte fra disse sektorer, hvilket kan påvirke hans holdninger. Samtidig viser undersøgelser, at mange af Trumps kernevælgere, herunder MAGA-bevægelsen, ønsker lavere medicinpriser og større gennemsigtighed i sundheds-omkostninger. Dette skaber et politisk pres for at levere resultater, der imødekommer disse forventninger.

Reform eller status quo

Både Biden og Trump har forsøgt at adressere de høje medicinpriser, men med forskellige strategier og grader af succes. Bidens tilgang har allerede ført til konkrete besparelser for mange amerikanere, mens Trumps MFN-politik stadig står over for implementerings-udfordringer.

Det amerikanske sundhedssystem er dybt forankret i komplekse strukturer og interesser, hvilket gør omfattende reformer vanskelige. Det er usikkert, om nogen præsident kan gennemføre en fuldstændig omstrukturering uden betydelig politisk kapital og offentlig støtte. Måske har Trump tabt denne kapital i sit første halve år.

Lobbyisme og politisk blokering

I USA har den farmaceutiske industri en enorm politisk indflydelse. Særligt i Kongressen har lobbygrupper som PhRMA (Pharmaceutical Research and Manufacturers of America) i årtier modarbejdet en lovgivning, der vil tillade staten at forhandle priser, som man gør i Europa.

Et konkret eksempel: Indtil 2022 var det forbudt for Medicare – det offentlige sundhedsprogram for ældre – at forhandle priser på receptmedicin. Det ændrede sig med Bidens “Inflation Reduction Act”, men reformen gælder kun for et begrænset antal lægemidler og implementeres gradvist.

Priser afspejler forskning – men kun i USA

Et klassisk argument fra medicinalbranchen er, at høje priser finansierer ny medicinsk forskning. Der er en vis sandhed i at mange lægemidler udvikles i USA, og at det koster milliarder at bringe dem på markedet. Men de amerikanske lægemidler sælges på verdensmarkedet, så hvorfor pålægge amerikanske forbrugere denne byrde alene? Iøvrigt oplever health care branchen et tab af forskere, som følge af præsidentens kamp imod universiteternes forskningsmiljøer, som er langt mere alvorligt.

I praksis betaler amerikanske forbrugere og forsikringsselskaber en voldsom overpris for en dårligere samlet sundhedsdækning. De fleste præsidenter, uafhængigt af partifarve, har forsøgt at ændre systemet. Biden er en af de få præsidenter, der er nået igennem med virkningsfulde prissænkninger, men en grundlæggende omlægning af systemet er i realiteten ikke lykkedes, på trods af mere end halvfems års forsøg.