Trump og mange konservative anvender betegnelsen “woke” som en samlebetegnelse for venstreorienterede kulturstrømninger – fra fokus på race og køn til mangfoldighedspolitikker – som de mener har taget overhånd i amerikanske institutioner og samfundet generelt. Med løfter om at gøre op med “woke-ideologi” har Trump sat sig for at ændre ikke blot politiske strukturer, men også den kulturelle selvforståelse i USA. Vil det lykkes Trump – med sin strategiske tilgang – at gøre op med woke`s påvirkning på kultur mediedækning og uddannelsessektoren?

Politisk strategi

Trump anvender kampen mod “woke” som et samlende tema for sin vælgerbase. Ved at rette fokus mod skoler, universiteter, medier og embedsværk søger han at skabe en skarp kontrast mellem traditionelle amerikanske værdier og det, han beskriver som venstreorienteret ideologisk dominans. Han har blandt andet brugt føderale bevillinger som løftestang til at tvinge institutioner til at fjerne DEI-programmer (Diversity, Equity and Inclusion), ændre protestregler, forbyde maskering ved demonstrationer og genindføre meritbaserede optagelseskriterier. Hans administration har desuden truet med at trække forskningsmidler fra universiteter, der ikke følger den ønskede kurs.

Denne strategi kombinerer vælgermobilisering med håndfast magtanvendelse og fremstår som en bevidst konfrontatorisk metode, der skal tvinge progressive institutioner i knæ. Insitutioner, der ikke repræsenterer USA som helhed. En undersøgelse på eliteuniversitetet Havard viser, at 80% er venstreorienterede og kun 3% har en konservativ observans.

Kulturel indflydelse

Trumps opgør har forandret den amerikanske kulturdebat markant. Han har flyttet dagsordenen i retning af et opgør med identitetspolitik og “omvendt diskrimination”, og har anvendt aktuelle emner som antisemitisme i universitetsmiljøet til at legitimere et opgør med det, han kalder “aktivisme forklædt som akademisk frihed”. Hans retorik har mobiliseret socialkonservative vælgere og legitimeret en ny bølge af politisk korrekthed – blot vendt mod venstrefløjen. Samtidig har det skabt frygt og modstand blandt liberale, minoritetsgrupper og akademikere, der oplever en indsnævring af ytrings- og undervisningsfriheden.

Medier og universiteter

Mediernes reaktion på Trumps kampagne er stærkt polariseret. Konservative medier som Fox News og Newsmax fremstiller Trump som en befrier af USA fra “woke tyranni”, mens liberale medier som CNN og The New York Times kritiserer hans fremgangsmåde som autoritær og skadelig for borgerrettigheder og akademisk frihed. Sociale medier forstørrer polariseringen yderligere: blandt konservative spredes kampagnevideoer og slogans, mens modstandere spreder satire og kritik. Trumps linje præger også dækningen i internationale medier, hvor venstreorienterede i Europa reagerer med bekymring for den amerikanske værdikurs.

Europa er jo blevet underlagt de samme woke-tendenser på specielt universiteter. Holdninger, der på ingen måde er ækvivalente med den generelle holdning i Europa – men holdninger som generelt præger EU og mange store eksport-organisationer. Trumps opgør med wokeismen påvirker også her. I England har Højesteret fastslået, at der reelt kun findes to køn, og dermed afviser køn som social konstruktion, hvilket vil have indflydelse på køn-skiftede mænds deltagelse som kvinder i sport. Transkvinder (genetisk XY) i kvindesport kan anses som uretfærdigt og farligt for XX-kvinder på grund køns-fysiologi.

Eliteuniversiteter som Harvard, Columbia og Princeton er blevet hovedmål for Trumps opgør. Efter anklager om antisemitisme og tolerance over for propalæstinensiske protester har administrationen indefrosset milliarder i føderale midler og stillet krav om ændringer i politikker, faglig ledelse og campusregler. Nogle universiteter forsøger at forhandle, mens andre – som Harvard – forbereder retssager. DEI-programmer er under pres i mange stater, og frygten for økonomisk og politisk straf har fået flere institutioner til at ændre kurs.

Trump forsøger således at ændre den akademiske kulturstruktur ved direkte intervention og økonomisk pres – en strategi, der udfordrer princippet om institutionelt selvstyre.

Chancer for succes

Trumps strategi har haft umiddelbar virkning: han har mobiliseret vælgere, vundet støtte fra konservative institutioner og fået flere universiteter til at ændre kurs. Dog møder han betydelig juridisk og politisk modstand. Mange tiltag risikerer at blive omstødt ved domstolene, og den langsigtede effekt afhænger af, om institutioner, civilsamfund og internationale samarbejdspartnere fastholder modstanden eller tilpasser sig.

På kort sigt har Trump haft succes som strateg og kampagneleder; på lang sigt er det stadig uvist, om hans politiske og kulturelle opgør vil føre til en varig ændring af amerikansk samfundsstruktur.

Ekko i Europa

Trumps værdikamp har fundet genklang hos højrepartier og nationalkonservative partier i Europa. Ledere som Viktor Orbán og Giorgia Meloni ser Trump som en allieret i opgøret med liberale værdier, mens EU-ledere udtrykker bekymring for en transatlantisk værdiforskydning. Konferencer og internationale alliancer med fokus på “anti-woke”-strategier vidner om, at Trumps kulturpolitik har global rækkevidde og kan få konkrete konsekvenser for både politiske dagsordener og kulturelle normer i Europa.

Donald Trumps opgør med woke, identitetspolitik og cancel culture har for alvor ændret den politiske og kulturelle virkelighed i USA og sat tonen for en ny fase af værdikamp i den vestlige verden.

Mens han har haft konkret succes med at ændre politikker og mobilisere vælgere, står det endnu uklart, om projektet vil opnå varig gennemslagskraft eller blot repræsentere en forbigående, om end opsigtsvækkende, ideologisk modbølge i forhold til de seneste venstreorienterede hovedstrømninger.