I øjeblikket florerer der med stor hyppighed historier i medierne om Golfstrømmen eller mere korrekt AMOC’s – Den Atlantiske Cirkulations – snarlige kollaps. Der er hver gang tale om en ny videnskabelig artikel, der er blevet udsendt med dystre varsler om opbremsningen af AMOC. Følgerne bliver alvorlige for os her i Skandinavien, fordi vi har relativt høje temperaturer, selvom vi befinder os så langt mod nord. Det skyldes det varme havvand, der strømmer fra Ækvator op langs Nordamerikas østkyst og derefter over Atlanterhavet til Nordeuropa. Her har vandet undervejs afgivet en del damp og derved er saltindholdet steget og vandet blevet tungere.

Ud for Grønlands kyst synker vandet så ned i dybet og returnerer til Ækvator som en undersøisk strøm. Denne mekanisme er også kendt som Grønlandspumpen.

Senest er det en af Verdens første klima-alarmister, James Hansen fra USA, der er ude med nye sensationelle oplysninger, der klart viser, at AMOC er ved at blive svækket, og det er kun et spørgsmål om tid, hvornår det går galt.

AMOC formenes at have svinget en del i styrke gennem tiderne, men reelt ved vi ikke ret meget, det er svært at måle en gigantisk havstrøm, og de data, der findes, rækker kun få årtier tilbage i tiden. Hele videnskaben er således enormt spekulativ og naturligvis baseret på computermodeller i stor udstrækning. Men nogle forskere er da nået frem til, at der reelt ikke har været nogen nedgang i de seneste 60 år. Andre forskere er uenige.

AMOC’s skæbne har naturligvis kun politisk interesse, hvis den kan kædes sammen med de menneskeskabte klimaforandringer, forårsaget af vores CO₂-udledninger. Det skal være vores skyld, hvis det sker, og løsningen skal være ophør af brugen af kul, olie og gas i energiforsyningen.

Og her kommer Grønland ind i billedet. Der er et årligt tab af indlandsis, som bl.a. dokumenteret af hjemmesiden Polar Portal. Indlandsisen ender ude i havet som ferskvand, og derved kan man frygte at det vil fortynde det tunge saltvand, der kommer op sydfra, og derefter kan saltvandet ikke mere synke ned, som det skal, og Grønlandspumpen – og dermed AMOC – går i stå.

Tabet af indlandsis tilskrives naturligvis den globale opvarmning, og det hævdes til stadighed, at dette tab er ”accelererende”, der forsvinder mere og mere is, år for år. Den globale opvarmning er som bekendt kraftigere netop i de arktiske egne, herunder Grønland, og dette skulle skyldes, at arealet af is og sne bliver mindre. Is og sne kaster sollyset tilbage i verdensrummet og virker derfor kølende på temperaturen. Mindre is og sne bevirker derfor en – endda selvforstærkende – opvarmning, og vi kunne endda risikere at nå et af de frygtede tipping points, ”væltepunkter”, hvor tabet af is stiger voldsomt, temperaturen går amok og fremkalder endnu mere afsmeltning osv.

Imidlertid holder netop denne påstand ikke til et nærmere eftersyn. Her har hjemmesiden Klimanachrichten taget spørgsmålet op. Klimanachrichten illustrerer sit opslag med to interessante figurer, som det er værd at gengive her. De sætter hele situationen i Grønland i et noget andet lys.

Først påstanden om den ”accelererende” afsmeltning af indlandsisen. Her udgiver Polar Portal årligt en rapport med en graf, der reelt viser, at afsmeltningen har holdt sig på et jævnt niveau siden 2006, om end igen med store udsving. Klimanachrichten tegner en lidt mere vovet udgave af samme graf, fig. 1, der faktisk viser et fald i afsmeltningen i de senere år. Der er et årligt tab, men det er beskedent på alle måder. I sæsonen, der sluttede i 2024 var tabet af is således ifølge Polar Portal nede på 80 milliarder tons, hvilket i øvrigt skulle medføre en havstigning på kun 0,23 mm.

Fig. 1: Den årlige ændring i vægte af den grønlandske indlandsis, i mia. tons, 1987-2024

80 milliarder tons lyder selvfølgeligt voldsomt, men man skal huske på, at Grønland i alt har ca. 2,6 millioner milliarder tons, så med den nuværende hastighed vil en total afsmeltning tage over 20.000 år.

Grafen i fig. 1 viser korttidstendenser og er derfor i klimasammenhænge nok lidt overfortolket. Men omvendt, når man skal ”bevise” at der er tale om en acceleration, tager man den gennemsnitlige afsmeltning over 10 år fra periodens start 1987-1997 og sammenligner med det samme tal for f.eks. 2007-2017. Så får man en større afsmeltning i sidstnævnte periode. Men statistisk er det naturligvis fup, der er efter alt at dømme bare tale om et udsving over en kortere årrække.

Men hvad så med tabet af is, der fører til mindre bortkastning af solstrålerne, det man i fagsprog kalder nedsat albedo? Det må primært være en effekt, der er synlig om sommeren, hvor Solen står højere på himlen og kan afgive noget varme af betydning. Om vinteren står Solen meget lavt, og er vi nord for polarcirklen, er den helt væk omkring midvinter.

Nu er det imidlertid således, at størstedelen af opvarmningen i Arktis finder sted om vinteren. Det er her, man måler de højere temperaturer, ligesom det faktisk også er tilfældet i Danmark. Men der er stadigvæk frostvejr i hele Grønland om vinteren, døgnet rundt, og derfor ingen afsmeltning af is. Fig. 2 viser udviklingen i temperaturen i Arktis om sommeren fra 1980 til 2024. I Grønland er der reelt ingen stigning igennem de mange år (mellem 0 og 0,04 grader), og dermed ikke mere afsmeltning eller tab af albedo. Forklaringen med tab af is som årsag til opvarmningen falder til jorden.

Fig. 2: Ændringen i sommertemperaturen i Arktis fra 1980 til 2024 i ^oC

Nu kommer det til at stå klart, at alle historierne om AMOC’s snarlige sammenbrud hviler på et meget tyndt fundament. Grønland, der ellers skulle have hovedrollen, spiller ikke med. Dermed kan man også med rette stille spørgsmål ved påstandene om ”accelererende” stigning af havniveauet. Hvor skulle vandet komme fra? Ikke fra Grønland i nævneværdigt omfang og heller ikke fra Antarktis, hvor der ikke er tale om noget tab af is, der reelt kan måles.

Igen må man konstatere, at klimavidenskaben mere er ude i et politisk ærinde, end at den forsøger at gøre os alle klogere!