Udenrigsministeren hævdede, at Al-Qaeda ikke længere er i Afghanistan. Nu trækker han sine ord tilbage.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk
Det skabte en masse postyr da udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), søndag i et radioprogram udtalte, at den islamistiske terrorbevægelse, Al-Qaeda, ikke længere er en tilstedeværende trussel i Afghanistan.
Den udtalelse fik en række eksperter op af stolen, som kritiserede påstanden for at være “faktuelt forkert”.
– Det er slet og ret løgn at sige, at al-Qaeda ikke er i Afghanistan. De findes, de har været at finde hele tiden, og de er totalt forbundet med Taliban. De er ikke en stor gruppe, men det var de heller ikke, da de stod bag 9/11, bekræfter terrorforsker Tore Hamming over for Jyllands-Posten.
Æder sine ord
Den massive kritik fik udenrigsministeren til at rette sig selv, da han onsdag på et pressemøde blev konfronteret med den.
– Al Qaeda er selvfølgelig til stede i Afghanistan og udgør en trussel der. Men det, vi så manifestere sig den 11. september i det forfærdelige terrorangreb mod USA, Pentagon og tårnene i New York, og den trussel, som Danmark løftede et ansvar for at fjerne – Osama bin Laden osv. – det var rigtigt og vigtigt. Der er vi ikke i dag. Det betyder ikke, at der er masser af udfordringer. Også med terrortrusler rundt omkring i verden, sagde Kofod.
Kofod pointerede også, at tingene er mere “nuanceret”, end det, han fik ytret i radioprogrammet.