Ekspert: Sådan kan klimamål gøre Danmark til et skrækeksempel

FOTO: MATT ARTZ/UNSPLASH
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Klimamålet om at reducere CO2-udslippet med 70 procent skal gøre Danmark til et foregangsland. Men det kan ende med at gøre os til et skrækeksempel, advarer energiekspert.
Af Carsten Steno, carsten@indblik.net 
Et flertal i Folketinget har vedtaget, at Danmark i 2030 skal have reduceret sit CO2-udslip med 70 procent i forhold til udledningen i 1990. Ideen er at Danmark skal være foregangsland for andre ved at vise, hvordan den omstilling kan gennemføres. 
I marts i år udgav Klimarådet en stor rapport, der anviser vejene til at nå 70-procentsmålet. Men er det et realistisk mål?
Det spørgsmål stiller Søren Hansen, civilingeniør og energiekspert  i en ny bog ved navn “Klimaplan 2030 – realisme eller utopi”. 
I rapporten giver Klimarådet klart udtryk for, at det er en svær opgave. Den vil blandt andet fordre, at der tages ny teknologi i brug. Det er teknologi, der er identificeret på tegnebrættet, men som ikke har nået et niveau, hvor den kan tages i brug i stor skala.
I sin bog underkaster Søren Hansen de de forskellige løsninger en nærmere teknisk vurdering. Resultatet er ikke opløftende for målet om 70 procent reduktion. Snarere tværtimod. Hvis Danmark kaster sig ud i dyre planer for at realisere det, bliver vi snarere et skrækeksempel.  
Enhver grøn og CO2-fattig løsning har som hovedbestanddel en kraftig satsning på sol- og vindenergi. Således også den danske plan, der ifølge Klimarådets rapport vil udbygge solenergien til det femdobbelte og fordoble vindmøllekapaciteten, alt sammen inden 2030.
På papiret vil det give en overflod af energi til at erstatte de sidste kul- og gasfyrede kraftværker, og gennem elektrificering af biler vil man – også på papiret – eliminere en masse fossile brændstoffer.
Men man er her tilbøjelig til at glemme, hvor upålidelige og variable disse to energikilder er. Solenergien bliver leveret i dagtimerne og mest om sommeren. Om vinteren giver den kun lidt – og om natten absolut ingenting.
Vindmøllerne producerer, når det blæser, men holder stille, når vinden er svag, og i sjældnere tilfælde når der er storm. Det har til overflod vist sig, at vindstille perioder kan ramme hele Nordeuropa samtidigt, og dermed er der ingen strøm fra vindmøllerne fra England, over Danmark og Tyskland og ud i Østersøen.
Vind og sol kan således på ingen måde levere en kontinuerlig forsyning, der dækker behovet for strømforsyningen til samfundet. Ideen om, at forbruget kan justeres efter korttidsvariationer i produktionen, rækker ingen vegne, hvis man står over for tre døgn med vindstille.
Vi har kun to muligheder
Der er derfor kun to muligheder: Enten må man have fuld backup fra andre kilder, hvilket i vid udstrækning vil være biomassefyrede kraftværker. Eller også skal det være muligt at lagre strømmen i store mængder, store nok til at dække længere perioder (flere døgn) med ingen eller ringe forsyning fra sol og vind.
Danmark har allerede i dag flere problemer med biomassen. Vi importerer store mængder, hvoraf en del nok ikke kan karakteriseres som bæredygtig. Samtidig bruger vi per person cirka tre gange så meget, som der er til rådighed per borger i verden.
Energilagre i den påkrævede størrelsesorden findes ikke i dag. Der bliver bygget store batterier, men som backup til en national forsyning er de flere størrelsesordener for små, og samtidig er de alt for dyre.
Andre teknologier, eksempelvis varme sten, er på forsøgsstadiet, men de udmærker sig ved at give store tab af energi og er både dyre og komplicerede at anvende i stor skala.
Ikke foregangsland, men skrækeksempel
At det forholder sig sådan, er nogenlunde erkendt, og derfor har man rettet fokus mod brint og det deraf afledte elektrobrændsel, Power-to-X. Men også her er der uløste og formentligt uløselige problemer. 
Brint er vanskelig og meget dyr at lagre og håndtere i store mængder og indebærer meget store risici for brand og eksplosioner.
Fremstilling af elektrobrændsel medfører uhyrlige tab af energi undervejs. Hvis det skal bruges som energilager for en strømforsyning, vil man ende med at have tabt op mod 80 procent af energien, inden den når ud til slutbrugerne. Det er et forhold, der ikke har udsigt til at blive afgørende forbedret.
Og regeringens energiøer? Deres hovedopgave er at samle strømmen sammen fra de omkringstående vindmøller og konvertere den, så den lettere kan transmitteres i land. De skal også fungere som bindeled mellem landenes elforsyninger. Disse opgaver kan løses fra en almindelig platform, som olieudvindingen bruger. 
Derfor mener Søren Hansen ikke, at visionerne om, at øerne skal producere brint og elektrobrændsel, tjener noget fornuftigt formål. Vil man endelig det, er det langt bedre at trække strømmen i land og lade produktionen foregå der. Så vi kan med sindsro spare energiøerne væk.
Søren Hansen erkender, at hans vurderinger ikke deles af de mange eksperter,der anbefaler en grøn omstilling. Og heller ikke af det store flertal af danskerne, der bakker eksperterne op – dog uden at have erfaret, hvad omstillingen helt konkret kommer til at koste.  
Forudser strømsvigt
Men han mener, at både eksperterne og befolkningen inden længe vil få et wake up call. 
Det kan f.eks. komme i form af en længerevarende strømafbrydelse, som sætter ind den dag, hvor der i Norden ikke er tilstrækkelig reservekapacitet i vindstille perioder. 
Den situation kan opstå, fordi Sverige i vid udstrækning nedlægger sine atomkraftværker og svensk industri i stigende grad vil lægge beslag på elektricitet fra vandkraftværker og dermed bruge af de vandbaserede reservereservoirs, som udgør en stor del af backupkapaciteten i det nordiske el-netværk. 
Han peger samtidig på, at Danmark i dag af Tyskland får betaling for at standse vindmøller, når det blæser meget, fordi Tyskland, der har indført forbud mod standsning af vindmøller, ellers ikke kan komme af med sin overskudsproduktion. 
Eksemplet viser, at elforsyningen aldrig kan blive stabil alene baseret på vedvarende energikilder – medmindre man baserer forsyningssikkerheden på atomkraft, siger Søren Hansen. [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?