Af sognepræst Henrik Gade Jensen

I år er det 100 år siden, at en af de vigtigste bøger blev publiceret i 1922. Og ja, ikke ret mange kender bogen. Eller forfatteren. Og bogen kendes kun på engelsk, selvom den oprindelig blev skrevet på tysk.

Det drejer sig om Ludwig von Mises´ bog Die Gemeinwirtschaft: Untersuchungen über den Sozialismus [Fællesøkonomi. Undersøgelser om socialismen]. Og bogen beviser, at fællesøkonomi eller socialisme eller statsøkonomi ikke kan lade sig gøre.

Bogen udkom i 1922 og Ludwig von Mises (1881-1973) arbejdede som økonom i Wien. Han var østriger, om end født i Galicien på grænsen mellem det nuværende Polen og Ukraine, som igen er blevet et hotspot i historien, men som dengang var en fredelig del af det Østrig-Ungarske Kejserrige. Von Mises’ bog er det første store teoretiske opgør med socialisme, eller fællesøkonomi som han kaldte det.

Hovedtesen for Mises var at vise, at priser er uundværlige i en økonomi og at priser ikke kan skabes kunstigt i en fællesøkonomi. Men først lidt baggrund.

Da Karl Marx og Friedrich Engels med store armbevægelser og pathos agiterede for kommunismen og socialismen i 1800-tallet, var det med slagord om fælleseje af produktionsmidlerne i samfundet. Privatejet skulle afskaffes og ligeså profit som motiv for produktion. Bevæggrunden var stærkt præget af indignation over den industrielle revolutions mange senfølger, men nøjere overvejelser om alternativet efter proletarernes magtovertagelse var ekstrem knappe. Man stirrede sig blind på det onde, uden at overveje alternativet.

Med den russiske revolution i 1917 fik kommunister magten i et stort land og så blev problemet akut om, hvordan et samfund med stats- og fælleseje skulle nøjere organiseres. Skulle der være priser? Skulle der være penge? Og når de ikke måtte opstå – tilfældigt – af markedet, hvordan skulle priser og penge så dikteres?

Der var mange forslag i begyndelsen af 1900-tallet fra socialister og matematikere til at håndtere en fællesøkonomi. Inspireret af Karl Marx troede mange, at værdien og dermed prisen på et produkt skulle bestemmes af arbejdet, altså mængden af arbejdet nedlagt i varen. Arbejdet var det nye absolutte, den nye enhed, både teoretisk og politisk.

Andre lagde vægt på, at socialismen befriede produktionen fra profitten, og at der nu kunne produceres for folket og for tilfredsstillelse af folkets behov, og at behovene, ’die Bedürfnisse’, nu var sat i centrum. Pris skulle bestemmes af varens naturalie-værdi.

Intellektuelt havde socialismen vind i sejlene, og den russiske revolutions skyggesider var endnu usynlige, så debatten blev et spørgsmål om, hvordan socialismen skulle virkeliggøres – og ikke om. Det samlede langt hovedparten af intelligentsiaen.

Men der var en vigtig mod-stemme: Ludwig von Mises.

I sin bombe af en bog fra 1922 undsagde han selve ambitionen om fælleseje og socialisme ved at vise, at priser i en økonomi forudsætter privateje og marked. Priser kan ikke konstrueres eller dikteres i en statsøkonomi. Det var hans grundsynspunkt.

Mises mente, at priser kunne kun opstå, hvis der var et marked, som igen forudsatte privat ejendomsret. For det er kun i en byttesituation mellem individer, hvor hver ønsker at optimere deres udveksling, at en pris kan opstå.

Og priser er vigtige, ikke kun for dem der udveksler, men for samfundet, fordi det er den eneste parameter på værdi i samfundet.

Karl Marx grublede for at finde en objektiv værdi, troede på arbejdet som en sådan objektiv parameter, men arbejde er elastik i metermål og svært at objektivisere. Også selvom arbejdet siden John Locke har været forstået som det egentlige værdiskabende, og med rette, så har vi ingen metodisk eller erkendelsesmæssig måde at kvantificere det på. Talentfuldt, genialt arbejde kan tage få minutter og skabe værdi for millioner. Andre kan arbejde år ud og ind på et produkt, uden at det timemæssige arbejde lønnes tilsvarende på markedet. Så det var svært at forestille sig arbejdet som en objektive parameter.

Ludwig von MIses var her inspireret af østrigeren Carl Menger, der som en af de første undsagde en objektiv værdilære, vi søger forgæves efter en objektiv værdi inherent i produktet, men værdien er prisen som den kommer til udtryk i et marginalt bytte på markedet.

I dag kan det være svært at forstå, hvor dominerende ideen om en centraldirigeret økonomi var i 1920erne.

Filosoffen Otto Neurath (1882-1945) insisterede på, at en socialistisk økonomi skulle være pengeløs, fordi penge altid var et udvendigt og fordrejet mål på tingene. Det rimede på Marx’ analyse af bytteværdien, som en evig usurpator af brugsværdien, altså at der produceres for penge og profit frem for behov og sanselighed. Neurath skrev i 1920 en pamflet, ’Vollsozialiserung’, hvor han argumenterede for, at økonomien skulle organiseres som en stor naturalieøkonomi ud fra naturlige størrelser, kilo og antal, fysiske enheder.

Otto Neurath var en af de ledende indenfor logisk positivisme, eller Wienerkredsen som den også blev kaldt, og som kom til at dominere europæisk filosofi frem over. Med studenteroprøret i 1968 blev ”positivisme” det store skældsord, hvad der altid måtte undre, da positivister mestendels var kommunister eller socialister i deres samfundssyn. Professor Jørgen Jørgensen (1894-1969) herhjemme er et rent eksempel, der var en fremragende filosofiprofessor, forbenet positivist, og samtidig fanatisk Sovjet-apologet.

Der var i høj grad også Otto Neurath, som von Mises rettede sin kritik imod, Og senere rettede Mises-eleven F.A. Hayek (1899-1992) sin kritik mod positivismen som en teori, der mente at kunne skabe virkeligheden gennem bevisbarhed, og i sin juridiske variant som retspositivisme mente at kunne skabe ret blot ved statens magtvilje.

Generelt var marxismens og socialismens problem et alment menneskeligt: man stirrede sig så blind på kapitalismens uretfærdigheder, og dem har der – selvfølgelig – været mange af. Historien er et mareridt af grusomheder. Der har gennem historien været masser af rige og usympatiske mænd med stor cigar og extravante vaner, som i sig selv var en provokation for al almindelig anstændighed. Men faren bestod i, at man kun fokuserede på den negative opgave, nemlig at få afskaffet kapitalismen og kapitalisterne og den private ejendomsret, og hadet var så blindt og stort, så alternativet nærmest af sig selv – antog man – altid måtte blive bedre. Når kapitalistklassen var frataget alle rettigheder og privilegier, momentvis også likvideret som kulakkerne, så var der ikke flere udbyttere på jord, ingen spekulanter, ingen profitmagere, og så kunne menneskene arbejde for sig selv og hinanden uden at blive udbyttet. Ingen mænd med store cigarer mere. Ingen undertrykkere. Så måtte lykkens paradis indtræde.

I dag har vi bagklogskabens indsigt, men i 1920erne var der ingen erfaringer at bygge på. Det var uprøvet land. Teoretikerne havde kun haft øje på det negative, det man ville af med, udbytterne.

Det var her Ludwig von Mises blev en fredsforstyrrer med sin tese om, at markedet er nødvendigt for at have priser, og priser er nødvendige som indeks eller information for, hvad der er produktivt og ikke produktivt. Den negative konsekvens af Mises’ tese blev umuligheden af central planøkonomi.

Senere fulgte Hayek mere kendt efter og gentog Mises´ argumenter mod, at der i en centralstyret økonomi kan genereres priser, især i artiklen fra 1945, ”The Use of Knowledge in Society”. Og Hayek måtte kæmpe Mises´ strid igen i efterkrigstiden, hvor nødvendigheden af centralstyret økonomi igen kom på dagsordenen. Hayek skrev ’Vejen til trældom’ i 1944-45, fordi han kunne se, hvordan efterkrigstiden havde taget planøkonomi til sig som nødvendighedens og fremtidens system. Og advarede imod det. Og ingen så en sammenhæng med den krig, der lige var blevet kæmpet.

Bortset fra den tyske økonomiminister Ludwig Erhard (1897-1977), der sagde, at nazismen i Tyskland først ophørte i 1948, da han egenhændigt ophævede alle prisbegrænsninger og rationeringer med D-markens indførelse.

Vi har stadig meget at lære af Mises og Hayek og store dele af den offentlige danske økonomi fungerer stadig som en planøkonomi uden priser på produkterne og derfor uden mulighed for at måle optimalitet. Og med langeventelister til følge.

Bogen kan blandt andet købes som paperback hos Saxo.