For at der er en forbindelse mellem den intellektuelle relativisme og postmodernisme (årtiers modetænkning på universiteterne), techgiganternes dominans af vores dagligdag og endelig valget af Donald Trump som USA´s præsident med alt det pinagtige og prekære, er tesen i Bent Meier Sørensens overraskende bog De grænseløse. (De grænseløse. Hvorfor den europæiske civilisation tabte sin modstandskraft, og hvordan vi genvinder den, Kristeligt Dagblads Forlag 2025, 340 sider).

For det var akademiske modestrømninger med navne som Michel Foucault, Jacques Derrida, Jean-Francois Lyotard og i baggrunden monsteret Nietzsche, der relativerede og dekonstruerede verden og ophævede en forskel på sandt og falsk og følgelig også godt og ondt, og dermed beredte vejen for postfaktuelle sandheder. Forinden havde mere marxistisk præget tankegods i form af kritisk teori og Frankfurterskolen demonteret troen på, at der kunne være en sandhed uafhængig af undertrykkere og undertrykte. Studenteroprøret vendte sig med sin fagkritik konfrontatorisk mod positivistisk videnskab, der mente, at der fandtes værdifrie fakta og kendsgerninger, som det var videnskabens opgave at kortlægge.

Siden da blev gennemslaget i de universitære miljøer så voldsomt, ja, der var tale om regelret ensretning og gleichschaltung, så den offentlige mening og den dybe stat til sidst også kun kunne tale relativismens og dekonstruktivismens sprog.

Bent Meier Sørensen bærer selv skyld og fremstiller ærligt, hvordan han har bidraget til kollapset i dag ved at uddanne en generation af handelshøjskolestuderende i, at den store fortælling er død og nu regerer kun relativismen: ”Hvad angår min ungdoms begejstrede forelæsninger, vidste jeg ikke, at aflysningen af sandhed og metafysik var en nødvendig forudsætning for de sociale mediers invasion. Jeg vidste så heller ikke, at det var en grotesk og tragisk, men helt nødvendig forberedelse på Donald Trump”.

For tesen er, at tomrummet skabt af akademisk kapitulation blev overtaget af de sociale medier og techgiganternes invasion af dagligdagen, hvor mange befinder sig i en virtuel og forskruet virkelighed med sociale medier eller computerspil. Når sandheden er forduftet, ligger vejen beredt for den højrøstede folkeforfører til at definere sin virkelighed. ”Donald Trump har vi fået for vore synders skyld”.

Og Bent Meier Sørensen noterer også det paradoksale, at medierne først efter trumpismens fremmarch begyndte at interessere sig for fakta og gjorde stort ud af at ’faktatjekke’ oplysninger, men det var – skriver Meier Sørensen ”de grænseløse selv, der først havde kvalt sandheden”.

Bent Meier Sørensen skriver, at det begyndte før Trump med Bill Clinton, der løj under ed som en hest kunne rende. De amerikanske universiteter har i de sidste 50 år sat deres troværdighed over styr ved at omfavne alt tankegods fra venstrefløjen – ”et svigt, der medvirkede stærkt til Donald Trumps to valgsejre.” Og han kunne have taget Barack Obama med, som nu også afsløres i at bruge den dybe stat til at skabe løgne om Trump.

Den progressive avantgarde indenfor humaniora og samfundsvidenskab har ensrettet, kortsluttet og indskrænket det akademiske miljø. Og hvis den havde fået mere modstand, skriver Bent Meier Sørensen, fra andre filosofiske og politiske positioner, havde vi ikke stået så skrøbeligt som i dag.

Men så må jeg så også lige hilse fra os, der har stået helt udenfor den akademiske mainstream, og som har dyrket de tankeretninger som kom med gennemarbejdede alternativer til parnasset og tidsånden, fra klassisk liberalisme og konservatisme med rødder dybt i europæisk tænkning, og melde at der var lukket og låst til parnasset og allerhøjst blev der givet en forbigående plads i prekariatet.

Jeg har aldrig med alvor læst en linje af Foucault, Derrida, Lyotard eller Nietzsche, men har læst og undervist i Platon, Aristoteles, Augustin, Aquinas, Descartes, Spinoza, Leibniz, Locke, Hume, Kant, Hegel og Kierkegaard – en linje af tænkere som trods alle forskelligheder er sandhedsoverbeviste, altså tror på at der findes en sandhed og opgaven er at finde ud hvad den er.

Bent Meier Sørensen skal krediteres for ærlig selvransagelse: ”Det er os, der er de forsvarsløse. Vi havde intet forsvar. Den himmel, vi havde jaget Gud ud af, det universitet, vi havde jaget Sandheden ud af, og det menneske, vi havde taget Selvet fra, havde vi erstattet med en letbenet blanding af pragmatiske, grænseoverskridende hedonisme, kulturel relativisme, modstand mod fundamenter og metafysik, mistanke mod alle autoriteter og afsky for de folk, der knyttede sig til den jord, som de blev født, levede og døde på. Vi var derfor helt uforberedte, da vi blev invaderet af en islamistisk modstander”.

Kun irriterer det omfavnende ”vi”, som Bent Meier hele tiden benytter. Hold venligst mig udenfor det ”vi”. Der var et andet ”vi” af få gode folk, som kritiserede og protesterede mod alt det, som Bent Meiers ”vi” stod for, men modstemmerne blev overdøvet af tidsåndens larmen eller hængt ud som skændige.

Bogen indeholder gode diagnoser set inde fra ekkokammeret, men Bent Meiers kategoriske had til techgiganter uden nogen modifikation bliver næsten fobisk og virker som vor tids maskinstormeri. Internettet med alle sine konsekvenser er et kæmpefremskridt for menneskeheden. Mobiltelefoner har muliggjort kommunikation og dermed fremgang for marked og erhvervsliv i store områder af verden, hvor det ville tage årtier at få lagt telefonkabler ned. Det er et ubetinget kolossalt fremskridt på linje med jernbaner førhen, og som også belønner dem, der kommer først med produkterne.

Når EU med dav. kommissær Margrethe Vestager i spidsen, som Bent Meier glorificerer, forsøger at bekæmpe og inddæmme techgiganterne, vil det kun sætte Europa alvorligt bagud i en udvikling, som så kører udenom dette kontinent. Det er allerede i gang.

Det er den ukritiske og daglige brug af IT og PC’ere og Iphones, der bør kritiseres. Det offentliges digitaliserings-mani virker vildt overdrevet, og marginaliserer store befolkningsgrupper, ikke bare gamle, men også mange yngre. Det ved jeg som kirkebogsførende præst. Og det er jo også kun profit ned i techgiganternes lommer, når stat og kommune tvinger borgerne til at være digitale.

Og når Bent Meier fortvivles over, at egne børn klistrer til skærmene, er det mere et opdragelses- og overgangsproblem end et reelt problem ved PC eren og Ipaden.

Endelig er der titlen ved bogen. Bent Meier bruger ”det grænseløse” som generisk term for alt ondt, både techgiganter og postmodernister, og her bliver det for enkelt. Der kan være berettiget kritik af globaliseringen, økonomisk og politisk, og paradoksalt nok er ”grænseløs” blevet brugt som sesamsesam for at centralisere magt i EU og internationale organisationer, hvad der er hovedkulds idioti. Midlet mod ’grænseløshed’ burde være grænser, politisk og opdragelsesmæssigt.

Mere filosofisk er vores moderne kultur, moderniteten, netop på godt og ondt kendetegnet ved grænseoverskridelse og det var været motoren for fremskridtet siden renæssancen. Grænser var til for at udfordres, fra Columbus og Galilei til dadaismen og Jens-Jørgen Thorsen. Dette momentum gjorde Vesten til den dynamiske kultur, som udkonkurrerede alle andre kulturer, der alt for ofte stagnerede i autokrati og fundamentalisme.

Der er faktisk mange intellektuelle konservative fra kontinentet og den angelsaksiske verden, som har tænkt grundigt over dette, men som ligger langt uden for Bent Meiers tankehorisont.

At troen på det grænseløse alt for ofte er alt for naiv, og som en joker tager mange billige stik hjem på politikernes spillebord, er en anden sag.