En krig med et langt perspektiv

Fronterne ændrer sig ikke meget. Russerne bygger interneringslejre til krigsfanger, deporterer Ukrainere, bomber Europas største atomkraftværk og civile mål dagligt. Hvor meget vil Vesten acceptere og hvad bestemmer krigens gang?
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Et autokrati som det russiske er i høj grad immun overfor folkelig modstand. For det første styres informationen på et langt højere niveau end i et demokrati og for det andet påvirkes befolknings holdninger hovedsageligt af en eventuel ændret levestandard i samfundet.

Vesten har indført omfattende restriktioner over for Rusland, men det er tvivlsomt om det har en politisk effekt. Prisen på energi er steget voldsomt i de vestlige lande, og det giver Putin en indtægt igennem salg af olie og gas, som ikke har ændret sig meget.

Med finansiel styrke kan produktionen i Rusland omstilles til militære formål og der er brug for flere soldater.  Dermed ingen massearbejdsløshed der kan presse styret. Alt i alt har Rusland – politisk set – ikke problemer med at deltage i en langvarig krig.

Ukraine er 100% afhængig af vestlig støtte og i et vestligt demokrati er støtten et spørgsmål om hvad befolkningen i sidste ende mener – politikerne skal genvælges. Det er derfor et spørgsmål om der kan opretholdes en tilstrækkelig opmærksomhed for at understøtte forståelsen af, at det her ikke kun er Ukraines kamp men hele Vestens kamp.

Her er USA hovednøglen – uden USA ingen reel støtte i form af militært isenkram. USA har en grundlæggende tendens til, at se sig selv som en isoleret del i vesten. ”America First” blev ikke opfundet af Trump – den bevægelse var godt i gang under Obama. I to verdenskrige ønskede USA ikke at deltage, men blev provokeret til det. WW1 på grund af tyskernes nye Ubåde der sænkede dele af den amerikanske flåde. I WW2 på grund af Pearl Harbor.

Politisk står Vesten svagere end Rusland.

USA er verdens stærkeste militærmagt med afstand ned til Rusland og Kina. Derudover har USA igennem to verdenskrige bevist at kunne producere avancerede våben i en lind og tilsyneladende uendelig strøm. USA kan også logistikken. En 60 km lang kolonne med militære køretøjer der ikke har brændstof (som vi så i marts i form af russiske køretøjer på vej til Kiev) er stort set utænkelig.

Netop denne kapacitet er hvad ændrer krigen netop nu. Klassiske PATRIOT system til nedskydning af fjendtlige missiler og specielt det supereffektive HIMARS missil system.

Dette GPS-baserede system arbejder parallelt med præcist indkodede koordinater. Hvis målet flytter sig, følger det affyrede missil med og jammes GPS-signalet rammer missilet alligevel inden for skiven. Ukraine har indtil videre fået 16 systemer og Lockheed Martin har angiveligt produceret 3200. Ukraine fik til at starte med missiler med 80 km rækkevidde, men der findes versioner, som kan ramme 500 km væk. I Ukraine har man måttet skrive under på ikke at bruge systemet på russisk territorie – Donbass og Krim anses ikke som sådanne. HIMARS er en ”game changer”.

Et andet produkt, der kunne ændre krigen meget hurtigt, er Jagerflyet Lockheed Martin F35 Lightning. Men det har USA indtil videre holdt ude af ligningen.

Rusland har det problem, at de ikke kan erstatte deres avancerede våbensystemer hurtigt nok, fordi de ikke har adgang til vestlig teknologi i samme udstrækning som før – her virker restriktionerne! Dog er det sådant, at mange af komponenterne i moderne våben bygger på teknologi fælles med civile produkter – f.eks. Radeon 9000 grafikkort. Rusland omgår restriktionerne via blandt andet Belarus og Kina. Kina understøtter givetvis Rusland i våbenproduktion, men er ikke på vestligt niveau. Kinas udvikling af våben foregår hovedsageligt ved at hacke sig ind i amerikanske producenters IT-systemer…

Rusland har på den anden side gammeldags missiler i voldsomme antal – ældre krydsermissiler fra sovjettiden. Nogle rapporter tyder på, at produktionen hos Uralvagonzavod – Ruslands største tankproducent – er gået i stå på grund af mangel på reservedele. Rusland har dog delvist vellykket kunne erstatte nogle dele med andre – med store omkostninger og lavere effektivitet.

Alt i alt må man sige, at Vesten har overtaget både når det gælder avancerede våben og forsyningssikkerhed.

Vesten kan ikke sætte mandskab ind ved fronten i Ukraine – det vil betyde en reel krig mod Rusland. Alt hvad Nato og USA kan gøre, er at træne Ukrainske soldater. Dette er selvfølgeligt nødvendigt, specielt når der kommer nye våbentyper til.

Ukraine har mange soldater og de har en stærk motivation – de kæmper for deres land, deres frihed. Som bekendt er det tilladt Ukrainske kvinder og børn at flygte, men ikke våbenføre mænd.

Indtil videre er hovedparten af de russiske operationsstyrker rekrutteret blandt ikke etniske russere. Fra Mongoliet, Kasakhstan og mange af de andre områder, der ender på -stan.

Rusland har et stort antal personer med en vis militær erfaring – omkring 1,6 millioner i alt – som regeringen har identificeret som kandidater til tjeneste. Som sådan vil Rusland sandsynligvis ikke have problemer med at finde rekrutter; spørgsmålet er, hvor let det kan gøre dem kampeffektive. Ifølge den engelske tænketank RUSI er der 29 militære træningsenheder og fire højere uddannelsesinstitutioner, der er oprettet til grunduddannelse af kontraktsoldater. Reserveenheder skal her gennemgå en 66 dages genopfriskningstræning.

Rusland kan derudover bruge efterårets værnepligtscyklus i oktober 2022, der vil tilføre omkring 130.000 mand til at genopbygge russiske tab, som angiveligt tæller i titusindvis af dræbte og alvorligt sårede. Rusland kan antageligt godt sikre tilstrækkeligt mandskab.

Rusland er givetvis indstillet på en langvarig krig, og er helt indifferente i relation til civile tab. Bliver man presset på Krim – ved at f.eks. den 19 km lange bro over Kertjstrædet bliver sønder- bombet – vil krigen gå ind i en ny fase hvor Putin vil svare hårdt igen.

Vesten har to muligheder; enten at lade Rusland få Krim og Dombass-regionen ved en fredsforhandling eller smide Russerne ud af hele Ukraine inklusive Krim.

Det sidste kræver nok en stærkere præsident i USA end Joe Biden…

Artiklen er blandt andet skrevet med baggrund i materiale fra NATO og tænketankene RUSI og ISW.

[adning id="17957"]

Fik du læst?