Ifølge professor i forfatningsret Frederik Waage er forsamlingsforbuddet “i realiteten ophævet”.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Det skyldes, at myndighederne ifølge professoren ikke håndhæver forbuddet.
Den vurdering kommer på baggrund af bl.a. den store guldfest, som Brøndby-fans afholdt i gadebilledet for nyligt.
En fest, som ifølge Frederik Waage var ulovlig, men som politiet alligevel lod fortsætte. Samtidig har politiet godkendt en række “fjollede” demonstrationer med op til 25.000 deltagere, som radiovært på Den Uafhængige, Nima Zamani, har anmeldt for at teste forsamlingsforbuddet.
“Fuldstændigt uholdbart”
Trods det gældende forsamlingsforbud kan man, ifølge Frederik Waages vurdering, slippe af sted med at afholde en begravelse, en rockkoncert eller en 40-års fødselsdagsfest, hvis blot man kalder det en demonstration.
– Det er klart, at det ikke kan være i overensstemmelse med bekendtgørelsen (om forsamlingsforbuddet, red.). Politiet siger jo, at de ikke vil håndhæve bekendtgørelsen, så der må man bare sige: Forsamlingsforbuddet, det er jo i realiteten ophævet.
– Det er fuldstændigt uholdbart, og man må selvfølgelig spørge justitsministeren eller nogle af dem, der er ansvarlige for det her på Christiansborg, om de er enige i, at forsamlingsforbuddet er ophævet, har det tidligere lydt fra Frederik Waage i et interview med Den Uafhængige.
Justitsministeren har ingen kommentarer
Indblik har taget Frederik Waage på ordet og forsøgt at få en udtalelse fra justitsminister Nick Hækkerup (S) for at opklare, om ministeren deler professor Frederik Waages opfattelse af, at forsamlingsforbuddet nu i realiteten er ophævet.
Og hvis ikke, om han så agter at gøre noget for at håndhæve forbuddet mere.
Efter gentagne henvendelser fik Indblik at vide, at Justitsministeriets pressetjeneste ville vende tilbage, men efter endnu en rykker lød svaret fra ministeriet følgende:
– Det er desværre ikke muligt for ministeren at kommentere din historie.
I alt ventede Indblik to dage på dette svar fra Justitsministeriet.
Med andre ord er det altså ikke muligt at få opklaret, om forsamlingsforbuddet de facto er ophævet.
Kunne du lide artiklen her?
Så bliv medlem af Indblik for kun 49 kroner om måneden, støt vores arbejde og få adgang til vores medlemsfordele. Vores medlemmer får bl.a. direkte adgang til at komme med idéer til historier.