Kansler Merz står overfor en kolossal opgave, som både haster og som ikke rigtig kan overdrages til andre. Jeg har forsøgt at beskrive udfordringen kortfattet, men sandheden er, at vejen frem er fyldt ned vejsidebomber, og toldaftalen med USA giver kun et kort pusterum. Hvis ikke det udnyttes, så er der ingen garanti for at roen genopstår. Og Merz skal ikke kun redde sig selv og EU. Men helst også gode venner, som hænger på en klippeskrænt.

Af alle de som kæmper, er Schweizerne faktisk dem, som savner EU mest lige nu. Det synes vigtigt, at alpelandet kommer med – ellers er det et opsamlingsheat for de rigeste Commonwealth lande garneret den sydlige Stillehavsregion.

Europas vækstlokomotiv til eksamen

Tyskland står ved en skillevej. Europas største økonomi er ikke længere garant for fremdrift, men snarere genstand for bekymring. Hvis Tyskland ikke formår at genopfinde sig selv, risikerer hele EU27 at miste fodfæste i en verden, der bevæger sig hurtigere end nogensinde.

Merkel-æraens forsigtighed har efterladt landet med et efterslæb på centrale områder. Digital infrastruktur, som i Danmark og Estland er en selvfølge, er i Tyskland stadig præget af papir, telefax (!) og bureaukrati. Nedlukningen af kernekraftværker – nogle af verdens mest stabile – blev gennemført som et knæfald for den yderste venstrefløj uden en klar plan for erstatning, og afhængigheden af russisk gas blev først erkendt, da det var for sent.

Draghi-rapporten har givet et bud på Europas økonomiske fremtid, men løsningerne tager udgangspunkt i en virkelighed, hvor Tyskland stadig spiller en central rolle. Spørgsmålet er, om landet er i stand til at løfte den opgave. Lånebremsen er løsnet, og Merz har åbnet for investeringer, men han står over for en succesrig fløj, der prioriterer socialpolitik og national identitet over vækst og innovation.

De store landes ansvar – og deres politiske dilemma

Tyskland, Frankrig og Italien bærer et særligt ansvar for Europas fremtid. Men deres politiske landskaber er præget af højrepopulistiske strømninger, som i stigende grad sætter dagsordenen. Vælgerne – ofte kortuddannede og økonomisk pressede – drømmer sig tilbage til et produktionssamfund med fuld beskæftigelse og nationale løsninger.

Denne nostalgi kolliderer med virkeligheden. Automatisering, digitalisering, global konkurrence og demografisk forandring gør det til en taberstrategi at vende tilbage til 1980’ernes industrimodel. Men det er netop denne model, som mange politiske bevægelser forsøger at genoplive – ofte på bekostning af investeringer i teknologi, grøn omstilling og europæisk integration.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron er term-begrænset og kan ikke genopstille i 2027. Italiens økonomi er præget af lav vækst og strukturelle udfordringer – BNP ventes kun at stige med 0,6 % i 2025. Derfor er det Tyskland, der må tage lederskab, hvis EU skal undgå at blive fragmenteret og reaktiv.

Et verdensmarked på vej i konflikt

Samtidig med Europas indre spændinger, bevæger verdensmarkedet sig mod en ny form for konflikt. USA og Kina omdefinerer spillereglerne – ikke med våben, men med teknologi, handel og geopolitisk pres.

Kina har overhalet Europa på centrale områder: grøn brint, bilindustri, AI og mobilteknologi. Tyske bilproducenter som BMW og VW har allerede været tæt på at flytte al udvikling til Kina, og Tesla’s motorstyringer udvikles nu i Shenzhen – Kinas intelligens for IT-udvikling.

USA under Trump har destabiliseret NATO, indført toldbarrierer og signaleret, at Europa må klare sig selv. Anders Fogh Rasmussen har sammenfattet udviklingen klart: Europa har mistet sin adgang til billig sikkerhed fra USA, billig energi fra Rusland og billige varer fra Kina. Nu er alle tre haner lukket.

Tyskland som brobygger – Europas strategiske anker

Hvis Europa skal genvinde sin strategiske handlekraft, må Tyskland ikke blot genopfinde sig selv – det må også træde i karakter som brobygger mellem EU og de demokratier, der står uden handelsbeskyttelse.

Canada, Australien, New Zealand, Japan, Sydkorea, Taiwan, Storbritannien og Schweiz udgør en gruppe af frie samfund, som i dag er overladt til bilaterale forhandlinger med Washington og Beijing. De har ingen fælles toldstruktur, ingen handelsmæssig alliance og ingen sikkerhed for, at deres demokratiske værdier ikke bliver udnyttet som forhandlingsbrikker.

Alliance of Democracies – stiftet af Anders Fogh Rasmussen – har arbejdet for en global værdikoalition af demokratier. Men det er vigtigt at skelne mellem strategisk værdifællesskab og operationel handelsbeskyttelse. En overstatslig struktur risikerer at miste folkelig opbakning i EU27, hvis den ikke har en klar og afgrænset funktion.

Derfor er det nødvendigt med en ny tilgang: en EU-ledet associeringsaftale med de 8 demokratier, som står uden beskyttelse. Det er ikke en værdikoalition – det er en handelsmæssig og strategisk nødvendighed. Og det kræver, at Tyskland går forrest.

Hvad skal vi holde øje med?

• Tysk lånepolitik: Vil Merz fastholde åbningen mod investering?
• SMR-kernekraftteknologiens udbredelse: Kan Europa skabe en ny energimodel?
• Digital investering pr. capita: Er Tyskland i gang med at indhente efterslæbet?
• Kina-EU handelsrelationer: Vil EU turde sætte grænser?
• Toldpolitikken: Kan EU beskytte sine partnere uden at lade USA dominere dagsordenen?

Opgaven er gigantisk, og den haster

Europa har brug for et vækstlokomotiv – strategisk, digitalt og grønt. Hvis Tyskland kan løfte den opgave, kan hele EU27 genvinde sin globale relevans. Hvis ikke, risikerer vi at blive reduceret til tilskuere i en verden, hvor magten fordeles mellem Washington, Beijing og Kreml.