Mange danskere som ikke er så rejsevante syd for grænsen, er rystede når de kommer hjem. “De bruger fax i virksomhederne til at få overblik over lagerbeholdningen, men de er simpelthen så hjælpsomme og skamfulde, når vi rynker brynene og smiler overbærende”.

Normalt vil lande med rigelige mængder energi til lave priser præstere høj opsparing og pæne overskud. Det gjorde tyskerne bare ikke.

Men det er værre endnu, for tyske lønninger i industrien har ovenikøbet ligget lavt i samme periode – man skulle tro, at tyskerne er meget konkurrencedygtige. Det er de ikke – forklaringen stammer fra fortiden.

Sådan husker tyskerne bittert deres socialdemokratiske kansler fra 1998 til 2005 – Gerhard Schröder. Og det er ikke helt løgn, for Putin fandt både en dejlig kone og enorme mængder spændende oplevelser, middage og bestyrelsesposter som tak for det fine samarbejde med Gerhard.

Gerhard Schröder nåede dog også andre ting, end at sælge den tyske folkesjæl til russerne. Den store rorgænger Kohl, havde undervurderet omkostningerne ved at optage de 16 mio DDR borgere i det genforenede Tyskland. Tysk økonomi var lige så langt nede til tælling ved årtusindskiftet, som samme store naboland er nu. Schröder gennemførte de tre store Hart reformer, og fik skabt et vækstgrundlag, som mest kom hans efterfølger Angela Merkel til gavn.

Kansler Schröder fik forhandlet enorme mængder russisk naturgas – og store mængder olie – til kammeratlige priser. Det betød, at både husstandene og industrien havde rigelige mængder energi. Samtidig blev lønningerne holdt nede på det fagforeningstunge tyske arbejdsmarked. Det skete med slet skjulte trusler om at flytte produktionen østpå.

Schröder – som nu er 80 år – har levet som en luxusparia i Tyskland siden.

Angela var i Sauna 9. november 1989, mens grænsen mod Vest brød sammen. Hun var ikke den eneste, som havde svært ved at tro, at DDR borgerne pludselig kunne køre deres pruttende glasfiber Trabier direkte ind til KaDeWe.

Men Angela kastede sig ind i opbygningen af et af de nye politiske partier med udgangspunkt i det tidligere DDR, og hun mødtes to gange alene med Helmut Kohl. Resten er historie. Kohl havde brug for kloge borgere med rødderne i det gamle DDR og Merkel blev første gang minister i Kohl-regeringen i 1991.

Når tidl. statsminister Anders Fogh skal beskrive Angela Merkels betydning for Tyskland og Europa, så er det med ordene; “Merkel er min absolutte favoritpolitiker, og hendes betydning som kansler gennem 16 år kan ikke overdrives. Uden Angela Merkel var jeg aldrig blevet Natos generalsekretær”.

Tysk venstrefløj er knap så positiv. Die Grüne synes ikke, at hun har bragt Tyskland gennem den grønne omstilling, og taget hånd om højreekstremisterne i det tidligere DDR.

Men det generelle indtryk fra de, som arbejdede sammen med Merkel, ligger tæt på Foghs.

Når jeg understreger det, er det fordi Angela også kan opfattes som en kansler, der gjorde så meget for andre, at hun næsten glemte Tyskland.

Det er et kvart århundrede siden, at internationale medier karakteriserede Tyskland som “Europas syge mand“. Nu har den syge mand fået tilbagefald.

Tyskland er Europas største økonomi, og hvis vi sammenligner med andre store lande, er Tyskland voldsomt eksportdrevet.

Eksporten trækker 47% af tysk økonomi. De tilsvarende tal for USA er 11%, for Kina er det 20% og for Frankrig og Storbrittanien er det 29%.

Kun små åbne landes økonomi, kan overhale Tysklands eksporteksponering. Danmark ligger helt oppe på 69%, men vi er også lilleput i sammenligningen.

Vi kender kun altfor godt prisen for den store afhængighed af udlandet. Stabiliteten fra hjemmemarkedsomsætningen er simpelthen med til at sikre muskler og stabilitet. Det er derfor, at USA så let griber til handelskrig. Virksomhederne kan sagtens blive meget velhavende, alene ved at handle med amerikanere og det er derfor, at Danmark er så afhængig af EUs Indre Marked.

Når eksempelvis en stor del af tysk bilindustri har Kina som et hovedmarked –  Kina er vigtigere end det tyske hjemmemarked – så er landet i realiteten i lommen på Kina, og når størstedelen af tysk energi købes til lavpris i Kreml, så har Tyskland deponeret sin selvbestemmelse i Rusland.

I den lange periode, hvor Kina havde ekstreme vækstrater, blev tysk økonomi trukket op i plus. Og i alle de år, hvor forholdet til Rusland var præget af fredsdividenten, så fremstod tysk industri som konkurrencedygtig.

I perioden med hurtig globalisering skabte den voksende tyske eksport økonomisk fremgang, men det stigende overskud på handelsbalancen afspejlede samtidig en grundlæggende mangel på indenlandsk efterspørgsel. Nu er globaliseringsbølgen vendt. På grund af stigende protektionisme, udbredt statsstøtte og geopolitiske hensyn, fungerer øget eksport ikke længere i samme omfang som tidligere – som økonomisk vækstfaktor.

Traditionelt har varerne været den traditionelle eksports rygrad. Ideen om at eksportere en softwarekode digitalt er broen til salg af managementydelser og andre services, som forudsætter personlig tilstedeværelse hos køberen i eksportlandet.

Tyskerne er blevet ved det traditionelle, altså vareeksport. Det var i mange år en fin forretning, men højere energipriser og behovet for grøn omstilling har mindsket denne fordel i forhold til lande med en stærk servicesektor.

Ikke nok med, at Tyskland er blevet hængende i traditionel vareeksport, men en stadig stigende del af de avancerede processer overlades til de kinesiske underleverandører. I takt med at biler i stigende omfang bliver computere på hjul må mange bilproducenterne erkende, at de er stærkest, når det handler om biler med en computer. Dette skyldes et uddannelsessystem, som føder produktionsplatforme, der fokuserer på industriforarbejdning af diesel og benzindrevne biler, med digitale løsninger til navigation og motorstyring m.v. købt af underleverandører.

Det er ikke kun verdens fineste kvalitetsbiler som kører i slæbegear, det er hele det tyske samfund, som har valgt ikke at stå på digitaliserings-toget. Det er umiddelbart mest trygt at levetidsforlænge telefaxen…

Mens Kina og USA har hele miljøer af udviklere, så lykkedes det aldrig for tysk erhvervsliv – eller for den sags skyld for en række andre europæiske lande – at udvikle digitale platforme. Langt de fleste af disse er udviklet i USA og Kina.

Amazon og Google er eksempler på amerikansk udviklede platforme, ligesom Temu og Alibaba er eksempler på kinesiske handelsplatforme. Europas førende økonomi – Tyskland – har ikke evnet at skabe noget, som kan matche.

Tysk bilindustri har traditionelt haft en stor eksport til Kina. Bilproduktionen i Tyskland toppede imidlertid i 2017, og i dag er man endnu ikke nået tilbage til niveauet fra før finanskrisen i 2008 når det gælder antal solgte privatbiler. Det er naturligvis også medvirkende til lavvæksten i Tyskland.

De nuværende tyske økonomiske problemer skyldes derfor ikke mindst en uheldig kombination: For lidt forskning i ny teknologi, for svag investering i digitale løsninger, og for stor mangel på billig energi til en rimelig pris. Hertil kommer, at den tyske infrastruktur – i bred forstand – trænger gevaldigt til en opdatering.

Nu står Tyskland tilbage med et samfund, som halter langt bagefter den digitale udvikling – med meget lav privat opsparing – og en industri, som lever i fortiden med tunge faglige organisationer og en skræmmende afhængighed af både Kreml og Beijing. Det er kommet totalt bagpå tyskerne at en bil ikke længere er en analog mekanisk platform med computer, men nærmere en computer med fire hjul! Verdens næststørste bilfabrik i Wolffburg har vist sig at være en kolos på lerfødder.

Pludselig eksploderede energipriserne, pludselig var der behov for medarbejdere med helt andre kompetencer og pludselig mærkede de bedagede tyskere, at det går noget hurtigere i USA.

Musk etablere simpelthen en spritny Tesla fabrik udenfor Berlin, og med en kapacitet, som ligger 200.000 biler højere i årlig produktionskapacitet Tilmed på biler, som både teknisk og designmæssigt sætter fossilerne til vægs.

Musk har både skræmt og forarget tysk og svensk industri ved at lægge hård afstand til faglig organisering. Men forargelsen dækker i nogen grad over, at blive udstillet som fortid af en begavet gadedreng…

Ud over de rigelige fossile forsyninger fra Rusland, havde Tyskland i 2011 17 kernekraftværker som leverede op imod 25% af det samlede tyske energiforbrug. Det var her i halen af Fukushima katastrofen i Japan, at et samlet tysk parlament besluttede at udfase kernekraften.

Skåret til benet kan man sige, at tyskerne var drevet af frygten for en kernekraftkatastrofe, som de valgte at erstatte med frygten for at løbe tør for energi. Det fik en række helt uoverskuelige konsekvenser, da Tyskland således valgte at gå imod udviklingen i Frankrig og Finland. For det første øgede det CO2 belastningen og partikeludledningerne voldsomt, eftersom kernekraften blev erstattet med gas – og brunkulsværker. I samme ombæring blev Tyskland totalt afhængig af Rusland, og som om det ikke var nok, så erstattede man rigelig energi til billige penge med mangel på energi til dyre penge. Det er en beslutning som idag virker overilet og som med invasionen af Ukraine kom til at fremstå fuldstændig forkert.

Er der en sætning som Angela Merkel har fortrudt, så er det hendes hjertevarme invitation, om at skaffe flygtninge tag over hovedet i 2015. Det væltede ind i Tyskland med flygtninge/migranter, og nogle af dem fortsatte gennem Danmark og til Sverige.

Siden 2015 trak Merkel i land og skærpede tonen, så hun efterhånden lød som nutidens Mette Frederiksen.

Lad os bare nøgternt konstatere, at det var nogle dyre dage på kanslerkontoret i 2015, og at regningen lægger sig op af kernekraftslukningen, derudover den fraværende digitaliseringsstrategi.  Disse momenter har bragt Europas stærkeste økonomi tilbage til den situation kansler Schröder stod med, da han tiltrådte efter Kohl sidst i halvfemserne. Det er små tredive år siden, det var ved at gå galt sidste gang.

Tyskland har ikke længere vækst, de har ikke sluppet Kreml helt, tysk arbejdsmarked og tysk offentlig sektor er ekstremt tung, analog og gammeldags, og tysk bilproduktion er så afhængig af Kina, at de er under pres for at skuffe både USA og EU ved at opgive toldmuren i forhold til Kina.

De to gamle bileksportører Japan (minus Toyota, der igen er verdens største udbyder af biler) og Tyskland, har på få år tabt deres førerpositioner til USA og Kina. Musklerne til at bygge Tyskland op igen kræver enorme EU-investeringer.

Det er pludselig den omvendte verden, når EUs stærkeste økonomi står såret i ringhjørnet…