“Fra nu af vil vi se covid-19 som en sygdom, som vi bliver nødt til at leve med som med mange andre sygdomme, og det vil være op til den enkelte at beslutte, hvorvidt de vil tage risikoen – ligesom med en almindelig influenza”, lyder det fra Færøernes lagmand, der nu præsenterer en exitplan for coronahåndteringen.
Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk
For nyligt kunne Indblik berette om, hvordan Færøerne afskaffede coronapasset.
Til et pressemøde fredag kunne Færøernes lagmand Bárður á Steig Nielsen oplyse, at man nu tager skridtet videre og afskaffe alle coronarestriktioner.
Det sker, fordi der blot er to indlagte med covid-19 på de færøske hospitaler på trods af høje smittetal. På den baggrund vil sundhedsmyndighederne på øgruppen i Atlanterhavet fremover betragte coronavirus som en helt almindelig influenzasygdom.
– Jeg er glad for i dag at kunne annoncere en plan for, hvordan de sidste skridt mod normalitet vil forløbe. Jeg ved, at det måske virker vovet. Jeg ved også, at situationen let kan ændre sig. Men jeg tror, det er vigtigt for befolkningen at vide, at vi planlægger at vende tilbage til det normale liv, lød det på pressemødet fra lagmand Bárður á Steig Nielsen ifølge det færøske medie Local.fo.
Planen for afskaffelsen af alle coronarestriktionerne vil foregå i tre faser, fremgår det af en officiel erklæring på den færøske regerings hjemmeside.
Den 1. februar vil får nattelivet f.eks. lov at genåbne, og den 28. februar vil alle coronarestriktioner være udfaset. Dog med det forbehold, at hospitalerne også denne dato kan håndtere antallet af coronapatienter og at ingen “uforudsete forhindringer” opstår.
Færøerne er en delvis selvstyrende del af det danske rigsfællesskab, og kan derfor afskaffe alle coronarestriktioner, selvom Danmark fortsat er underlagt vidtgående restriktioner, herunder krav om coronapas.
Under hele coronaviruspandemien er der på Færøerne i skrivende stund blevet konstateret 14.340 smittetilfælde, mens 17 coronasmittede er afgået ved døden.