Parlamentarisk vandt de konservative parlamentsvalget 9. juni, og EPP er blevet styrket som den største gruppe. I modsætning til mange andre vestlige ledere har Ursula von der Leyen i årevis arbejdet – og samarbejdet – med den anden vinder i form af det yderste højre. Von der Leyen kender europæisk højrefløj hjemmefra, og hun kommunikerer med den, som den selv foretrækker – håndfast, præcist og med respekt.

Tre-faset adgangskode til magten

“Vi kan blive et Dream Team, hvis du er tilhænger af EU, kæmper for retsstaten og for at Ukraine skal vinde over Rusland”.

Ursula`s tre-punkts befaling er afstemt med Meloni, som samtidig er blevet medlem af den store EPP-gruppe. I praksis var det også Meloni, der fik ekskluderet Maximilian Krah – AfD.

Krah udtalte under valgkampen, at det ikke var alle i SS-uniform, som var forbrydere. Det gjorde ondt på mange tyske politikere, som føler at nazismen bliver genoplivet med AfD. Det skader efter von der Leyens mening både Tyskland og EU, og det skader både EU og højrefløjen efter Meloni`s mening. Det pres fik hurtigt Marine Le Pen til at udtale, at det skader ID-gruppen. Herefter stoppede Krahs politiske karriere midt under parlamentsvalgkampen.

Dronningen af højre

Meloni demonstrerer håndfast enigheden med von der Leyen om dennes tre- punkts anbefaling; Vi er EU-tilhængere, vi respekterer retssamfundet og vi kæmper for, at Ukraine vinder over Rusland.

Det er Meloni, som har trukket det ekstreme højre ind mod midten, det er Marine Le Pen som fortsætter med at lægge afstand til sin antijødiske familietradition. Det var Donald Tusk, som vandt over Duda i Polen og det er Péter Magyer, som undergraver Victor Orban inde fra magtens cirkler i Budapest. Det handler om at få magt via Meloni-metoden.

Magten overdrages ikke af kærlighed…

Marine Le Pen har fået en helt enestående mulighed for at teste, om hun kan følge i Meloni`s spor og få magt i både Frankrig og EU. Macron´s valgudskrivelse har givet Le Pen denne mulighed. De som tror, at Macron har fået en hjerneblødning med valgudskrivelsen, tager i øvrigt fejl. Det handler om at få nedslidt Rassemblement National via magtpolitisk medansvar inden fransk demokrati kører af sporet. Med et glimt i øjet svarer det til begrundelsen for, at Mette Frederiksen vil have Alex til at melde sig som statsministerkandidat.

Arven fra Front National

Når Meloni og Italiens Brødre står stærkere magtpolitisk end Le Pen, er det bl.a. fordi Rassemblement National stadig har tætte relationer til Putin. Fascinationen af den voldsparate diktator i Kreml, har traditionelt kendetegnet det ekstreme højre, og her lægger Meloni skarp afstand. Aksemagternes alliance med Rusland i form af Molotov-Rippentrop pagten under WW2 blev brudt af Hitler med operation Barbarossa. For nazisterne var det begyndelsen til enden med opgøret på Østfronten, og for mange højreekstremister, var angrebet på Rusland en kæmpe fejl, fordi fascister bør stå sammen. Dette sidste er siden blevet forsøgt repareret gennem tætte relationer til Rusland.

Hvem ville Vladimir stemme på?

Putin foretrækker politiske samarbejdspartnere som er letpåvirkelige, villige til at arbejde for fjenden og i stand til at skabe intern splid blandt deres egne.

Efter en periode med et varmt forhold til marxisterne, oplevede Kreml isolationistiske republikanere blokere for våbenhjælpen til Kiev. Det var som en varm og venskabelig hånd til Putin. Man behøver ikke være professor i international politik, for at kunne gennemskue at våbenpakken undgik at blive bremset, fordi Trump skal samle fleste mulige republikanere bag sit kandidatur. Fløjen, som stadig ser USA som den frie Verdens leder, har været skuffet og rasende over Trumps nølen i kampen mod Rusland. Så snart Trump er valgt på det republikanske konvent, kan Trump lave tilnærmelser til Putin uden de store risici.

Faneflugt fra marxismen.

Den europæiske venstrefløj stod traditionelt last og brast med Sovjetunionen i kampen mod EU og NATO under den kolde krig. Men selv gamle venner kan godt gennemskue, når Putin kun rager til sig for at øge sin private formue. Selv gamle kommunister kan godt gennemskue, at de bliver brugt som nyttige idioter af en diktator, som har forladt det anløbne tankesæt fra Lenin og Stalin. Selv de allermest loyale Kreml-elskere kan lugte at jødehad, ligegyldighed i forhold til miljøbeskyttelse, klimaudfordringer samt den vold mod lgbt-borgere, der stammer fra Putins regime.

Putin kan ikke offentligt erkende, at han har opgivet marxismen, så længe den hyldes ivrigt af Kina. Putin frygter kun to lande ud af de 193 – USA og Kina – så han går forsigtigt til værks, når det gælder provokationer i forhold til disse 2. Tabet af venstrefløjens ubetingede støtte er et faktum.

Putins fortid i Dresden

Putin havde forståeligt nok ikke nogen voldsom fest, da Thatcher og Reagan trak sig sejrrigt ud af Sovjetunionens sammenbrud fra ’89 til ’91., men han gav aldrig op. Fornedrelsen blev vendt til ny kampgejst, og han besluttede straks at vende tilbage med fornyet kraft.

Putin havde en tung KGB-bagage som påvirkningsagent, og hans erfaring var, at den vesteuropæiske venstrefløj var den mest godtroende og letpåvirkelige styrke i kampen for at splitte vestligt sammenhold. Fredens Hav og modstanden imod NATO og EF blev byggestenene i den socialistiske fredsbevægelse. Selv om Østblokken elskede atomkraft til både fredelige og krigeriske formål, finansierede Kreml gladeligt atomkraftmodstandens T-shirts og badges. Det skabte en altædende intern strid i Vesteuropa, som udmøntedes i kritik af USA. Den kolde krig var en lærerig fest for unge Putin.

Med murens fald var festen pludselig slut, og der kom en periode, hvor Vesteuropa i renvasket overmod og fremtidsglæde indkasserede “fredsdividenden” og inviterede vores russiske venner med som observatører til NATO-øvelser og det, som var værre.

Kommunismen forlades

Putin blev forståeligt nok opmuntret af Vestens reaktion på murens fald, og forlod stort set alt hvad der havde med marxisme at gøre. Nu skulle Vesteuropa svækkes indefra sådan at Rusland kunne indlede genopbygningen af Zarens magtfulde rige. Euro-kommunisterne mistede langsomt illusionerne i takt med, at det marxistiske kalklag skallede af og afslørede den nye fascistiske stat og oligarkvældets åbenlyse ran af værdier samt de mange stråmandssager som afslørede, hvordan Putin stjal til sig selv som en anden afrikansk diktator.

Endnu en gang tilsmilede lykken den lille mand bag det store bord. For nu voksede den ekstreme højrefløj sig stærk på populismebølgen. Det gamle Reagan slogan af typen “Make America Great Again” blev versioneret til nationalegoisme i langt de fleste vesteuropæiske lande.

Putin kunne ikke tro sit eget held. Mens de vestlige ledere tænkte, at de kunne leve sammen med Rusland i en fredelig og åben Verden, så smuldrede det vestlige sammenhold anført af nationale højre-populister, der prioriterede nationalegoisme højere end samarbejde.

Vestens svaghed

Putin testede Obama, og overfaldt Krim med små grønne mænd i 2014. Og ganske som forventet var reaktionen en masse varm luft uden handling. Vejen lå åben. Marxismen var eksporteret til Kina, pengene var parkeret hos oligarkerne og alt fra kirken til milliardærer og forsvar blev styret af Putin. Hævnen fra den detroniserede venstrefløj kom kun svagt og med forsinkelse, og højre-populisterne leverede rendyrkede nationalisme, fremmedhad, abortmodstand og modstand imod alle internationale konventioner – garneret med lgbt-forfølgelse. Mange steder i Europa overlevede fascismen den kolde krig ved at gå i dvale som sovende celler. Andre steder er den opstået med baggrund i flygtningepresset.

Fascismen blev født i en storm af succes.

Fascismen fødtes i Italien og fik fodfæste i 1933 i Tyskland. Derefter Spanien, Portugal, Rumænien, Østrig og Ungarn. I perioder var der også fascistoide bevægelser i Frankrig, Belgien og Finland. I realiteten var det kun i Holland, Skandinavien og England at fascismen havde det svært.

Efter krigen indleder de deklarerede vindere – via USA – en succesrig forsoning med den historisk enestående Marshall-plan.

Vi er stadig flere som har det svært med listen over lande på kloden, hvor det er lykkedes Vesten at overbevise stridende parter om at falde til ro med retsstat der inkluderer menneskerettigheder og demokrati. Den liste er temmelig kort!

Set i det lys har amerikanerne og de allierede efter WW2 haft et virkelig succesrigt forløb med at demokratisere de tidligere aksemagter. Selv kritiske folk må medgive, at de kejsertro japanere er faldet godt til ro med demokrati og frie medier. Så langt så godt – antidemokratiske strømninger findes i vestlige demokratier.

Zardrømmene genoplives

Putin retter nu op på det han opfatter som den historiske fejltagelse, der blev indledt med Sovjetunionens fald i 1989. Vladimir samler nationalstats-brikkerne, og denne gang lader han sine zardrømme overstråle den snævre kreds af lydstater fra sovjet-tiden. Putin har bare oplevet det problem, at de sovende fascistceller ikke fungeret som Ruslands trojanske heste og ikke splitter EU. Tværtimod har krigen i Ukraine bragt EU-medlemslandene tættere sammen – med Ungarn som en undtagelse.

Valget 9. juni efterlod en trussel mod de vestlige demokratiers kerneværdier; den frie verdenshandel og det regelbaserede internationale samfund. I stedet for at åbne nye markeder er EU nu nødt til at støtte USA i handelskrigen mod Kina, og i stedet for at koncentrere sig om at hjælpe Ukraine med at vinde krigen mod overfaldet fra Rusland, er EU nødt til at håndtere en broget skare af højre- nationale, der er internt splittede i Ukraine spørgsmålet.

Foreløbig ser det ud til at lykkes med at komme på plads i EU, men det sker i skyggen af først et fransk valg, og derefter et amerikansk præsidentvalg, som kan skabe en ny uforudsigelighed i international politik.

Fascismen blev aldrig dræbt efter anden Verdenskrig. Det var forsoningens pris. Nu er det de vestlige demokratiers forpligtelse at kæmpe for egne værdier – vi kan ikke forvente at regningen bliver betalt i Washington.