[vc_row][vc_column][vc_column_text]

“Fattige børn” bliver stadig rigere

Socialdemokratiet vil indføre en fattigdomsgrænse, hvis partiet vinder regeringsmagten efter valget i 2019. Og man vil definere fattigdomsgrænsen på en måde, så man sikrer, at der altid vil være en konstant mængde fattige borgere og vigtigst — fattige børn.
Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net
Fattige børn er nemlig et af venstrefløjens yndlingsemner, fordi “fattige børn” rammer vælgernes følelser, og fordi Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten mener at kunne overbevise vælgerne om, at de er bedst til at hjælpe de fattige.
Den fattigdomsgrænse, man vil indføre, er en relativ grænse, hvor hovedprincippet er, at når den generelle velstand i samfundet stiger, så stiger fattigdomsgrænsen også. Med andre ord; De fattige bliver hele tiden rigere og antallet nogenlunde konstant. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd — finansieret af fagbevægelsen — har netop udsendt et notat, hvor vi efter Socialdemokratiets definition af en fattigdomsgrænse har 65.000 fattige børn i Danmark.
Den borgerlig liberale tænketank CEPOS — finansieret af private midler — har i en analyse beregnet, hvor mange fattige børn, vi ville have, hvis man havde en fast fattigdomsgrænse. CEPOS har taget udgangspunkt i fattigdomsgrænsen i 2000, som den så ud efter socialdemokratiets definition. (Fattigdomsgrænsen tager udgangspunkt i medianindkomsten, den indkomst, som ligger i midten mellem den højeste og den laveste indkomst. Fattigdomsgrænsen er 50% af medianindkomsten) I år 2000 var der efter denne definition 42.000 fattige børn.
CEPOS har taget indkomsten på fattigdomsgrænsen i 2000 og hvert år forhøjet den med inflationen, så købekraften blev vedligeholdt. Denne “absolutte” fattigdomsgrænse ville betyde, at der i 2017 ville være 22.000 fattige børn — altså en halvering af antallet fra år 2000. (CEPOS ser i beregningerne bort fra studerende og personer med en formue på over 100.000)
Når antallet af personer på den absolutte fattigdomsgrænse er faldet, skyldes det bl.a., at de offentlige ydelser — herunder kontanthjælpen — et steget mere end inflationen. Derudover spiller det ind på det lavere antal af børn under den reelle fattigdomsgrænse, at flere voksne er i arbejde og færre på overførsler, skriver CEPOS i sin analyse.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]