FN har som bekendt to organisationer tilknyttet, der begge beskæftiger sig med klimasagen. Den ene er klimapanelet, IPCC, der udgiver videnskabelige rapporter om klimaet, ikke mindst de monstrøse ”Vurderings-rapporter” på tusindvis af sider ca. hvert 7. år. Den anden organisation er UNFCCC, UN Framework Convention on Climate Change (”FN’s rammeaftale om klimaforandringer”), som bl.a. står for de årlige klima-COP-møder, hvor op til 60.000 delegerede fra hele Verden årligt flyver ind og mødes for at løse klimakrisen.

Og her kommer så det bemærkelsesværdige faktum, at de to organisationer definerer begrebet ”klimaforandringer” forskelligt!

IPCC’s definition

En ændring i klimaets tilstand, der kan erkendes (f.eks. ved brug af statistik) i form af ændringer i gennemsnitstal eller niveauet af variationer for egenskaberne, og hvor ændringen holder sig stabilt over længere tid, typisk årtier eller længere. Klimaforandringer kan skyldes naturlige processer i klimaet her på Jorden, eller påvirkninger udefra som f.eks. ændret solaktivitet, vulkanudbrud eller vedblivende menneskeskabte ændringer i atmosfærens sammensætning eller brugen af landjorden.

Her har vi det hele med, både menneskeskabte og naturlige årsager.

Anderledes er det for UNFCCC

[En] ændring i klimaet, der direkte eller indirekte kan tilbageføres til menneskelige aktiviteter, som ændrer atmosfærens sammensætning, og som er en tilføjelse til de naturlige klimavariationer, observeret over tilsvarende tidsrum.

Så UNFCCC regner kun som klimaforandringer de ændringer, der er fremkaldt af menneskehedens udledninger af drivhusgasser. Det virker temmelig absurd. Som forskeren Roger Pielke Jr. skriver:

Hvis Solen bare skinnede en lille smule mere næste år, og det medførte et klimakaos og massive ændringer i det globale vejr i det næste halve århundrede, så ville det være klimaforandringer ifølge IPCC, men ikke ifølge UNFCCC. Hvis det lyder bizart – så er det netop det, det er!

COP-møderne

UNFCCC’s holdning har sat et kraftigt præg på COP-møderne og dermed alle politikernes anstrengelser. COP21-mødet i Paris, i 2015, endte som bekendt med en aftale om hvor meget, den globale temperatur må stige. Med Paris-aftalen fik man således endegyldigt omstillet klimamålene til et spørgsmål om temperaturen og ikke mere om CO₂-indholdet i atmosfæren. Nu skulle man sigte efter de 1,5 graders maks. temperaturstigning – eller til nød 2 grader. Det giver i realiteten kun mening, hvis man tror, at der er en direkte sammenhæng mellem temperaturen og atmosfærens CO₂-indhold. Sidstnævnte har vi indflydelse på – i et vist omfang, men vi kan kun ”styre” temperaturen, hvis der er sådan en klar sammenhæng.

I COP-sammenhæng er det hele enkelt – der er kun et enkelt håndtag at skrue på – CO2

Tankegangen bliver understreget på klima-hjemmesiden CarbonBrief:

Menneskelige udledninger og aktiviteter har forårsaget omkring 100% af opvarmningen siden 1950, ifølge IPCC’s Femte Vurderingsrapport. Siden 1850 kan næsten hele den langsigtede opvarmning forklares med udledninger af drivhusgasser og andre menneskelige aktiviteter.

Roger Pielke noterer sig det skifte, der har været i fortællingerne om klimaet. Nu sætter man direkte lighedstegn mellem mere opvarmning og større ulemper for menneskeheden. Således giver de toneangivende skribenter udtryk for betydningen af hver eneste tiendedel af en grad, vi kommer forbi de 1,5 grader:

Når vi passerer de 1,5 grader vil det medføre socialt og økonomisk ’kaos’ …. Hver en tiendedel af en grad betyder noget, både før og efter de 1,5 ^oC.

Pielke kommer herefter ind på situationen her i det 21. århundrede, hvor der har været en kraftig temperaturstigning, uden at atmosfærens CO₂-indhold er steget tilsvarende. De fremherskende teorier er bl.a., at det er forårsaget af menneskehedens reduktion af luftforureningen, og den har medført et formindsket skydække, der igen tillader mere energi fra Solen at nå ned til jord- og havoverfladen og varme dem op. Men hvis det vitterligt er tilfældet, så er det jo ikke længere kun CO₂, der styrer temperaturen.

Nu sætter forvirringen ind. Er den reducerede luftforurening en god eller en dårlig ting? Nogen hævder, at uden nogen luftforurening vil den globale temperatur som følge af CO₂ stige endnu hurtigere, så vi lynhurtigt rammer 2 grader eller måske endda endnu højere.

Her vil undertegnede indskyde, at når vi lige ser bort fra de seneste to år, så har der længe været en udvikling i gang i retning af formindsket forurening. Det har givet et bidrag til opvarmningen på de 1,2 grader siden ”førindustriel” tid, men det betyder også, at CO₂ isoleret set har haft en mindre opvarmende effekt. Når al forureningen om formentligt forholdsvis få år er væk – så er der ikke mere noget bidrag herfra til opvarmningen, og så kan vi regne med mindre temperaturstigninger fremover. Det er jo ikke lige det, klimaforskerne gerne vil have os til at tro.

Forudsætningen her er naturligvis, at det vitterligt er forureningen, der har den store indflydelse på skydækket, og det er jo slet ikke sikkert. Der kan være naturlige årsager blandet ind, f.eks. ændringer i Solens aktivitet.

Pielke beskriver nu, hvordan toneangivende klimaforskere er havnet i lidt af et dilemma. De færreste vil trods alt betragte luftforurening som en god ting, da den jo bl.a. menes at slå millioner af mennesker ihjel hvert år. Men derved ender man med at måtte erkende, at der måske faktisk er fordele for menneskeheden i situationen, selvom det bliver nogle tiendedele af en grad varmere.

Tager man først hul på den diskussion, kommer man ikke uden om, at brugen af kul olie og gas jo også har gjort meget godt for menneskeheden, og skal det ikke tælles med i regnskabet? Så er vi tilbage til Bjørn Lomborgs tanker om en afvejning af fordele og ulemper ved brugen af de fossile brændstoffer og den medfølgende stigning i den globale temperatur.

Pielke afslutter

Klimapolitikken er blevet ført ind i en blindgyde ved hjælp af dårlig videnskab og dårlig politik. Den dårlige videnskab kan findes i UNFCCC’s definition på klimaforandringer, der er i modstrid med den korrekte videnskabelige definition, som IPCC henholder sig til. Den dårlige politik kommer fra brugen af den globale gennemsnitstemperatur som et mål for menneskehedens velbefindende og som gør afvejning af fordele og ulemper unødvendige og kun til besvær for de politiske målsætninger.

Ja 1,5 eller 2 graders-målene har altid været noget vrøvl, og man savner totalt, f.eks. på COP-møderne, en afvejning af eventuelle klimaskader med de helt sikkert omfattende negative konsekvenser af forsøgene på en hurtig udfasning af kul, olie og gas.