Europa fører an i klimapolitikken. Ambitiøse mål, dyre omstillinger, skovrejsning, elektrificering, CO₂-afgifter og reguleringer har givet EU et image som “klimatisk supermagt”. Men spørgsmålet, vi bliver nødt til at stille os selv, er: Er det klogt?

For mens Europa skruer op for den grønne omstilling, har resten af verden valgt en helt anden tilgang. Donald Trump sidder igen i Det Hvide Hus, og USA trækker sig endnu en gang væk fra klimaforpligtelser. Kina bygger kulkraftværker i hobetal. Indien og Afrika fokuserer på vækst. Rusland satser stadig på olie og gas.

Samtidig dominerer Kina markedet for grøn teknologi – ikke af idealisme, men fordi det er en god forretning. De producerer billige solceller, batterier og vindmøller til eksport, samtidig med at de sikrer sig selv energiuafhængighed med både kul og atomkraft. Det er ikke “grøn samvittighed” – det er realpolitisk energi- og industriudvikling.

Når symbol bliver vigtigere end substans

EU’s klimapolitik bærer i stigende grad præg af en ideologisk tilgang, hvor signalværdi og moralsk overlegenhed prioriteres højere end realistisk, geopolitisk forankret planlægning. Vi planter “klimaskove”, selvom de har tvivlsom effekt. Vi opstiller mål, der kræver enorme investeringer – uden at afveje, om pengene kunne bruges klogere.

Eksempler på klimainitiativer med begrænset effekt tæller blandt andet:

• Kunstige skove eller CO₂-kompensation i fjerne egne, hvor kontrollen med effekten er minimal.
• Kvotemarkeder, hvor store virksomheder køber sig fri frem for at ændre praksis.
• Forceret elektrificering, før infrastrukturen og elproduktionen er klar.

Det er ikke at benægte klimaforandringer at spørge: Giver det her mening? Det er sund, demokratisk skepsis.

For klimaet har altid ændret sig – og vil gøre det igen. Det vigtigste er ikke at forhindre alle forandringer, men at indrette os klogt, økonomisk ansvarligt og robust.

Klimavidenskab er vigtig – men ikke ufejlbarlig

Vi skal anerkende, at klimavidenskab – som al videnskab – er foreløbig. Den bygger på data, modeller og antagelser, der hele tiden opdateres. Konsensus er ikke det samme som ufejlbarlighed, og vi bør kunne diskutere både metoder og fortolkninger uden at blive kaldt “benægtere”.

Den såkaldte “konsensus” er et udtryk for, hvad et flertal mener, givet de tilgængelige data og de modeller, de bruger. Men modeller er ikke virkelighed – de er forsøg på at forstå den. Og når man bruger dem til at lave politiske forudsigelser 30-70 år frem i tiden, må man erkende deres begrænsninger.

Climategate-skandalen i 2009 illustrerede, at også klimaforskere er mennesker med bias, strategi og prestige på spil. Selv om efterfølgende undersøgelser frikendte forskerne for direkte fusk, afslørede e-mails en lukkethed og politisering af et forskningsfelt, der bør være åbent og nysgerrigt.

Derudover må det anerkendes, at temperaturmålinger tilbage til 1850 er baseret på fragmenterede, ofte sparsomme data, som først blev globale og præcise med satellitmålinger fra 1978. Mellem disse perioder er der mange justeringer og skøn – og mange grunde til sund skepsis, især når historiske rekonstruktioner bruges til at fremstille nutiden som exceptionel.

Hockeystaven og klimapolitisk retorik

Et berømt eksempel er den såkaldte “hockeystavs-graf” fra 1998, som viste 1000 års temperaturer med en næsten flad kurve – efterfulgt af en brat stigning i det 20. århundrede. Kritikere påpegede, at grafen undertrykte både middelalderens varmeperiode og den lille istid. Den var baseret på usikre dataserier og statistiske metoder, som siden blev kritiseret af bl.a. National Academy of Sciences.

Det er ikke afgørende, om nutiden er den varmeste periode i 1000 eller 2000 år. Det afgørende er, hvad der driver temperaturændringer, og hvor hurtigt de sker. Her er der stadig uenighed – og plads til faglig debat. Men IPCC og deres støtter har haft en tendens til at ekskludere alternative forklaringer – såsom solaktivitet, kosmisk stråling og naturlige variationer – til fordel for et entydigt fokus på CO₂.

Videnskab og politik – hvor går grænsen?

Der er en voksende bekymring for, at klimavidenskaben i praksis er blevet et politisk redskab. Når videnskab blandes med politiske mål, opstår risikoen for:

• Ensretning af forskning – fordi bevillinger, karrierer og medieopmærksomhed belønner ét syn.
• Udskamning af kritikere, der stemples som “benægtere” i stedet for at blive mødt med faglig debat.
• Forhastede politiske konklusioner, som laves på usikkert grundlag men med stor effekt.

Klimapolitik bliver dermed ikke blot et spørgsmål om miljø, men også om kontrol, styring og økonomisk omfordeling. Det gælder både globalt (klimafonde, kompensation) og nationalt (skatter, regulering, begrænsninger i adfærd).

Det globale perspektiv – hvad gør resten af verden?

En vigtig realitet, som ofte overses i europæisk debat er, at de fleste lande i verden har helt andre prioriteter. Energibehov, økonomisk udvikling, stabilitet og arbejdspladser vejer tungere end klima.

• Kina bygger både kulkraftværker og atomkraft i stort tempo – for at sikre energi til sin befolkning og produktion. De er førende på grøn teknologi – ikke for klimaets skyld, men fordi de vil dominere det globale marked.
• USA under Donald Trump har igen vendt sig væk fra internationale klimaaftaler. Fokus er på national suverænitet, jobs og energiuafhængighed – ikke CO₂-mål.
• Afrika, Mellemøsten og store dele af Asien har langt vigtigere dagsordener: rent vand, fødevarer, sundhed, vækst. Klimamål er et luksusfænomen set herfra.

EU’s enegang kan derfor hurtigt blive en økonomisk hæmsko, især hvis vi samtidig forbyder eller udfaser billig energi og gør os afhængige af ustabile forsyninger.

Hvad bør vi så gøre? En ny klimaprioritering

Hvis vi virkelig vil gøre en forskel – både for klima, samfund og fremtid – skal vi handle klogere:

1. Fokus på teknologi, ikke afsavn: Invester i kernekraft, lagring, moderne infrastruktur. Gør grøn energi konkurrencedygtig – ikke et privilegium.
2. Klimatilpasning frem for klimakamp: Byg diger, skovbryn, robust infrastruktur. Accepter, at klimaet ændrer sig – og bliv klar til det.
3. Styrk uafhængighed og sikkerhed: Lad ikke energipolitik svække samfundets stabilitet. National forsyningssikkerhed trumfer importeret “grøn” afhængighed.
4. Lyt til flere fagligheder: Klima er ikke kun meteorologi. Det er også økonomi, geostrategi, energi, landbrug. Flere perspektiver = bedre beslutninger.
5. Stop moralsk signalpolitik: Lad være med at bruge penge på projekter, der primært handler om symbolværdi (CO₂-træplantning, “grøn retfærdighed”). Brug dem på reelle forbedringer i levevilkår og robusthed.

Fra frygt til fornuft

Verden er ikke statisk. USA har fået Donald Trump tilbage. Kina forfølger sine egne interesser. Klimaet ændrer sig – det har det altid gjort.

Det vi har brug for nu, er ikke mere moralsk klimakrig, men rationel klimapolitik med blik for økonomi, geopolitik og teknologi. Vi skal væk fra ideologiske skyklapper og over i realistisk planlægning, klog investering og fleksibel tilpasningsevne.

Klimadebatten må ikke kvæles af enten dogmatisme eller benægtelse. Den skal åbnes – for nye idéer, sund skepsis og ægte ansvarlighed. Det skylder vi ikke kun fremtidens generationer, men også nutidens borgere og virksomheder.

Det er på tide at sige det klart: Europa skal ikke redde verden – vi skal redde vores dømmekraft.