Velfærdsstatens byplanlægning skabte bydele af beton, som blev anset for fremskridt, men som i dag huser islamiserede parallelsamfund langt fra danske sædvane og kultur.

Et af de største samlede boligområder i danmarkshistorien blev opført vest for Århus i slutningen af 1960erne. Det blev opfattet som visionært, moderne, sundt og rigtigt og udtryk for optimisme og fremskridt. En hel by med varehuse, specialforretninger, svømmehal, posthus og pub og det blev Jyllands største indkøbscenter,

Gellerup hedder byen og der gik kun få år før den blev forvandlet til ghetto og betonslum.

På tegnebrættet og som projekt var den en ”materiel manifestation af samtidens ambitioner om ”det gode liv” karakteriseret ved sociale lighed, velstand og sundhed”. Sådan skriver historikeren Mikkel Høghøj i en lille bog om Gellerup-planen (Gellerup-planen, Århus Universitetsforlag, i serien 100 danmarkshistorier, 2025).

Jeg har aldrig været i Gellerup-planen, men historien er fascinerende om, hvordan ambitiøse og højtprofilerede samfundsprojekter på så kort tid kunne ende i det stikmodsatte og blive symbol på svigt, ghetto og parallelsamfund.

Især arkitekturen har været symbolsk katalysator for, hvordan det moderne velfærdssamfund overdrev sine forventninger til at kunne projektere en lyksalig fremtid. Med jævne mellemrum er moderne boligblokke blevet revet ned, som kort tid før blev bygget som ideel ramme for menneskers liv.

Den moderne franske arkitekt Le Corbusier ville i 1925 rydde hele Paris’ centrum og bygge skyskrabere i stedet. Det er blevet set som modernismens vilde overdrev, og blev ikke realiseret. Men mange steder i Europa er gamle bydele blevet jævnet med jorden og nye maskinfabrikerede bygninger af beton er skudt op.

Byer i Danmark har også lidt overlast af byplanlæggeres vilde ideer, og det værste eksempel er Danmarks Nationalbank tegnet af arkitekt Arne Jakobsen og indviet i 1971. Det meste af det gamle Bremerholm og bl.a. den historisk enestående og vidundersmukke nationalbankbygning af Johan Daniel Herholdt blev bulldozeret væk.

Særligt efterkrigstiden var fanatisk optaget af byfornyelse og grandios byplanlægning.

I 1970 blev Gellerup af avisen BT valgt som Danmarks kønneste by og beskrevet som en ”betonby med trivsel”. Gellerup henviste Ebeltoft, Mariager og Skagen til sekundære placeringer. Der var glæde og stolthed i Århus over bydelen. Kun få år efter begyndte de sociale problemer at dukke med skrald og knallertbøller og indkøbsvogne blev smidt ud fra altaner frem for at afleveret ved supermarkedet. I 1974 kunne Ekstra Bladet berette om omfattende druk i Gellerup og en bydel præget af vold, hærværk og ensomhed. De velfungerende familier ville hellere bo i parcelhuse udenfor Gellerup, og det kom bag på planlæggerne, der troede at vide, hvad der var godt for mennesker. De som kunne, ville hellere have Villa, Volvo og Vovse. Tilbage blev enlige forsørgere, nedbrudte familier og borgere på overførselsindkomst.

Så kort fra ideal til helvede, fra utopi til dystopi.

Fra 2010 har Gellerup officielt været en ghetto på grund af en stor andel af indvandrere, ligesom lignende byplanlægningsprojekter som Vollsmose i Odense, Urbanplanen på Amager, Ishøjplanen og Tingbjerg i København. Tingbjerg endog bygget af mursten og finurligt udtænkt af arkitekt Steen Eiler Rasmussen. Tænk hvis Steen Eiler kunne opleve, hvad der er blevet af hans lille ideal-bydel ved Utterslev mose?

Nu er velfærdsstatens idealbyer blevet koncentrerede parallelsamfund med moskeer, social kontrol, islamisering og folkeskoler der tæver lærerne så langt fra dansk sædvane, kultur og tradition.

EN spændende bog som giver god anledning til at reflektere over, hvordan social ingeniørkunst i mange tilfælde ikke har gjort meget godt for menneskers trivsel og velfærd. Den havde været bedre, hvis forfatteren også havde læst Roger Scrutons kritik af moderne arkitektur.