Baggrundstæppet var den internationale oliekrise, som OPEC havde udnyttet til at skrue op for priserne. Danskerne kaster med snebolde på de tomme vejbaner, mens bilfrie søndage og megahøje varmeregninger truede i postkasserne.

Elselskabet havde indkaldt til delegeretmøde, for nu skulle atomkraften til Danmark, og alt for megen offentligt ævl fra unge venstreorienterede måtte stoppes hurtigst muligt med en fait a complis. I Ingeniørens Ugeblad havde chefredaktør T. Morsing, karakteriseret atomkraftmodstandere som en gruppe “politiske plattenslagere, dommedagsprofeter og pseudomarxistiske skrålhalse”.

Frysende danskere skulle beslutte sig for A-kraft

Timing er som bekendt afgørende, og de danske elselskaber lagde i 1974 op til, at dække Danmark med en række værker af barsebäck-typen. ELSAM havde også et svar på deponiet. Her var man meget lun på salthorsten på Nykøbing Mors. Den fremhævedes som større og mere stabil end de tilsvarende horste, som tyskerne brugte. Tilbage ved Risskov-Hallen så ELSAM`s direktør – E.L. Jacobsen – hurtigt, at der var nogle atomkraftmodstandere, som troppede op med skilte. Den folkelige debat havde fået en række bekymrede borgere – primært venstreorienterede og veluddannede unge fra Aarhus – til at etablere organisationen Oplysning om Atomkraft. De skulle være mange og være synlige, for storkapital og borgerlige politikere måtte standses, før de får Fædrelandet til at ligne Hiroshima efter WW2. Venstrefløjen var normalt klistret tæt op ad kommunistiske interesser med den socialistiske fredsbevægelse, “Ud af NATO” bevægelsen og romantikken omkring marxismen generelt. Men sådan forholdt det sig ikke med atomenergi, hvor russerne havde succes med fredelig udnyttelse af kerneenergi fra 1954.

Vi skriver 1974, og vi skal vi på en udflugt der ender i grøften.

Gyllingnæs var udset til at skulle være stedet for Danmarks første kernekraftværk. Her er noget af Danmarks smukkeste natur med udsigt over Horsens Fjord. Under den kolde krig har der været modstand imod atomvåben i Danmark. Ud over USA, Kina og Rusland, har englænderne og franskmændene betjent sig af denne afskrækkelse, og de samme lande brugte samtidig kernekraft til elforsyningen.  “Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea rapporterer ikke deres våben”, som det så diplomatisk formuleres. Danmark havde kørt et dobbeltspil, hvor man officielt lagde afstand til atomvåben på dansk jord, men samtidig havde givet amerikanerne ret til at have atomvåben på Grønland. Særlig socialdemokraterne drev under den kolde krig dette dobbeltspil med vælgerne, som afstemmes med en snæver kreds af borgerlige partiledere.

Og hvad har atomvåben så at gøre med fredelig udnyttelse af kernekraft? Tja en hel del, hvis man spørger i befolkningen i halvfjerdserne og firserne. Alt hvad der starter med “atom” er alt for farligt at håndtere, og bagefter at deponere.

Det vælter med Anti-NATO og Nej tak til Atomkraft – kampagner, og venstrefløjen har kronede dage. Samtidig vælter gassen op af Nordsøen, og det bliver Poul Schlüter, der slutter 10 års ophedet diskussion med det lovmæssige forbud mod kernespaltning i Danmark.

Hvorfor stod borgerlige ikke fast vedrørende kernekraft?

I et forsøg på at foregribe en langtrukken politisk debat, beslutter ELSAM allerede 4. januar 1974 at fremskynde sine atomkraftplaner og satse på et “nøglefærdigt” atomkraftværk med byggestart i efteråret 1974. For elværkerne synes sagen klar. »Jeg gad nok se det folketing eller den regering, der tør sige nej til atomkraftværker,« lyder det fra Willy Sørensen, formanden for ELSAM’s bestyrelse. Statsminister Poul Hartling foreslog en lovgivning, som nærmest automatiserede godkendelsen af de mange nye reaktoranlæg i kongeriget. Statsministeren forestillede sig, at et nyt kernekraftværk blev godkendt af undervisningsministeren. Risø var jo en forskningsinstitution – den ged står politisk nybarberet ud til Roskilde Fjord.

Det kom Hartling ikke igennem med, og da Anker Jørgensen tog over i 1975, fik venstrefløjen fri bane. Det endte med, at Anker Jørgensen og Poul Nilsson bad om at få Mærsk`s eneret på udnyttelsen af felterne i Nordsøen genforhandlet. Eneretten var indgået i 1962, og Esplanaden havde den indstilling, at når rederiet bekostede de dyre år med eftersøgningen op gennem tresserne, kunne man man ikke at løbe fra eneretten nu, hvor der endeligt var udsigt til et afkast. Herefter var forholdet mellem den trængte statsminister, og den vrede skibsreder aldeles betændt.

Ingen kan påstå, at Poul Schlüter altid var enig med Maersk, men da Schlüter tog over i 1982, var det to mænd som kendte og forstod hinanden. Gensidig respekt, selvom de så forskelligt på mange ting.

Der kan granskes meget i denne periode, og det er absolut relevant, for det har i mange år været lidt en gåde hvordan OOA med forholdsvis letkøbte argumenter kunne formå regeringen til at gennemføre et forbud imod kerne-spaltning. Danmarks Radio fremsatte i udsendelsesrækken “Niels Bohrs hemmelighed”, den teori, at det hele skyldes CIAs trusler imod Niels Bohr. Det er almindelig kendt, at Bohr ikke kun var en formidabel begavelse, men samtidig et menneske, som arbejdede sig frem til sine resultater gennem dialog. Bohrs evner som inspirator og kommunikator samlede folk med indsigt og interesse for atomets opbygning og betydning. En periode med frygt og uro, hvor Bohr-instituttet var præget af åbenhed og ordentlighed.

Da Niels Bohr som mange andre jøder måtte søge ly i Sverige, blev han hurtigt hentet til USA under falsk navn. Men, da Niels Bohr oplevede de hjerteskærende resultater af de amerikanske atom-bombninger, indleder han dialog med en række verdensledere som Roosevelt, Churchill osv. Om at fremme om vidensdeling med Rusland, for at undgå en tredje verdenskrig. I alt fald var han mildest talt ikke bannerfører for dansk atomkraft som en del af hverken forsvar eller energiforsyning.

Der ud over er det måske ikke udelukket, at venstrefløjen fik medløb fra kapitalinteresser og borgerlige partier, som ønskede et selvforsynende Danmark med fuldt fokus på Mærsks’ eneret på olie og gas fra felterne i Nordsøen. Det blev til en gylden periode, både på Esplanaden og på Slotsholmen. Og dengang var der ingen politisk interesse for CO2. Det ville være kommet ubehageligt på tværs af disse interesser, hvis ELSAM havde fået åbnet for kernekraften.

Et nyt flertal?

Et flertal af danskerne svarede i 2023 ja til, at man skal undersøge muligheden for at udvikle atomkraft som energikilde i Danmark. Det viste en måling foretaget af Epinion for Altinget og DR. I alt bakkede 55 procent op om at undersøge atomkraft i Danmark, mens 26 procent sagde nej og 19 procent svarer “ved ikke”.

”Der er en klar stigende opbakning til atomkraft. Det ser vi også i andre lignende målinger,” siger Kasper Møller Hansen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Der er noget historisk over, at en konservativ leder lukker for kernekraften i 1985, hvorefter en ny konservativ leder foreslår at åbne for kernekraft igen i 2025  – og begrundelsen er velfunderet.

“Do no significant harm”, er det videnskabelige grundlag for at afgøre, om en energiform er bæredygtig. Totalt set ligger kernekraft måske på niveau med sol og vind, med afstand til de fossile energiformer.

Kernekraften på rette spor

Der skal nok være nogle borgere, som med længsel tænker tilbage på samværet om frygten for atomkraft dengang i halvfjerdserne. De borgere skal vide, at de er meget velkomne til at skifte holdning, for der er sket meget med kernekraften, siden Niels Bohr og hans begavede forskerkolleger udviklede de spæde tanker om den fredelige udnyttelse af kerneenergien.

Der er tradition for at tale om fire generationstrin:

1. generation refererer til de første strømskabende atomreaktorer fra 1950’erne og 1960’erne. Amerikanerne nød den lydløse fremdrift under vandet ombord på deres største ubåde. Vi ved også, at det hele startede med et beskedent strømudbytte, og værker med betydelig sikkerhedsafstand.
2. generation er reaktorer fra 1970’erne og frem, kendt fra både Tjernobyl, Fukushima og Tremileøen i USA, som blev ramt af ulykker. Fra samme periode er der blandt andet franske og svenske kernekraftværker, som har fungeret perfekt.
3. generation er en videreudvikling, der er blevet brugt fra 1990’erne. Ikke nok med at værkerne er blevet mere sikre og effektive, men det er regelsættene omkring placering og sikkerhedsprocedurer også. Så med mindre russerne smadrer Zaporizhzhia, for at skade den ukrainske civilbefolkning yderligere i vinterkulden, så har vi fred på energifronten.
4. generation refererer til atomreaktortyper, der spænder fra de store nye kinesiske og finske værker og til de små modulære, hvorfra både danske Seaborg og Copenhagen Atomics er spændende danske bud.

“Do no significant harm”, er det videnskabelige grundlag for at afgøre, om en energiform er bæredygtig. Totalt set ligger kernekraft måske på niveau med sol og vind, med afstand til de fossile energiformer.