Dansk forsvar undergik voldsomme nedskæringer efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, og 10 år senere blev fokus under ledelse af statsminister Anders Fogh Rasmussen flyttet fra forsvar af eget landområdet til aktivistisk forsvarspolitik. Vi fulgtes med amerikanerne rundt på kloden for at eksportere vestlige værdier. Freds-dividenden blev nydt i fulde drag på samtlige udebaner.

Først i forbindelse med den russiske annektering af Krim i 2014, gik det op for os, at der er en trussel imod Danmark, og vi blev mindet om, at vi havde kørt på fribillet efter valget af Donald Trump i 2016. Med russernes angreb på Ukraine i 2023 måtte det stå klart, at den trussel, vores nordiske naboer havde taget højde for i årevis – og som havde skræmt polakker og baltere, ikke til evig tid kunne fejes under gulvtæppet med henvisning til at “FE ikke ser nogen umiddelbar trussel imod Danmark“.

Så kom nådestødet til dansk slumren med Trumps genvalg i år. Nu vidste danskerne, at vi skulle vænne os til tanken om at være “alene hjemme”. Amerikanerne har over en lang årrække flyttet fokus fra Europa til Asien og specielt Kina, og Trump har ikke mange politiske aktier i NATO. Nærværende anmelder tillader sig at understrege, at amerikanernes holdning ikke er kommet som en tyv natten.

På overfladen har et næsten samlet folketing forstået at tage ansvar, men allerede nu knækker Dansk Folkeparti sammen med en undskyldning om, at vi må nedjustere vores ukrainehjælp til sydeuropæisk niveau. Man fristes til at minde om de mange år, hvor italienerne forgæves har bedt os om solidarisk hjælp til at løse flygtningekrisen i Middelhavet.

Uanset NATO og EU er Polen, Baltikum og Skandinavien noget mere presset af russerne i nærområdet – sammenlignet med middelhavslandene. Ukrainerne tager de kommende måneder endnu en rædselsfuld ”opgave for holdet”. Det kan blive Baltikum, Gotland, eller Bornholm næste gang – hvis ikke vi står fast.

Hele efterkrigsperioden er pludselig blevet nærværende for en ny generation, som skal forsøge at forstå, hvad der er sket med dansk forsvar og ikke mindst, hvad der er sket med vores forhold til USA og NATO

En oplagte julegave

Historikeren Jens Ole Christensen har på Gads Forlag begået et stort værk på 576 tæt skrevne sider, som metodisk tager os med tilbage til baggrunden – formet af ww1 og mellemkrigsårene via de 5 onde år – og hele vejen. Uge for uge og måned for måned bliver det dokumenteret, hvilke våbensystemer vi bestykkede de de tre værn med og ikke mindst, hvordan materiellet bliver finansieret.

Jens Ole Christensen er noget så fornemt som en ægte nørd. Størstedelen af sit voksenliv har han været medlem af Hjemmeværnet, samtidig med, at han som forsker har samlet en omfattende viden om materiel, mandskab og det politisk lederskab gennem hele efterkrigsperioden.

Bogen fordrer en solid bordplade og en stærk kop friskmalede bønner. Når man har læst værket, ved man simpelthen hvor mange 155 mm haubitser vi havde – i henholdsvis 1952 og 1957. Vi fordoblede antallet af disse middeltunge artelleriafdelinger fra fire til otte. Jeg gætter på, at læserne er med på, at fjendtlige fly og missiler – ved krænkelse af dansk luftrum i mange år – har mødt færre luftværnsforhindringer end i 1957. Læs bogen og oplev suget i maven over hvad vi kunne, da Raquel Rastenni og Gustav Winckler var på toppen og Elvis havde premiere på Jailhouse Rock samme år. Er det ikke kun relevant for foredragsholdere på museerne? Nej, det er nok en god idé, at både politikere og befolkning sætter sig grundigt ind vores sikkerhedspolitiske situation, og baggrunden hvorfor vi er endt hvor vi er idag.

Vi kommer under alle omstændigheder til at bruge en masse ressourcer på at genoprette det forsvar, som Jens Ole Christensen dokumenterer at vi rent fakta har haft. For der var Lottekorps, Kvindeligt Luftmeldekorps, Hjemmeværnet, tre veluddannede og nogenlunde veludrustede værn af landområder, havområder og luftrum. Vi havde Regan Øst og ikke mindst Reagan Vest til at sikre driften, hvis infrastrukturen blev smadret oppe på overfladen. Rigtig meget af hele vores forsvarsmateriel fik vi som gaver, lån og hjælp.

I det meste af efterkrigsperioden stod vi sammen og var taknemmelige, men da selv socialdemokraterne gav op og lod en lille venstrefløjsgruppe køre Schlüter og særlig Ellemann helt ud i det pinagtige – i kampen for dansk NATO-medlemskab – fik vi signaleret, at vi helst vil være fri for amerikanerne! En slags venstreorienteret dansk udgave af MAGA, som i bedste fald har været præget af en verdensfjern selvovervurdering. Når jeg skriver i bedste fald, er det fordi, der også har været eksempler på danskere, som arbejdede for fjenden…

Nu var det tæt på, at det gamle befolkningsflertal med de anti-amerikanske holdninger havde fået deres vilje. Men det er med en generations forsinkelse, og i mellemtiden er Socialdemokraterne kommet tilbage på en troværdig sikkerhedspolitisk linje.

Lad os nu se, hvor meget vilje der er til at løfte opgaven, og hvilken politisk fløj som først falder sammen, hvis NATO-afskrækkelsen ikke længere er tilstrækkelig. Her skal vi huske forudsætningen for NATO-medlemskabet. Hvert medlemsland skal kunne forsvare sig selv, indtil den kollegiale hjælp bliver tilkaldt og stiller op. Danmark kan ikke varetage den kerneopgave, og det er mange år siden, vi har haft god samvittighed – når vi har påstået at vi kunne.

Jens Ole Christensen beskriver, hvordan mange af de centrale våbensystemer i realiteten ikke gav megen mening, uden at være bestykket med atomsprænghoveder. Det drejer sig bl.a. om de Nike og Honest John raketterne, som indgik i vores luftværn i årevis. Vores efterkrigsmateriel var gaver og lån fra England og USA, hvor man har taget forsvaret anderledes alvorligt.

Hvis man frygter, at værket efterlader læseren på slagmarken i og med den Kolde Krig blev varm, bliver man positivt overrasket. Forfatteren er metodisk og omhyggelig, og fører os med relevans frem til status på vores forsvar i dag – nu mod en hybridkrig.

Efter at have læst bogen står det lysende klart, at tiden på ingen måde har overflødiggjort hær, flåde og luftvåben. Det fremgår også klart, hvor vigtigt det er, at vi opruster på Arktis-opgaven og på beskyttelsen af kritisk infrastruktur.  Andre er villige til at overtage, hvis ikke vi kan overkomme denne store og vigtige opgave i Rigsfællesskabet. Vi får næsten hver uge påmindelser om, hvor skrøbelig vores digitale og fysiske infrastruktur er.

Den indre fjende

Det vigtigste ved at læse “Frihed og Fred, dansk forsvar under Den Kolde krig” er at forstå, hvorfor Jens Ole Christensen har valgt at fokusere på værdierne Frihed og Fred.

Det er ikke antallet af kasernerne uden råd i vinduesrammer, der er afgørende. Det er forståelsen af, hvad vi kæmper for!  Hvis vi havde forstået det, så ville dansk forsvar ikke se ud som det gør nu.