Topdiplomaten Friis Arne Petersen fortæller sin historie til journalist og forfatter Kurt Strand.

Baggrunden er, at forfatteren beder diplomaten give ham en introduktion til Kina. Dengang var Friis Arne Petersen ambassadør i Beijing, og efter 3 – 4 timers tour de force om det store lands perspektiver, besluttede Kurt Strand, at han ville skrive om Friis Arne Petersen, når han ikke var aktiv diplomat længere.

Der er kommet en rigtig god bog ud af det samarbejde. Kurt Strand er en erfaren journalist og forfatter med betydelig samfundsindsigt, som skriver med et lunt glimt i syntaksen. Friis Arne Petersen har taget sin dialekt, sin diskrete elegance og sin varme sprogbehandling med sig fra Skagen Havn og temmelig langt sydpå. De to står godt til hinanden, efter forfatteren har overbevist diplomaten om, at den bog vil interessere bredt i samfundet.

Læseren kan godt blive bekymret, når Kurt Strand bliver ved med at rose Friis intellekt, hans bæredygtige lerduekaster og fremhæver, hvor velbesøgte hans foredrag er – over hele landet. Men så snart den kommercielle overfladealarm begynder at bibbe, lige så lynsnart bliver den gustne frygt gjort til skamme af serier med ubehageligt skarpe spørsmål.

Hvornår hørte du om tsunamien? Friis forklarer, at de første timer vidste Udenrigsministeriet intet om, hvor omfattende den uventede naturkatastrofe var. Der bores ufortrødent videre med spørgsmål som; “Er det korrekt forstået, at der går flere døgn før du kommer på kontoret, mens dine medarbejdere må arbejde i døgndrift?” Forfatteren lægger lige et par journalistiske jalapenos` ind i teksten, hvor kvalificerede mennesker udtaler sig om vigtigheden af synlig ledelse i krisesituationer og den slags. Indflyvningen fortsætter til kæder af andre temaer med kritiske spørgsmål om f.eks. H.C. Hansens personlige brev til amerikanerne om kernevåben i Thule med videre. Bogen har en godbid af et citat fra Nyrup Rasmussen på spørgsmålet om hvorfor det famøse brev blev gemt i Statsministeriet i mere end et år; “Det var jo ikke så belejligt, at det var en socialdemokratisk statsminister, der gik bag ryggen på både grønlændere og folketingsflertal”.

Der er altså rigeligt ”feel good” kombineret med ”hard talk” til at indfri forventningerne fra historienørder, politiknørder, nørder i ”public leadership” og så alle os, der bare nyder, når begavede mennesker beskriver tildragelser i udenrigstjenesten gennem de seneste godt 30 år.

Forlaget har valgt at lade omslagets inderside udsmykke med fotos af topdiplomaten sammen verdensnavne, fisk og nogle, vi kender fra dansk politik. Det er en god idé, fordi det sætter tankerne i gang. Jeg husker Friis Arne Petersen både som afslappet i Tisvildeleje og på job i Washington. Altid ulastelig klædt og altid imødekommende og interesseret og indsigtsfuld. Godt selskab. Friis Arne Petersen har løst opgaver som ambassadør de vigtigste steder; USA og Kina – og også i en årrække som ministersekretær og direktør for Udenrigsministeriet. Diplomaten kom tæt på alt fra amerikanske præsidenter til kinesiske topfolk. Men måske nok så interessant, så kom Friis tæt på en række danske udenrigsministre.

Uffe Ellemann-Jensen har selvsagt en helt særlig plads i bogens samlede vidnesbyrd. Det var Ellemenn, der ansatte Friis som ministersekretær og senere anbefalede ham som direktør for UM. De to nærede gensidig respekt og sympati for hinanden. Uffe havde et langt parløb med Poul Schlüter, som gjorde det nødvendigt at manøvrere Danmark igennem en af efterkrigsperiodens mest pinagtige og selvskadende forløb. Det gav Friis indblik i den mest beskidte og ryggesløse periode med indenrigspolitisk fnidder, vi har udsat Fædrelandet for. Jeg tillader mig – for egen regning – at notere, at mens Socialdemokraterne lod deres USA fjendtlige 5. kolonne virksomhed fjerne tilliden til Danmark, var Uffe Ellemann en uvurderlig støtte for vores sikkerhed. Jeg vil tilsvarende mene, at Mette Frederiksen som statsminister har genopbygget den tillid til både Danmark og Socialdemokratiet i henseende til det den gamle gruppeledelse lod Lasse Budtz og andre ødelægge i perioden med Uffes næser.

Den radikale Niels Helvegh var måske den mest pacifistiske, når han skrev politiske indlæg, men uden tvivl den, som sendte flest danske i krig. Det er jo altid lettest at udføre det modsatte af ens egen holdning, for så ved vælgerne, at det ikke sker af lyst – men af pligt. Socialdemokraten Mogens Lykketoft var den, som sad kortest tid i ministeriet, til gengæld fik Lykketoft senere i tilværelsen en periode i toppen af FN-hierarkiet – det var temmelig enestående. Per Stig Møller havde den faglige tyngde på plads, og så fik han en lang periode – som måske aldrig skulle være blevet afbrudt. Under alle omstændigheder etablerede Per Stig et fortroligt forhold til en lang række af verdens ledere – f.eks. Condoleeza Rice. Det leder frem til Friis Arne Petersens faglige og politiske anerkendelse af Lars Løkke Rasmussen. Selv folk, der har slået sig på Løkke i den politiske kappestrid, må anerkende hans oratoriske elegance. Særligt i den vanskelige balance mellem vores sympati for Israel, og vores medmenneskelige og regeldrevne fornemmelse for, hvornår Netanyahu tærer på sine venners opbakning – i et krampagtigt forsøg på at fastholde sin personlige magt. Særlig her anerkender Friis Arne Petersen Lars Løkkes kompetente og kloge positionering.

Friis Arne Petersen deler den bekymring, vi kender fra alle ressortministerier, hvis ministrene skiftes i en uendelighed, Det eroderer ministeriet politisk, økonomisk og interne indflydelse. Siden Per Stig Møller – i 2010 – har der været 8 udenrigsministre. Ud over ministeriets effektivitet, så er særlig Udenrigsministeriet afhængig af, at ministeren opbygger et netværk. Det siger sig selv, at tillid og indflydelse vokser, med den tid der er til at etablere netværket.

Køb Den Forandrede Verden, så er du i godt selskab!

**********

Den Forandrede verden

• Friis Arne Petersen om fire årtiers diplomati på øverste hylde med aktivisme og nye brudflader