Rusland er en gåde pakket ind i et mysterium og gemt som en hemmelighed, sagde Winston Churchill engang. Men så fortsatte han også med at sige, at nøglen til en forståelse er den nationale interesse.

En god indgang til at forstå nutidens Rusland er bogen Verden set fra Rusland. Ideer, ideologier og utopier, som lige er udkommet på Århus Universitetsforlag.

Her forsøger en lang række nordiske forskere og en enkelt journalist, Flemming Rose, at gøre os læsere og måbende oplyste borgere mere klog på gåden Rusland.

Næppe noget land på nær måske Tyskland har oplevet så voldsomme selvskabte forandringer, som Rusland fra ekstremt autokratisk zarrige, tendentielt liberaliseret samfund, revolution og kommunistisk styre, åbenhed på vej mod liberalitet, og så nu den omvendte vej tilbage til noget fra fortiden.

Læsere af russisk skønlitteratur har altid været kendt med skellet mellem slavofiler eller russisk nationale digtere som f.eks. Dostojevskij og Solzjenitzyn, og så vestligt orienterede intellektuelle som f.eks. Turgenjev og andre mindre kendte. Det ligger som et skisma i russisk kultur langt tilbage i tiden. Peter den Store var den rastløse vestliggører af Rusland og han så Ruslands fremtid i kontakt med det vestlige Europa. Andre ser mere indad og knytter messianske forhåbninger til en ortodoks, russisk sjæl, der er mere oprindelig og ren og god end vestlig dekadence.

Krigen mellem Ukraine og Rusland symboliserer denne modsætning mellem ønsket om et vestvendt, liberalt, markedsøkonomisk demokratisk Ukraine, som ønsker at bryde med den tunge russiske og slaviske arv.

Det er forståeligt, at den russisk-ortodokse kirke må være i ekstase efter kommunismens ophør, fordi det kommunistiske samfundseksperiment var ateistisk og udryddede præster, ombyggede kirker eller jævnede dem med jorden. Symbiosen mellem Ruslands politiske og religiøse magt er steget begge parter til hovedet, og Rusland har ikke konflikten med sig mellem kejser og pave, som vi gennemlevede allerede i middelalderen i Vesteuropa.

Bogens bedste bidrag er ikke fra en forsker, men fra redaktør Flemming Rose om Aleksandr Solzjenitsyn. Næppe nogen forfatter de sidste mange hundreder år har haft så stor politisk virkning som ham, fordi Solzjenitsyn med sit værk Gulag Øhavet formåede totalt at aflegitimere det russisk-kommunistiske samfundsprojekt. Det var ikke bare en variant af New Deal, som godtroende amerikanere mente, eller en ny civilisation som europæiske fellow-travellers påstod og beskrev med stor idealisme. Det var et moderne barbari i kolossalt omfang pyntet med moderigtig ideologi.

Solzjenitsyn blev smidt ud af Sovjetunionen i 1973 og alle troede, at han hørte til i Vesten med dens samfundsmæssige idealer. Men slet ikke. Allerede hans Harvard-tale i 1978, A World Split Apart, holdt på russisk, selvfølgelig, var et generalangreb på Vesten. Han assimilerede sig aldrig til vestlige værdier og talte aldrig andet end russisk og vendte med glæde hjem i 1994 til Rusland og hyldede autokratiet og senere Vladimir Putin.

Solzjenitsyn er radikal ved at flytte fejlen ved den russiske revolution fra Lenin til Kerensky, det var ikke kun kommunismen, som var gal, men også den kvasi-liberalisme, som den første russiske revolution anført af Aleksandr Kerensky stod for. Men han var også kritisk overfor Zar-styrets for imperiale politik.

Flemming Rose beskriver, hvordan Solzjenitsyn allerede i Gulag Øhavet forudsiger en smertefuld fremtid mellem Ukraine og Rusland og luftede ideen og senere gentog den om en folkeafstemning i de befolkningsmæssigt blandede områder mellem russere og ukrainere, en politik som for længst burde have været vestlige krav til Rusland.

Rose sammenligner også Solzjenitsyn med fysikeren Andrej Sakharov, og her kommer skismaet mellem slavofili og tendentiel vestlig liberalisme igen til syne. Sakharov formulerede sig i menneskerettigheder og demokrati, som var fremmede begreber for Solzjenitsyn.

Bogen præsenterer også en række tænkere (Ivan Iljin, Aleksandr Dugin m.fl.), som har og har haft stor indflydelse på Vladimir Putin og det nuværende styres selvforståelse, men deres tanker er svære at sætte ind i en mere rationel ramme eller fremstille som systematiske. Det forbliver mere lejlighedstanker til et Rusland på skillevejen.

Som Mette Skak skriver, er putinisme ”et sammensurium af illiberale ideer og praksisser” med en ”kriminel politisk økonomi” og en mafiastat og kleptokrati tilsat ”imperium-nostalgi”. Og trods sine arkaiske træk benytter putinismen sig også af moderne metoder som cyberangreb og forvrængende propagandisme i stor stil.

Bogens største spørgsmålstegn er kapitlet om filosoffen Aleksandr Zinovjev, som udvistes af Sovjet i 1978 på grund af satireromanen Gabende Højder, men som i 1999 kom hjem og blev mere putinsk end Putin. Gabende Højder er morsom, men også typisk russisk langtrukkent, og ikke med vestlig elegance i satiren, men jeg kan slet ikke se Zinoviev for mig, som døde i 2006, som russisk ultra-nationalist. På dansk findes bogen Homo sovieticus fra 1985.

En lille men typisk irritation ved bogen er fra beskrivelser af Stalintiden, hvor der tales om ”kornforsyningskrise” og ”dårlige høstår”, men al mangel på korn i hele Sovjetunionens historie skyldtes kommunismens kollektivisme, som fratog bønder incitament til at dyrke jord, ja, likviderede de fleste selvstændige bønder. Rusland var verdens største hvedeproducent før Første Verdenskrig og Ukraine blev det igen efter kommunismens opløsning. Kommunismens vanvid var alene problemet.

Alt i alt en bog, som gør læseren klogere på en vigtig del af nutidens verdenspolitik. Og når man læser de mange storskrydende russere tale om Ruslands historiske bestemmelse, bør vi altid tænke på, at sammenknytningen af messianisme til folk og fædreland er normal og kendt også fra Grundtvig og mange danske digtere, også USA fabler om at være Guds eget land og hele Det gamle Testamente handler om troen på forjættet land. Messianismen er ikke gal i sig selv, men imperialismen.