Arktis er gået fra at være et lavspændingsområde til at blive en arena for intensiveret stormagtskonkurrence. Klimaforandringer spiller en stor rolle: Regionen opvarmes tre-fire gange hurtigere end resten af kloden, hvilket reducerer havisen og potentielt giver isfrie somre i 2030’erne. Det åbner mulighed for nye sejlruter mellem Asien og Europa samt adgang til store olie- og gasressourcer. Omkring 13% af verdens uopdagede olie skønnes at ligge i Arktis, hovedsageligt under russisk og amerikansk territorium.

Militær tilstedeværelse og sikkerhedsdynamikker

I kølvandet på Ukraine-krigen er den gamle devise “High North, Low Tension” udfordret af fornyet stormagtrivalisering i Arktis. Rusland har oprustet betydeligt i regionen og genåbnet sovjetiske baser, især på Kolahalvøen og langs Nordøstpassagen som led i sin strategi om at kontrollere den Nordlige Sejlrute og beskytte sine økonomiske interesser i Arktis. På trods af Ruslands store tab i Ukraine bliver Arktis fortsat prioriteret højt i Moskvas sikkerhedskalkule. Som respons har Vesten øget fokus på Arktisk forsvar: Finlands og Sveriges nylige NATO-medlemskab betyder, at 7 ud af de 8 arktiske stater nu er allierede i NATO.

Ressourceadgang og energipolitik i Arktis har også sikkerhedspolitiske implikationer. Smeltende havis gør det lettere at udnytte olie, gas og mineraler, og dette tiltrækker interesse fra både arktiske stater og eksterne aktører. Rusland ser Arktis som afgørende for sin økonomi – en betydelig del af landets BNP og energiproduktion kommer fra Arktis. Sanktioner mod Rusland pga. Ukraine-krigen har dog presset Moskva til at søge kinesisk kapital og teknologi for at udvikle arktiske projekter.

Kina har investeret omkring 90 mia. USD i arktiske energi- og ressourceprojekter det seneste årti, primært i partnerskab med Rusland. Beijing erklærede sig i 2018 som en “nær-arktisk stat” og Kina har fået observatørstatus i Arktisk Råd sammen med bl.a. Japan, Indien og EU. Vesten betragter dog Kinas arktiske interesser med voksende skepsis.

Ifølge USA’s forsvarsministerium anser kinesiske ledere Arktis for at være et nyt globalt knudepunkt med råstoffer og nye transitveje, hvor Kina kan projicere magt. Kina arbejder tættere med Rusland i Arktis – de to lande afholdt f.eks. en fælles flådemanøvre i Beringstrædet i 2023, og i juli 2024 gennemførte russiske og kinesiske bombefly en fælles patrulje nær Alaska. Denne tiltagende russisk-kinesiske militære koordinering i regionen er uden fortilfælde og vækker bekymring i Vesten.

Diplomati og samarbejde i Arktis er blevet et offer for de geopolitiske spændinger. Arktisk Råd – det vigtigste forum for arktisk samarbejde om miljø og udvikling – blev de facto lammet i 2022, da de vestlige medlemmer nægtede at fortsætte møderne under Ruslands formandskab efter invasionen af Ukraine. Norge overtog formandskabet i 2023 og forsøger at genoplive rådets arbejde om klima, havmiljø og bæredygtig udvikling, men uden Russisk medvirken er rammerne for samarbejde skrøbelige.

Norden og Baltikum i skyggen af Rusland

De nordiske lande og Baltikum oplever i disse år den mest dramatiske sikkerhedspolitiske omvæltning siden Den Kolde Krig. Ruslands krig mod Ukraine har fjernet enhver tvivl om Kremls villighed til at bruge militær magt imod nabolande, og det har rykket fundamentalt ved trusselsbilledet i Nordeuropa. NATO’s militære posture i Baltikum og Norden sigter nu mod et fremskudt forsvar. Det indebærer, at de multinationale NATO-enheder, som siden 2017 har været til stede i Estland, Letland, Litauen og Polen, opgraderes.

I Litauen har Tyskland taget føringen og erklæret, at de vil øge deres nuværende bataljon til en brigade på omkring 4.000 soldater, der permanent skal stationeres, så snart Litauen har de nødvendige faciliteter klar (forventet i 2025).

Canada har på tilsvarende vis lovet at forstærke sine styrker i Letland med en eskadron Leopard 2-kampvogne og op til 1.200 ekstra soldater, hvilket bringer det samlede canadisk-ledede styrkebidrag i Letland op på 2.200 mand fra 2026.

I Estland har Storbritannien valgt en lidt anden model: briterne har etableret en højberedskabs-brigade på hjemmebane, der hurtigt kan deployeres og opgradere den britisk-ledede bataljon til brigadestørrelse under en krise.

Ud over de multinationale NATO-indsatser øger de nordiske og baltiske lande selv deres forsvarsbudgetter og kapaciteter markant. Polen og de baltiske lande bruger nu alle over 2% af BNP på forsvar (Polen ca. 4%). Der investeres i nye våbensystemer – f.eks. HIMARS-raketartilleri og Patriot-luftværn til Polen og de baltiske stater.

Finland har bestilt 64 F-35 kampfly for at modernisere sit luftvåben. Finland er desuden begyndt at sikre sin lange østgrænse mere robust – herunder bygning af hegn og overvågning – for at håndtere både militære og hybride trusler såsom mulig brug af migranter eller andre grænseprovokationer fra russisk side.

I Sverige genindførte man værnepligten i 2017 og opruster Gotland med nye regimentsstyrker, kystmissiler og luftforsvar. Norge øger sin tilstedeværelse i den arktiske Finnmark-region tæt på Rusland, bl.a. med NATO’s hjælp til overvågning af Barentshavet og ubådsaktivitet. Danmark har efter en folkeafstemning i 2022 afskaffet sit EU-forsvarsforbehold og deltager nu fuldt i EU’s forsvarssamarbejde, og lige så vigtigt har Danmark indgået nye aftaler for at styrke NATO-indsatsen i Nordatlanten og Østersøen.

En særlig udfordring i Norden og Baltikum er hybride trusler og gråzone-aktiviteter, som Rusland allerede benytter og kan eskalere. Dette inkluderer cyberangreb på kritisk infrastruktur, informationspåvirkningskampagner mod befolkningerne, samt direkte sabotage. Dette har nødvendiggjort at overvågningen af undervandskabler, rørledninger og havne er blevet intensiveret. NATO og EU har nedsat beskyttelsesteams for kritisk infrastruktur.

Baltikum har længe været frontlinje for russisk desinformation og propaganda rettet mod de russisktalende mindretal og for at så splittelse i NATO/EU. Alle tre baltiske lande har oprettet enheder til at bekæmpe informationspåvirkning og arbejder tæt med EU’s StratCom-enhed og NATO’s Center of Excellence for StratCom i Riga.

Relationen til Rusland og Kina

I Norden og Baltikum er Rusland den altoverskyggende sikkerhedsudfordring. Efter Ukraine-krigen betragtes Rusland af både NATO og EU som en direkte trussel mod europæisk fred og stabilitet. Forsvarsalliancerne forbereder sig nu på et langt strategisk modsætningsforhold til Moskva, uanset om krigen i Ukraine skulle fryse fast eller ende. I de næste år vil NATO’s tilstedeværelse ved Ruslands grænser formentlig blive endnu mere robust. De diplomatiske kanaler er næsten lukket ned: De nordiske lande havde tidligere råd som Barentsrådet til dialog med Rusland, men Finland forlod i 2023 det forum i protest mod Ruslands aggression. I stedet dyrker de nordiske naboer samarbejdet indbyrdes og med andre demokratiske allierede.

Kina spiller en mere indirekte rolle i Norden og Baltikum. Kinesisk tilstedeværelse i selve Østersø- og nordisk område er begrænset militært, men økonomisk og teknologisk har Kina forsøgt at få fodfæste f.eks. via investeringer i havne eller 5G-infrastruktur. Baltiske regeringer er blevet mere skeptiske over for kinesiske projekter – Litauen røg i diplomatisk konflikt med Beijing i 2021 ved at åbne en repræsentation for Taiwan, hvilket førte til kinesiske handelsstraffe mod Litauen. EU har siden hjulpet de baltiske lande med at modstå kinesisk pres. Generelt ses Kina i Norden/Baltikum mere gennem teknologisk konkurrence og spionagerisiko.

Forsvarssamarbejde, strategisk autonomi og hybride trusler

Krigen i Ukraine har fungeret som en katalysator for EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Hvor EU traditionelt har spillet en sekundær rolle i hård sikkerhed (historisk overladt til NATO og USA), er der nu en erkendelse af, at europæisk forsvarssamarbejde må op i gear – specielt set i lyset af Trump`s udmeldinger. Europas afhængighed af USA’s militær er kommet i fokus, både fordi det transatlantiske bånd er usikkert under Trump, og fordi et mere aggressivt Rusland truer Europas egen periferi. Samtidig udfordrer Kina og andre autokratier EU på teknologisk og økonomisk front. Resultatet er en række EU-initiativer, som skal styrke Unionens evne til at handle sikkerhedspolitisk.

Permanent Struktureret Samarbejde (PESCO) er hjørnestenen i EU’s nyvundne forsvarsambitioner. Siden lanceringen i 2017 er PESCO vokset til at omfatte 26 medlemslande – Danmark tiltrådte PESCO i 2022 efter ophævelsen af forsvarsforbeholdet. Der er igangsat 68 fælles PESCO-projekter på tværs af land-, luft-, sø-, rum- og cyberdomæner, som skal forbedre Europas militære kapaciteter og interoperabilitet.

Den Europæiske Forsvarsfond (EDF) supplerer PESCO ved at tilføre penge til fælles udvikling af forsvarsteknologi. EDF blev etableret i 2017 og har for budgetperioden 2021-2027 omkring 8 mia. euro til rådighed – heraf 2,7 mia. øremærket til forskningsprojekter og 5,3 mia. til egentlig kapacitetsudvikling.

Strategisk autonomi er blevet et mantra i EU’s strategiske diskurs, især anført af Frankrig. Begrebet dækker over evnen til at handle selvstændigt militært og sikkerhedspolitisk, uden altid at være afhængig af allierede (læs: USA). Efter Brexit og med en initial usikkerhed om USA’s engagement under Trump, fik idéen momentum. Dog hersker der forskellige fortolkninger blandt medlemslandene: Frankrig ser strategisk autonomi som et mål om, at Europa selv kan stabilisere nærområder og forsvare egne interesser, mens østlige lande som Polen og de baltiske stater frygter, at det kan underminere NATO.

Kompromisset synes at være, at strategisk autonomi forstås som “strategisk komplementaritet” til NATO – altså at EU opruster sine evner på en måde, der også styrker det transatlantiske forhold. I praksis har EU taget skridt til at forøge sin handleevne. I de kommende fem år forventes EU at intensivere denne kurs – man taler om “de-risking” i forhold til Kina, hvilket betyder at reducere kritiske afhængigheder uden nødvendigvis at afkoble al handel.

Hybridtrusler og robusthed er et område, hvor EU ser sig selv spille en nøglerolle komplementært til NATO. EU har civilt redskabsmaskineri som NATO ikke har, f.eks. lovgivning mod desinformation på sociale medier, beskyttelse af valg, energisikkerhedspolitikker osv. Som nævnt har EU udviklet en hybrid respons-værktøjskasse efter 2022. Der er også etableret et Europæisk Center for Excellence for Kontrahybrid i Helsinki, hvor både EU- og NATO-lande deltager i at dele viden om hybridt trusselsbillede.

Fremover kan vi forvente et langvarigt modsætningsforhold til autokratiske stormagter. Rusland vil fortsat være en uforudsigelig trussel mod sin periferi, og Kinas globale ambitioner vil kunne mærkes selv i Europas nordlige hjørne, om end indirekte. Samtidig vil Vestens svar forme sig omkring en kombination af stærke alliancer og egen oprustning: NATO’s kollektive forsvar bliver hjørnestenen, suppleret af EU-indsatser og koalitioner af villige nationer til specifikke formål.

Et positivt element midt i usikkerheden er, at de demokratiske lande i Nordatlanten og Europa i høj grad har genfundet sammenholdet, men denne solidaritet vil blive testet af politiske og økonomiske belastninger. Oprustning koster, energiskiftet er dyrt, og vælgerne kan blive utålmodige. Vi ser allerede voldsomme forskelle i holdninger fra Spanien/Italien over Polen og til De Nordiske lande.

De kommende år bliver afgørende for, om Arktis forbliver et nogenlunde stabilt område trods stormagtsinteresser, om Norden forbliver tryg gennem styrke, og om EU kan udvikle den kapacitet og enhed, der skal til, for at matche en mere farlig verden.