”Vi skal aldrig undervurdere ideers kraft”, siger Javier Milei, Argentinas præsident. Han er selv uddannet økonom og var i 20 år professor i økonomi, men hans karriere tog en hel anden drejning, da han i 2014 begyndte at læse den såkaldt ’østrigske skole’ indenfor økonomien. Han var opflasket som keynesianer, som han anser for ’quasi-marxistisk’, og underviste og docerede i traditionel neoklassisk økonomi, som han også kalder ’funktionel socialistisk’.

Da han så for 10 år siden på en students opfordring læste Murray Rothbard, von Mises og F.A. Hayek fandt han ud af, at ”alt, hvad jeg i 25 år har undervist i, var totalt falskt”. En brat opvågnen, som også resulterede i, at han fra da førte en enmandskrig i den argentinsk debat. Han følte sig som i filmen Gladiator, hvor alle var imod ham. Milei blev kendt fra debatter i argentinske medier, og sit nye budskab førte han frem med ildhu og energi. Intet var mer det samme for ham.

For nylig kom den første biografi på et verdenssprog om Argentinas nye præsident, skrevet af Philipp Bagus, en tysk økonomiprofessor i Spanien (Die Ära Milei. Argentiens neuer Weg, 2024).

Milei har gjort kometkarriere i politik og med et klart formuleret og også velargumenteret politisk program. Vi er bare ikke vant til at høre det.

Den østrigske skole indenfor økonomi bygger på en række østrigske økonomer fra 1900-tallet, den første hed Karl Menger, som udviklede den subjektive værdilære eller grænsenytteteori. Hans elev Ludwig von Mises er især berømt for opgøret med troen på planøkonomi, nemlig at priser bestemt af udbud og efterspørgsel er et helt afgørende redskab for at regulere et samfund, og at priser ikke kan fastsættes bureaukratisk eller politisk, altså kunstigt, men må opstå i en markedsproces. Og når centralstyrede økonomier så forsøger at fastlægge priser, vi det altid resultere i en over- eller underudnyttelse af ressourcerne, altså samfundsmæssig tåbelighed. Von Mises’ elev F.A. Hayek er den mest kendte ’østrigske økonom’, som fik nobelpris i 1974, og på det tidspunkt var Hayek næsten ukendt i akademiske kredse og fagøkonomer kendte ikke hans navn, men i 1930erne havde han haft debatter i Storbritannien, hvor han var professor i London, med John Maynard Keynes. Hayeks pamflet Vejen til trældom er udkommet på dansk (1946 og 1978).

Det var denne idetradition, som vakte Milei, og ændrede hele hans syn på økonomi. Bagus sammenligner hans politiske projekt med Ludwig Erhards i efterkrigstidens Tyskland, som over natten afskaffede alle reguleringer og med meget stor succes skabte rammerne for det tyske økonomiske mirakel. Erhard koketterede altid med, at nazismen først endeligt blev afskaffet i 1948, nemlig da reguleringsøkonomien blev stoppet. Erhards inspireredes af ordoliberalismen, som fulgte samme strømning som den østrigske skole, dog uden de store filosofiske bevægelser.

Særligt Argentina har en rig fortid. I 1896 var landet det rigeste i verden pr. indbygger og lå i mange år i top, kun overgået af Storbritannien. Fra landet i 1853 fik en liberal forfatning og frem til 1930erne var Argentina rigt og velstående med en kæmpeeksport. Så begyndte nedturen, pesos’en gik væk fra guldet og devalueredes af politikerne, en ny politikertype kom til, Juan Peron og peronismen som inspireret af fascisme og socialisme lovede guld og grønne skove uden forstand på økonomien bag. Siden da har præsidenterne på forskellig vis forsøgt at lappe på økonomien uden succes.

Den sande populisme er peronisme med korruptionen som evig følgesvend. Den sande antipopulisme står Milei får, når han ikke lover godbidder fra staten i form af mindsteløn, pensioner, understøttelse, subsidier osv. Milei vil med al den frihed og innovation, som er blevet kvalt i de vestlige demokratier af bureaukrater og politikere, genoplive Argentina og igen gøre det til en økonomisk supermagt.

Da Milei vandt præsidentvalget i 2023 brugte de øvrige kandidater henholdsvis 74, 19 og 2,3 mio. dollars i annoncering og Milei brugte 0. Derimod støttede et hav af frivillige og unge mennesker Milei via sociale medier. Samtidigt fremstod Milei som en autentisk og ærlig politiker og ubesmittet af systemet, som han hele tiden skældte ud på som en sammenrottet politisk kaste. Især den yngre generation var ulideligt træt af status quo, nemlig den lange arv fra peronismen med sammenblanding og korrumpering af stat, politik og erhvervsliv og i de slemme perioder med militærdiktatur.

Milei blev berømt med sin motorsav, der skulle skære overflødigt fedt væk på statsapparatet, og genskabe Argentina som en ren markedsøkonomi og retsstat. Et stærkt politisk narrativ!

Milei er politisk ukorrekt men koherent. Han har teori og moral bag sig til at understøtte sin politik. Og han er utrættelig i at lammetæve alle varianter af marxisme, woke, cancelculture, LGBTQIA+-privilegier, globalisme og klimahysteri. Selvom Milei ikke er gift, har børn eller optræder gudfrygtigt overfor den katolske kirke, og slet ikke overfor pave Frans som han i bedste Martin Luther-stil har kaldt ’imbecil’ og ’ond’, er han en fanatisk modstander af abort. Milei er også en solid understøtter af Israels politik og har overvejet at konvertere til jødedom.

Det bliver spændende at se, hvordan Argentina udvikler sig under Javier Milei, og om vi i Europa skal se hen til Sydamerika for fremtidig inspiration til at reformere vores velfærdsstater og EU.