Finans Danmark har udsendt en pressemeddelelse med overskriften:

Finanssektorens klimapartnerskab lancerer fem anbefalinger, der skal få den grønne omstilling op i tempo.

Til det brug har man bedt konsulentfirmaet COWI om at udarbejde en rapport, der kan kaste lys over de hindringer, der står i vejen for en hurtigere grøn omstilling. Baggrunden er noget dyster, hvis man ellers tror på nødvendigheden af den grønne omstilling. Grønne firmaer, f.eks. Northvolt, Green Hydrogen Systems og Better Energy er gået fallit. Det store udbud af havvind i december endte uden bydere. Energiøerne er udskudt på ubestemt tid, og brintrørledningen i Jylland er blevet reduceret i længde og tidsplanen vakler.

På baggrund af COWI’s rapport – den kommer vi tilbage til – har Finanssektorens klimapartnerskab nu barslet med fem anbefalinger, der skal sætte skub i udviklingen.

1) Sikre stabile afsætningspriser på grøn energi

Det er jo et faktum, at mange af de grønne løsninger, f.eks. havvind, generelt producerer meget dyrere end de gennemsnitlige markedspriser. Her må der statsstøtte til.

2) Understøtte at energien kan afsættes og understøtte nødvendig infrastruktur

Strøm og brint skal føres ud til kunderne, så der skal være kabler eller rør til transporten. Kunderne skal også efterspørge energien i tilstrækkeligt omfang.

3) Mere fleksibilitet så der skabes forretningsudvikling

Her er der tale om, at regeringen ikke skal være alt for ufleksibel i sine krav til f.eks. nye havvindmølleparker. Investorerne skal have øget frihed til selv at udforme projekterne. Det har netop Energistyrelsen også skrevet en bemærkelsesværdig rapport om.

4) Udvide garantiordninger for nye grønne teknologier

Der skal ydes mere støtte og bedre garantiordninger fra statens side i forbindelse med udviklingen af nye grønne teknologier. Hvis staten garanterer helt eller delvist, reduceres de private investorers risiko ved den nye teknologi tilsvarende.

5) Hurtigere sagsbehandling

Kortere sagsbehandlingstid, mindre bureaukrati og fnadder, f.eks. i forbindelse med lokale protester mod nye møller eller hensyn til fugle og flagermus.

Massiv statsstøtte

Det er åbenlyst, at i hvert fald tre af punkterne handler om statsstøtte i massivt omfang. At det er hovedbudskabet kommer til at stå mere klart, når man læser den underliggende rapport fra COWI. Den er ganske interessant, den er på 120 sider og burde indeholde en masse detaljer vedrørende økonomien i den grønne omstilling. Det gør den så ikke, selvom der er mange tal undervejs.

Et helt centralt punkt vedrørende den grønne omstilling er ellers, hvad elektriciteten og f.eks. brinten kommer til at koste. Her er vi jo blevet lovet af skiftende regeringer, at den grønne omstilling vil vise sig at være økonomisk favorabel for samfundet.

COWI kigger da også på prisen på strøm fra havvind, men her tager man bare tallene fra Energistyrelsens Teknologikatalog, der ikke er blevet opdateret siden 2022 og som rummer meget optimistiske tal for elprisen pr. kWh – man forventer således, at den kan komme helt ned på godt 20 øre inden for få år. COWI nævner derefter, at priserne nok i mellemtiden er steget lidt, men man vælger at gå videre med Energistyrelsens tal. Her siges det lige ud, at man helt ser bort fra de resultater, som f.eks. PwC nåede frem til i fjor, og som klart viste, at havvinden er urentabel.

Man forholder sig heller ikke til, at Boston Consulting Group i deres rapport om det mislykkede udbud i december dokumenterer, at sidste års gennemsnitlige elpris på 54 øre/kWh blev fundet for lav af byderne. Derfor skal prisen for vindmølleoperatørerne i fremtiden væsentligt højere op. COWI nævner også nogle tal for de seneste britiske udbudsrunder, hvor man endte på 59 £/MWh, hvilket svarer til ca. 52 øre/kWh – men det er i 2012-priser, hvilket COWI åbenbart har overset. I nutidspriser er vi over 70 øre/kWh.

Årsagen til de voldsomme prisstigninger er naturligvis, at udstyret er blevet meget dyrere, og samtidigt er renten steget fra nul i 2021 til omkring 4% i dag. Det er en kolossal ekstrabelastning for projekter med vedvarende energi, fordi næsten hele omkostningen falder i forbindelse med investeringen, og derefter skal der betales renter.

COWI når på basis af Teknologikataloget frem til, at de samlede danske investeringer i forbindelse med den grønne omstilling (som Energistyrelsen forestiller sig den, se fig. 1) bliver på 500 milliarder kroner allerede inden 2030 og 900 hhv. 1400 mia. kr. frem mod 2035 og 2050. Da beløbene som nævnt er baseret på urealistisk lave tal, vil de i praksis blive endnu højere.

Fig. 1: Energistyrelsens udbygningsplaner frem til 2050

Men det er slet ikke COWI’s hovedærinde. I stedet gennemgås behovet for statsstøtte og garantier i forbindelse med alle de påtænkte grønne teknologier. Havvinden skal spille en nøglerolle i fremtidens forsyning, og derfor skal der genindføres støtteordninger, f.eks. Contract for Difference, CfD, hvor mølleejeren i princippet får en fast pris for sin strøm, uanset hvad markedsprisen måtte være. Da markedsprisen næsten konsekvent er lavere, end hvad havmøllerne kan producere til, vil det selvfølgeligt ende med store løbende udbetalinger til mølleselskaberne.

Men staten skal også hjælpe til med at finansiere nye kabelforbindelser og brintrørledninger, samt naturligvis give tilskud til f.eks. brintfremstillingen. Det står klart efter læsningen af rapporten, at der reelt ikke er noget element i den grønne omstilling, der kan klare sig økonomisk uden støtte. Således nævnes også biogasanlæggene, der i årtier har været faste modtagere af tilskud for at gøre gassen konkurrencedygtig med naturgas.

COWI peger dog også på andre løsninger, inspireret af den vildtvoksende skov af direktiver, der spyttes ud af EU’s maskineri i Bruxelles. Hvis f.eks. brinten eller Power to X-brændstofferne er for dyre, så kan man simpelthen ved lovgivning tvinge virksomhederne eller transportselskaberne til at bruge dem. Derved kan man sikre afsætningen, og således give producenterne økonomisk tryghed. I hvert fald indtil de ramte kunder vælger at lukke forretningen, fordi den ikke længere er konkurrencedygtig.

Men alternativt kan man vælge at smøre endnu flere skatteyderpenge ud over foretagendet. Således citerer COWI en ny tysk ordning, der skal hjælpe brintproducenterne. Her vil staten dække forskellen mellem prisen på den grønne brint og så markedsprisen. Her kunne der blive tale om produktionsudgifter på 70 kr./kg brint versus en markedspris på måske 12 kr. Differencen, 58 kroner, dækker staten. Foreløbigt er der afsat 900 mio. euro til ordningen.

Den reelle konklusion af COWI’s rapport er grundlæggende, at den grønne omstilling bliver et særdeles dyrt bekendtskab for Danmark og de øvrige EU-lande. Udgifterne til energien i dens forskellige former kommer i alle tilfælde til langt at overstige de nuværende markedspriser, der ellers er høje nok og volder store problemer. Kun massive tilskud fra offentlige kasser kan få udviklingen til at fortsætte. Hvis kunderne derved får energien til acceptable priser, bliver de i stedet forarmet ved skyhøje skattestigninger. Mon Finans Danmark har gjort sig det klart?