Den danske grundlov ligger i et udstillingsskab på Christiansborg og fejres behørigt hver år den 5. juni.

Der bliver passet godt på den, og så gør den ingen skade.

Alle er enige om at fetere den 175 år lov.

Og mange mener, den hører til i et skab og en montre, fordi den er utidssvarende og forældet. Den har ikke når så mange smukke rettigheder og hensigtserklæringer og værdier som mange nye forfatninger. EU´s højtidelige erklæringer har for længst taget førertrøjen i svulstig retorik, der dyrker menneskets værdighed. Moderne forfatninger er Rousseaus´s børn, som ser mennesket som uskyldigt og godt.

Der kan D. G. Monrads gamle formuleringer slet ikke tage konkurrencen op, og Grundloven er da også mest et historisk aktstykke, der symboliserer magtskiftet i det danske samfund i 1849. Den flyttede magten fra kongen til folket, erstattede enevælde med folkestyre.

Alligevel sidder grundloven lige i skabet og rammer lige i plet.

For grundloven er og bliver en genial ramme for det danske samfund i al dets vaghed og ælde. D.G. Monrad, som skrev det første grundlovsudkast, var ikke barn af Rousseau, men snarere af tidens angelsaksiske liberalisme, hvor der skal sættes få og tydelige grænser, men ikke reguleres i detaljer.

Grundlovens ånd og samfundsvision er en retsstat styret af folket gennem en rigsdag valgt på forskellig vis af folket med visse buffere. Det var ikke tanken, at staten skulle være særlig stor og slet ikke forsørge befolkningen eller dele af den. Grundloven blev til i en tid med stærk tiltro til markedet, frivilligheden og civilsamfundet.

Grundloven indeholder intet om en velfærdsstat. Ikke at grundloven er imod at den politiske bruges til at opbygge en stor offentlig sektor og omfordeling, som er politisk ideal for socialister og socialdemokrater, men grundlovsfædrenes oprindelige intention lagde ikke op til en stor stat, men snarere til at stærkt, bredt og virkelystent civilsamfund.

Grundlovsværdierne er:

• Lige rettigheder/lighed (men ikke resultatlighed)• Frit marked gennem næringsfriheden
• Privat ejendomsret – ejendomsretten er ukrænkelig.
  Skat kan kun indføres ved lov – No taxation without representation
• Frihedsrettigheder (ytrings- og trosfrihed)
• Retsstat – ved at forvaltningen adskilles fra retsplejen og lægmand indføres
• En tendentiel adskillelse af stat og kirke
• Skolefrihed ved at der gives ret til hjemmeundervisning/ friskoler

Mere interessant er måske, hvad der ikke gives som rettighed i grundloven og som folketinget ikke er forpligtet på at gennemføre:

• Ingen ret til folkepension
• Ingen ret til efterløn
• Ingen ret til overførselsindkomst
• Offentlig hjælp til dem, der ikke kan ernære sig og sine
• Ingen ret til gratis videregående uddannelse (kun ret til gratis folkeskole)
• Ingen ret til offentlig sundhedspleje/sygehuse

Når grundloven sidder lige i skabet, skyldes det, at alle disse politiske målsætninger hermed hører til det politiske arbejde, og let kan gennemføres i folketinget med simpelt flertal. Det giver elasticitet og pragmatik, og et godt samfund.

Hvis de ovenstående værdier var indskrevet i grundloven som rettigheder, ville misligholdelsen af disse rettigheder være et domstolsanliggende. Og ikke et demokratisk spørgsmål. Så skulle borgerne anlægge sag ved domstolene. Nu kan de ændre på forholdene gennem et X på valgdagen.

Det er kun frihedsrettigheder, som er indskrevet i grundloven, og rationalet bag er, at frihed ikke kræver en skatteyderbetalt politik for at kunne gennemføres, men kun kræver andre menneskers passivitet.

Den danske grundlov sidder godt i skabet, fordi den er en heldig konstruktion, som hverken lover for meget til borgerne, eller giver politikerne for frie tøjler til at føre politik.

Samtidigt symboliserer grundloven også – visdomsfuldt – at regler ikke er og aldrig kan udtømme det samfundsmæssige univers, men at menneskelivet i fællesskaber må bero på en vis fællesforståelse og samhørighed, som er betingelse for fortolkning af grundloven.

Den egentlige skandale i dag er dels, at folketinget har overladt den øverste fortolkning af dansk lov og ret til internationale domstole med dommere, som ikke kan sige eller forstå et ord dansk og ikke behøver at kunne placere Danmark på et verdenskort og med kvalifikationer utilstrækkelige til at blive fodbolddommer i 4. division. Højesteret er i sit navn en farce, som må rette sig pænt efter disse domstole.

Den anden skandale er, at det danske folketing har vedtaget en lovgivning som åbner det danske samfund for mentaliteter og kulturer, som slet ikke er gearet og synkroniseret til en retsstat og liberale frihedsværdier, og at dette fortsat er ekspanderende: Og dette måske på lang sigt er med til at kollapse det danske samfund, så grundlov og Jyske Lov bliver hældt ned af brættet og ordene om at ”var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest” bliver til romantisk Frode Fredegod-fortid. Men vi oplevede det i vores tid, og i vores tid gik det til grunde.

Begge skandaløse udviklinger er vedtaget med store flertal i folketinget over lange perioder og ved højlys dag med tre behandlinger, så intet burde overraske.

Vi ligger i Danmark som vi selv har redt og beredt os til.