”At transformere spørgsmål om fakta til spørgsmål om intentionen har været kendetegnende på en totalitær tankegang”

Denne sætning af Hannah Arendt beskriver politik bedre end noget andet i de sidste 100 år. Og vi kender mekanismen også i dag, dagligt i samfundsdebatten. Alle kender åbenlyse ting, der ikke må siges, og hvis det antydes, bliver det mødt med bebrejdende blikke. Hvorfor siger du lige det?

Faktuelle spørgsmål ignoreres, hvis fakta er ubehageligt, eller vendes om og moraliseres, så kendsgerninger gøres fordækte eller forkerte.

“Gut gemeint ist das Gegenteil von wahr” siger man på tysk, og det vil sige, at sandheden undertrykkes af det velmenende. Sandhedens modsætning er ikke falskhed og usandhed, men moral og især selvindbildt god moral.

Arendts diktum sporer det totalitære, når verden ikke ses som den er, men som den burde være. Når øjne og ører påbydes ikke at tro, hvad de ser og hører. Som i Orwells 1984.

Ideen om at sandheden er normativ går tilbage til Platons idelære, hvor sandheden om tingene i verden er en ide, og som tingene skal leve op til. En sand stol er en stol, der er god at sidde i. En usand eller dårlig stol brækker benene eller sædet er for hårdt og ryglænet skævt.

Verden skal således måles på, om den lever op til vores ideer om den. Teorier om samfundet, fra statistik til disputatser, skal måles på, om de fremmer og er i overensstemmelse med verdensmålene, menneskerettighederne og CSR. Det er officiel universitetspolitik.

Hannah Arendts DNA i hele sit forfatterskab er denne ukuelige vilje til sandhed, uanset om den er belejlig, comme il faut, uvelkommen eller ude af trit med tidsånden.

Venstreorienterede på frihjul

Arendt slog igennem med trebindsværket Origins of Totalitarianism i 1951 (dansk udgave 1971-79), hvor hun brugte termen ’totalitær’ til at karakterisere nazismen og kommunismen, men også imperialismen og antisemitismen. Værket var med til i 1950erne at komme til forståelse af den verden, som få år forinden havde kæmpet blodige krige og udøvet massemord og holocaust. Hvad var det for kræfter, der var i spil?

Værket kan ses som en parallel til Karl Poppers The Open Society and Its Enemies, som kom i 1945, og F.A. Hayeks The Road to Serfdom fra 1944. Fælles er deres gruppering af kommunisme og nazisme som generiske, som varianter af samme model, mens de offentlige meninger og politikken især i Europa trak skellet mellem fascisme og anti-fascisme, hvor de venstreorienterede bevægelser kørte på frihjul som anti-fascistiske.

Arendt tilhørte gruppen af liberale antikommunister eller cold war liberals, som i 1950erne dominerede det demokratiske parti i USA. Republikanernes tendens til tilbagetrukken isolationisme gjorde dem mindre skarpe. Så vidt forskellige politikere som Harry S. Truman, John F. Kennedy, Willy Brandt og Jens Otto Krag er her repræsentative.

Blandt faghistorikere og især som de blev mere venstresnoede siden 1960erne blev det ikke populært at bruge totalitarisme-begrebet til at beskrive både Sovjet og Nazitidens Tyskland. Det blev set som ideologisk og politiserende, men det var den tradition, som Arendt skrev sig ind i. Først efter Murens fald blev totalitarisme igen rehabiliteret som en nyttig samlebetegnelse.

Ondskaben er diabolsk

I 1950erne chokerede Hannah Arendt endnu mere ved et lille essay, ”Reflections on Little Rock”, skrevet i 1957, men først trykt i 1959 i det venstreorienterede tidsskrift Dissent, som samtidigt tog skarpt afstand fra artiklen med disse ord: ”Vi trykker den ikke, fordi vi er enige, tværtimod, men fordi vi tror på ytringsfrihed selv for de synspunkter, som synes os helt forkerte”.

Arendt kommenterede konsekvenserne af den amerikanske højesteretsdom i 1954, Brown vs. Board of Education, som ophævede den negative racediskrimination i Sydstaternes skoler, men samtidigt pålagde positiv integration i skolerne. Det var den sidste del, som Arendt kritiserede på baggrunden af urolighederne i bl.a. Little Rock. Arendt mente ikke, at staten kunne og burde gennemtvinge desegregation uanset de gode intentioner, altså tvinge børn til at gå sammen i skoler, som forældrene ikke ønskede.

Arendt vart helt enig i ophævelsen af Jim Crow-lovgivningen, som gav delstaterne ret til at diskriminere efter race, men udtalte sin tydelige dissens overfor midlet til at imødegå fortidens fortrædeligheder og fordomme, nemlig positiv diskrimination. Hun mente ikke, at der kunne komme godt ud af at tvinge mennesker til at være sammen.

Artiklen fulgte ovenpå værket The Human Condition i 1958 (dansk oversættelse, Menneskets vilkår, 2005), som skelner mellem det politiske, hvor lighed og rettigheder er grundprincipperne, og hvor mennesket er frit, og så det sociale i samværet med andre, hvor mennesker er bundet sammen og forbundne. Den positive tvangsintegration i skolerne, som et stort flertal af danske forældre ville være uenige i – i hvert fald m.h.t. deres egne børn, anså Arendt for et politisk indgreb i det sociale, som ikke kunne løses nogle problemer. Ligesom George Orwell også i bogen The Road to Wigan  Pier fra 1937 skrev, at et forceret forsøg op at komme klassemodsætningerne og fordommene til livs ville være kontraproduktivt.

Men mærker hele tiden Arendts vilje til ikke at lade problemstillinger moralisere, eller gøre den moralske indstilling bestemmende over den nøgterne analysere af forholdene, også selvom konklusionerne bliver politisk ubelejlige. Der kommer ikke noget godt ud af ”rutinemæssigt at repetere liberale klicheer”, som Arendt skrev.

I 1961 lagde Hannah Arendt sig igen ud med en stor offentlighed, da hun fulgte og kommenterede retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem, og skrev bogen Eichmann in Jerusalem. A report on the banality of evil, 1963 (dansk udgave: Eichmann i Jerusalem. En rapport om ondskabens banalitet, 2007). Arendt skabte udtrykket ‘ondskabens banalitet’, da hun hævdede, at Eichmann ikke var ond, men kun en bureaukrat og medløber, der handlede som en god kontornusser. Da holocaust stod som det ondeste af det onde, den intentionelle og planlagte masse-likvidering af millioner af mennesker, virkede det som en voldsom provokation, da Arendt ikke beskrev Eichmann som et monster, men som en dygtig kontormand, der uden at stille spørgsmål gennemførte de opgaver og ordrer han fik i systemet.

Hvis ondskaben kun blev udført af djævle med trefork og horn i panden, ville den være meget nemmere at imødegå og forebygge i sin vorden, men ondskaben er netop diabolsk ved ofte ikke at kunne ses, før det er for sent.

Arendts konservative kritik 

I 1970 udkom bogen On violence (dansk udgave: Om vold, 1970), som gav en hård kritik af ungdoms- og studenteroprøret. Det var primært denne leflen med vold, som oprøret inkarnerede, som vakte Arendts forargelse. Hun ser Jean-Paul Sartre som den store skurk med sætninger som ”vold, der ikke lader sig holde tilbage, er mennesket, der skaber sig selv på ny” og ”at skyde en europæer ned er at slå to fluer med et smæk … tilbage bliver en død mand og en fri mand”. Arendt ser det uhyrlige opstå af denne lovprisning af vold med studenterbevægelsen, og især når studenter ”slutter sig sammen med udskud, hippier, narkomaner og psykopater”.

Arendts kritik er ganske konservativ, og sådan blev det faktisk også set i 1970. I Kristeligt Dagblad blev bogen om vold anmeldt af cand.theol. Per Salomonsen, der sluttede: ”jeg kan ikke fri mig for at mistænke hende for ’konservatisme’. Måske misbruger hun sin påtrængende logik til at sætte det amerikanske studenteroprør og borgerrettighedskæmperne på plads. Måske er hun en gusten fortaler for ’law and order’” (17/2 1971).

Gik mod konsensus

I 1975 hædrede Københavns Universitet Hanna Arendt med Sonningprisen. På det tidspunkt var Arendt så godt som ukendt i Danmark, og kun den lille bog om vold var oversat til dansk og udkommet på et sporadisk forlag. Hans Hertel skrev ved den lejlighed, at Arendt er ”et af de store kontroversielle navne i amerikansk samfundsforskning og samfundsdebat i disse år … men hertillands er hun ikke synderlig kendt og citeret” (Information 18/4 1975).

”Sonning-prisen til eksilforfatter” lød Kristeligt Dagblads overskrift (14/2 1975), hvor professor Steffen Steffensen karakteriserede Arendts forfatterskab ved, at ”skrifterne er ofte præget af dristig nytænkning, hvorfor hun har virket stærkt inspirerende på den internationale debat”. Studenterne ved Københavns Universitet boykottede vanen tro Sonning-prisen og næppe nogen har registreret, hvem hun var. Forinden havde både Karl Popper og Arthur Koestler fået prisen.

Hannah Arendt er en modig og kløgtig tænker helt udenfor ekkokamrene. Hun vovede at gå stik op imod de helligste sager i offentligheden og formulere en position, som ingen turde være enig med. At formulere det samme i dag ville par tout ekspedere enhver ud af det gode selskab. Måske har hun ikke ret, men frygtløsheden og civilcouragen kan ingen tage fra hende.

Kun forstår jeg ikke, hvorfor så mange feterer hende i dag, når hun faktisk er så kontroversiel i forhold til mainstream…