Når vi ser på krigene i Ukraine og Gaza, er det fristende at drage paralleller: To konflikter, hvor Vesten har valgt side til fordel for demokratier, der er blevet angrebet af autoritære regimer. Men efterhånden som krigene trækker ud, bliver billedet mere komplekst. For hvad sker der, når de demokratier, vi støtter, begynder at svigte de værdier, vi tror, vi forsvarer?

Ukraine: Et demokrati i krig – men med voksende problemer

Ukraine har siden 2022 været i en eksistentiel kamp mod russisk aggression. Vesten har støttet landet massivt, både militært og økonomisk, med henvisning til retten til selvforsvar og ønsket om, at beskytte et europæisk demokrati. Men i sommeren 2025 har præsident Zelenskyjs regering vedtaget en lov, der underminerer uafhængigheden af landets anti-korruptionsmyndigheder. Protester er brudt ud i Kyiv og andre byer, og EU har udtrykt alvorlig bekymring over udviklingen.

Zelenskyj har forsvaret loven med henvisning til russisk infiltration i de uafhængige organer, men kritikere – herunder tidligere soldater og NGO’er – ser det som et magtgreb, der svækker retsstaten og underminerer den moralske legitimitet i krigen. Det er en påmindelse om, at krig ikke suspenderer behovet for ansvarlighed. Tværtimod.

Israel: Et demokrati under angreb – men med katastrofale konsekvenser

Efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 har Israel ført en krig i Gaza, der har kostet titusinder af civile livet. FN, Amnesty og Human Rights Watch har dokumenteret systematiske angreb på hospitaler, nødhjælpskonvojer og civile mål. Journalister er blevet dræbt i rekordhøjt antal, og nødhjælp er blevet nægtet adgang.

Samtidig har Israel indført mediecensur og lukket Al Jazeera, hvilket har fået Freedom House til at advare om, at pressefriheden er truet. Dette er svært at forene med forestillingen om et demokrati, der kæmper for vestlige værdier.

Vesten: Dobbeltmoralens dilemma

Her opstår en afgørende asymmetri i Vestens reaktioner — og det er ikke bare en teknikalitet, men et moralsk og politisk problem. I Ukraine støtter Vesten aktivt det angrebne demokratis ret til at forsvare sig og går målrettet efter angriberen: Rusland og Putin. Sanktioner, ICC-arrestordrer og diplomatisk isolation er blevet anvendt med stor konsekvens.

I Mellemøsten er det anderledes. Her er Israel – i den gængse opfattelse – offeret for et terrorangreb, og Vesten har i vid udstrækning støttet landets ret til selvforsvar. Men når Israel som reaktion på Hamas’ angreb iværksætter en militær kampagne, der ifølge FN har ført til hungersnød, masseødelæggelse og tusindvis af civile dødsfald, så tøver Vesten med at kritisere. ICC’s arrestordre mod Netanyahu har mødt modstand fra flere EU-lande og afvisning fra USA.

Det er her, dobbeltmoralen bliver tydelig.

I Ukraine går Vesten efter angriberen. I Gaza går Vesten ikke efter angriberen – fordi angriberen også er offer. Det er en kompleks situation, men det er ikke en undskyldning for at suspendere principperne om beskyttelse af civile og respekt for international lov.

Offerets ret — men med grænser

Det er vigtigt at anerkende, at Israel har ret til at forsvare sig mod terror. Hamas’ angreb var sindsygt brutale og uacceptable. Men retten til selvforsvar er ikke ubegrænset. Den må udøves inden for rammerne af Folkeretten. Når Israel bomber FN-skoler, nægter nødhjælp og angriber civile mål, så overskrides den grænse.

Her svigter Vesten. For hvis vi accepterer, at et demokrati kan reagere på terror med ubegrænset magtanvendelse, så underminerer vi de principper, vi hævder at forsvare.

Det er ikke en kritik af Israels ret til at eksistere eller forsvare sig – det er en kritik af metoderne og af Vestens manglende vilje til at stille krav.

Når demokratier svigter deres fundament

Det er ikke nyt, at “sandheden er krigens første offer”. Men det er nyt, at vi i stigende grad ser de demokratier, vi støtter, svigte de værdier, som vi hævder at forsvare. Når Ukraine underminerer sin anti-korruptionsindsats midt i en krig, og når Israel nægter nødhjælp og angriber civile, må vi spørge: Hvad kæmper vi egentlig for?

Det er betryggende, at borgere i Kyiv og Tel Aviv kan demonstrere mod deres regeringer. Det kan man ikke i Kreml eller i Hamas’ Gaza. Men retten til protest er ikke nok. Demokratier må også leve op til retsstatsprincipper, pressefrihed og respekt for civile liv – selv i krig.

Vores ansvar: At stille krav til dem, vi støtter

Det er ikke let at føre krig. Men det er heller ikke let at forsvare demokratiet, hvis man ikke insisterer på, at det skal efterleves. Vesten må turde stille krav til de demokratier, vi støtter. Ikke fordi vi vil svække dem, men fordi vi vil styrke dem.

Hvis vi ikke insisterer på forbedringer, risikerer vi at miste befolkningernes opbakning — både i Ukraine, Israel og herhjemme. For hvordan skal vi forklare, at vi støtter demokratier, der ikke længere opfører sig demokratisk?

Vi må genopfinde vores moralske kompas

Vi sender ikke selv tropper til Ukraine eller Gaza. Men vi sender penge, våben og politisk støtte. Derfor har vi også et ansvar. Et ansvar for at sikre, at den støtte ikke bruges til at undergrave de værdier, vi tror, vi forsvarer.

Hvis vi ikke kan se forskel på dem, der kæmper for frihed, og dem, der misbruger den, så ved vi ikke længere, hvad vi kæmper for. Og så kan vi ikke længere nyde det privilegium det er, at have bred folkelig opbakning til vores udenrigspolitik.