Hvis Krigen kommer

Ulla Varnke Sand Egeskov og Bodil Frandsen har skruet en coffeetable-book sammen - om befolkningens forberedelse på krig. Bogens koncept samler 4 elementer; 1) Beskrivelsen af den kolde krig, 2) De danske holdningsaktører, 3) REGAN Vest og 4) Tiden efter freden brød løs.
Hør artikel

Lad os få det plads med det samme: Bogen er en vellykket symbiose mellem den systematiske indføring i den kolde krigs faser, de vigtigste enkeltsagsorganisationer i perioden under den socialistiske fredsbevægelses regime, de imponerende underjordiske bygningskonstruktioner tæt ved Rold Storkro og dem i Nordsjælland – og så endelig Fædrelandets særdeles optimistiske reaktion på opløsningen af Sovjetunionen i ’91.

Den grafiske opsætning af bogens udmærkede brødtekst, lever ikke helt op til det fine kvalitetsniveau som præger fotos, illustrationer og trykkvalitet. Heldigvis glemmes dette som følge af det velkomponerede indhold.

Bogens overordnede budskab

Krigstruslen er nært forestående i Finland, Baltikum og Sverige, men i Danmark forsikrer forsvarsministeren, at der ikke er nogen umiddelbar udsigt til militært overfald på det danske landområde. Måske er bogens største værdi at pege på det, som er blevet væk. I ’91 mistede vi evnen til at se tingene som de er, fordi vi hellere ville bekræftes i, hvordan vi gerne ville have at tingene så ud. Klichéerne står i kø, for vi ville ikke stoppe en kommunistisk spiller som pludselig optrådte konstruktivt. Vi glædede os over, at det lykkedes Thatcher og Reagan at få Gorbatjov til at forlade Ruslands håbløse stormagtstrusler. Inderst inde forstod vi jo godt, at et serie 3 hold som Rusland, med en kommerciel tonnage på niveau med Italien, ikke fortsat kunne spille flere ligaer over egen kampkraft. Vi inviterede russiske observatører med til NATO-øvelser og etablerede udvekslingsprogrammer mellem universiteterne i Rusland og Danmark. Nu kunne danske finansministre vælge “sygeplejersker fremfor soldater” uden dårlig samvittighed i forhold til amerikanerne. Ja det gik så vidt, at danskerne gjorde sig store anstrengelser, for at udvikle beskæftigelsesterapi for NATO. Bare fordi det ville være så trist at lukke foreningen. Eftersom finner, baltere og svenskere hele tiden har været bevidste om truslen fra øst, har rejsen fra hovedløst naiv til realistisk – indstillet på at kæmpe for fred og frihed – været noget længere for Danmark.

Den kolde startede med det samme.

Så snart atombomberne Fat Man og Little Boy havde udfordret den menneskelige forestillingsevne om betydningen af ragnarok. Så snart skulle rovet deles, og uden Henrik Kaufmann og nogle af de dygtigste modstandsfolk, havde vi ikke siddet på den side af bordet som etablerede Nato og FN. Vi forstod godt alvoren i starten. Andre nationer havde mistet deres unge for at redde demokrati og menneskerettigheder hjemme ved flødeskumsfronten. George Marshall udviklede den hjælpepakke, som muliggjorde postkasserøde International – og græsgrønne John Deer traktorer ude på de små danske landbrug. Og vi udviklede vores erhvervsliv til en effektiv indtjeningsmotor, som kunne finansiere velfærdssamfundet. Vi behandlede ikke de tyske flygtninge som vi burde, alene antallet af børnegrave i Oksbøl og Kløvermarken på Amager, fortæller om et mørkt kapitel i Danmarkshistorien fra ’45 – 47.

Anderledes med briter og amerikanere som stod i spidsen for NATO`s luftbro under russernes blokade af Berlin ’48 – ’49. Allerede i 1956 blev danskerne mindet om truslen fra Øst, og nu kunne vi rette ryggen med en flot medmenneskelig indsats til fordel for de kuede ungarere. Danmark var samlet i modstanden mod Kommunismen, og tilslutningen til alt fra Hjemmeværnet til Kvindeligt Luftmeldekorps gav lilleputlandet nyt liv i en syndflod af småfjollede Soldaterkammerater fra Nordisk Film.

Antikommunismen med Joe McCarthy i spidsen, drev i en skamløs blodrus gennem USA, og CIA folkene på Dag Hammarskjölds Alle, nøjedes ikke med at aflytte russerne i Kristianiagade. Sammen med ”firmaet” undergravede de DKP  og agerede fødselshjælpere for Aksel Larsens SF. I en global sky af stridigheder fra Korea over Cuba og til Berlin kæmpede amerikanerne med russerne om at komme først til månen. Rumhunden Leica og Astronauten Jurij Gagarin vandt i første omgang rumkapløbet. Kennedy satte en agenda om at komme først på Månen, mens Danmark helt glemte, hvem der havde finansieret kolonihaver og parcelhuskvarterer styret fra et imponerende antal rådhuse.

Nu mente venstrefløjen at man havde betalt den eventuelle moralske gæld tilbage til imperialisterne – med den krigsliderlige Thulebase og de mange raketter. NATO måtte lukkes ned, sådan at amerikaniseringen af Danmark og østersøområdet kunne rulles tilbage. Atommarcherne fra Holbæk ind mod København er blevet fremstillet som godhjertede og fredselskende danskeres ønske om at fremme velfærdssamfundets ret til at leve uden våben. Men “Hvis Krigen kommer” dokumenterer, at det nærmere var et flammende had til den vestlige verdens værdier, og en kærlighed til verdenskommunismens kamp for fred og ligestilling. Jo mere man dykker ned i bogens dokumentation, jo mere må man undres over den utaknemmelighed i forhold til vores allierede – kombineret med den naive hjertevarme i forhold til udrulningen af Marxismen, som prægede dansk venstrefløj langt ind i Socialdemokratiet – helt fra de sene halvtredsere. Tænk at bruge amerikanerne som malkeko, samtidig med at selv et nuværende regeringsparti, bidrog til at amerikanerne kom til at se Europa som fortiden og Fjernøsten som fremtiden. Først med Trump gik det op for Europæerne, at man kan behandle sine samarbejdspartnere så respektløst, at isolationismen gror ud af kontrol.

For bland andet følge med i hvad sovjetblokken foretog sig, havde Danmark flere atombombe-sikrede anlæg. REGAN Vest var tænkt som det store nationale kommunikationscenter og evakuering for regeringen og Kongehuset beliggende i Skørping, REGAN Øst dækker over to bunkeranlæg i henholdsvis Gurre og Krogenberg Hegn i Kvistgaard. Her fandtes blandt andet et kommandorum, hvor man løbende fulgte flytrafikken over Østersøen – specielt den militære. REGAN Vest er i dag indrettet som koldkrigsmuseum, og stærkt anbefalelsesværdigt.

Da freden brød ud.

Vi er en del som i 1989 var med til at banke hadets mur i Berlin ned til små betonstykker med graffiti, og allerede i 1991 blev Sovjetunionen opløst. For mange af os var virkeligheden næsten for fantastisk til at være sand. Og det skulle vise sig, at talemåden står til troende. Særlig Danmark nød at hvile på laurbærrene, for hvad skulle vi med et militært forsvar, når fjenden var imploderet?

Jeg skrev de sidste linjer af denne anmeldelse, mens DR- værten Clement Kjærsgaard, blev ved med at spørge et særdeles kvalificeret sikkerhedspolitisk panel, hvordan det kan være, at Finland og Sverige taler om krigstruslen som nærværende, mens vi i Danmark læner os op af FE`s vurdering om, at der ikke er nogen umiddelbar militær trussel mod Danmark. Dissonansen er tiltaget over en årrække, og argumentet om, at svenskerne stadig savner NATO-medlemskab, kan ikke længere bære. Forsvarsministeren stoler loyalt på FE, men for hver runde med nye argumenter, står det stadig mere klart, at vi risikerer at tabe USA’s engagement i Europa allerede i forbindelse med præsidentvalget den 5. november.

“Hvis Krigen kommer” er en vigtig påmindelse om den ansvarsløse rejse, som har kostet os vores privilegerede position. Det vil koste os virkelig mange ressourcer at komme tilbage, og spørgsmålet er, om vi kan nå det. Tænk hvad vi kunne have opnået på velfærd, sundhed, miljø og klima, med de ressourcer som vi nu skal bruge, bare for at levere den ene brigade som burde have været på plads. Og læg så til, at de fysiske rammer består af bemalet skimmelsvamp og utætte ruder i en grad, som vi ikke kan være bekendt. Selvmedlidenhed er i alt fald malplaceret, når vi selv er medansvarlige.

Vi havde det hele, og hvis vi mister det over de kommende år, så giver “Hvis Krigen kommer” et tankevækkende gensyn med rejsen ind i virkeligheden og hele vejen ud igen.

 

 

 

 

 

 

 

[adning id="17957"]

Fik du læst?