Hvor mange danskere går ind for vaccinetvang? Se de opsigtsvækkende tal her

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Danskerne er dybt splittede, når det kommer til vaccinetvang, oplyser TV 2 på baggrund af en Megafon-måling. 

Af Sebastian Borgå, sebastian@indblik.dk

Rundt omkring i Europa begynder idéen om vaccinetvang at blive virkelighed.

Som første land i EU vil Østrig indføre vaccinetvang – som i flere danske medier kaldes ”vaccinepligt” – af alle landets borgere. Denne “pligt” betyder, at der fra den 1. februar 2022 vanker bøder og måske også fængselsstraf til de østrigere, der ikke er blevet vaccineret mod covid-19.

I Tyskland har den kommende kansler Olaf Scholz erklæret sig som tilhænger af lignende vaccinetvang, som han håber at kunne indføre fra februar eller marts næste år.

Og fra allerhøjeste sted i EU melder kommissionsformand Ursula von der Leyen ud, at det er “forståeligt og relevant” at diskutere, om der skal indføres vaccinetvang i EU.

Statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte dog på onsdagens pressemøde, at Danmark er ”meget langt” fra at indføre vaccinetvang. 

Men i tilfælde af, at regeringen i fremtiden pludselig skifter standpunkt, hvor mange danskere vil så egentlig bakke op om vaccinetvang – eller “vaccinepligt”? 

Det får vi svaret på i en ny Megafon-måling.

Målingen viser, at 39 procent procent af danskerne svarer, at de er tilhængere af at indføre vaccinepligt, og 18 procent svarer endda, at de i høj grad er tilhængere. 

Til gengæld betragter 45 procent af danskerne sig som modstandere og 21 procent som i høj grad modstandere.

Tallene for opbakning til tvangsvaccination er overraskende høje på ét punkt, mener Michael Bang Petersen, som er professor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet samt leder af HOPE-projektet, der har til formål at undersøge danskernes holdning til regeringens covid-19 tiltag.

For hvis man betragter den politiske scene i Danmark, er der ingen partier, der endnu har argumenteret for at indføre direkte vaccinetvang.

– Folk plejer ofte at indtage holdninger efter, hvad der menes på Christiansborg, siger Michael Bang Petersen til TV 2.

Så set i det lys er der altså overraskende mange danskere, der allerede bakker op omkring vaccinetvang, nu hvor det endnu ikke rigtigt er kommet på tale fra politisk side, mener Michael Bang Petersen.

Analysen fortæller også, at Venstres vælgere er de mest tændte på idéen om tvangsvaccination, mens Socialdemokratiets vælgere tager andenpladsen.

Læs også her Indbliks chefredaktør Claes Theilgaards analyse af, hvordan Danmarks politiske scene i nuværende stund forholder sig til idéen om vaccinetvang.

[adning id="17957"]

Fik du læst?