Den engelske konservative tænker og altmuligmand Roger Scruton døde i 2020 med et omfattende forfatterskab i bagagen. Scruton har været professor i filosofi i London, men ud over det er han kendt som intellektuel konservativ, der har skrevet om arkitektur, seksualitet, Libanons opløsning, Østeuropas dissidenter, venstrefløjens tåbelige tænkere, musik og rævejagt.

Scruton er kendt i den angelsaksiske verden, men ikke meget har fundet vej til dansk oversættelse. Kun en pamflet, Nationernes nødvendighed, udkom i 2005 i dansk udgave.

Det siger også noget om det danske bogmarked, at en så kendt engelsk tænker hidtil ikke har fundet vej til danske forlag, som vogter portene til den danske læseverden.

Så meget mere glædeligt er det, at nu foreligger Roger Scrutons bog fra 2015 How to be a conservative  i en dansk oversættelse (Hvordan man er konservativ, Forlaget Ellekær, 308 sider, 2025).

Og selvom der ikke kan stilles spørgsmål ved Scrutons idemæssige konservatisme, omfavner han mange synspunkter, som må overraske. Bogens kapitler hedder bl.a. Sandheden i socialisme, Sandheden i i liberalisme, Sandheden i multikulturalisme, Sandheden i miljøbevarelse og Sandheden i internationalisme.

Mest af alt inkarnerer Scruton et engelsk temperament med dyb indlevelse i landets traditioner. Konservatisme for ham er livsstil og identitet. ”Jeg forudsætter læsere, for hvem common law, parlamentarisk demokrati, privat velgørenhed, fællesskabsfølelse og de ’små enheder’ af frivillige beskriver grundlaget for civilsamfundet. Og som endnu ikke er blevet fuldt ud vænnet til den moderne velfærdsstats hierarkiske autoritet og endnu mindre til de transnationale bureaukratier, som bestræber sig på at opsuge civilsamfundet.”

Og så kan mange danske læsere måske allerede stå af, og det meste af folketingets medlemmer, for vi er dresseret til at lade velfærdsstaten erstatte civilsamfundet og international autoritet de nationale traditioner.

Når Scruton taler om konservatisme, drejer det sig ikke så meget om politik, men langt mere om kultur, æstetik, vaner og tradition. Han er ingen stor beundrer af det konservative parti, selv Margaret Thatcher var for liberal, især i sine udtalelser. Den tidligere konservative leder og premierminister Edward Heaths program var overgivelse på alle fronter, mener Scruton.

Han er tænker og intellektuel, og det har også sin store berettigelse. ”Konservatisme er en affektionsfilosofi. Vi nærer affektion over for det, vi elsker, og ønsker at beskytte det mod forfald”. Så konservatisme er ikke en ideologi i den håndfaste betydning med et aksiom og konkrete anvisninger. Konservatisme er hengivenhed.

Han ser ingen principiel modsætning mellem forsvaret for det frie marked og en traditionalistisk vision om social orden, som tænkere som David Hume, Adam Smith, Edmund Burke, Michael Oakeshott og F.A. Hayek stod for.

Normalt fremstilles konservatismen som en reaktion mod oplysningen med tænkere som Herder, de Maistre og Burke. Det er Scruton enig i, og konservatismen ville ikke være mulig uden oplysningen, hævder han. De er forbundne og Scrutons fremstilling af parløbet mellem oplysning og konservatisme er det mest originale og nutidsrelevante i bogen.

For ”sandheden i multikulturalismen” er, at den vestlige civilisation altid har været nysgerrig på alt andet ude omkring. Montesquieu, Mozart, Cervantes, Goethe, MacPherson, Byron – og denne interesse i kulturel mangfoldig og forskellighed er i virkeligheden ”langt mere fantasifuld end noget, der nu undervises i under denne betegnelse”.

Symbiosen mellem oplysning og konservativ traditionsbevidsthed har skabt ”den borgerlige kultur” eller ”vestlige civilisation”, som er Scrutons store ideal.

Og denne kultur er netop åben og modtagelig, fordi medlemskab er blevet frigjort fra racemæssige, etniske, sociale og religiøse bånd, så den kan indoptage alle mennesker, der vil den. Den er i sandhed inklusiv og åben.

”Den borgerlige kultur” bygger på loyalitet overfor sekulære retsprincipper, territorial jurisdiktion og samfundsborgerskab. Negationen heraf er teokratier, der udleder retsregler fra religiøse kilder.

Den store fjende bliver så den afvisning af vestlig kultur, som har floreret de sidste årtier med krav om at Vesten skal sabotere sig egen tradition, fordi den ikke er det, som den faktisk er, nemlig inklusiv.

Scruton polemiserer mod Edvard Saids bog Orientalism fra 1978, som er standardværket i udstillingen af vestlig civilisation som undertrykkende og racistisk, men som – hvis man læser bogen – i mange henseender viser det modsatte. Jeg blev ved at læse Saids bog faktisk selv mere imponeret af vestlig kultur gennem århundreder for dens tolerante, åbne og nysgerrige tilgang til ’de andre’ og ’det andet’ udenfor. Og som næsten er enestående for Vesten – de fleste kulturer er lukkede om sig selv og føler intet behov for at kende noget andet.

Afvisningskulturen, som vi også kender nu som woke og cancel, er et frafald fra oplysningen, hævder Scruton. Det re-etnificerer kulturen, hvor præstationen i vestlig civilisation var et samfund med almene regler og sekulær religion, der i praksis gør det muligt for alle at blive deltagere. Bortset fra dem, som sætter religiøse regler højest eller overnational jurisdiktion øverst.

Det store våben i afvisningskulturen, negationen af oplysningen, er racisme-begrebet, som udslynges mod enhver markering af den vestlige civilisation, som paradoksalt nok er den første anti-racistiske og multikulturelle kultur.

Scruton er stærk fortaler for nationen med territoriet som den egentlige opretholder af borgerlig kultur. Og tilsvarende kritisk overfor EU`s forsøg parallelt med afvisningkulturen på at nedbryde nationalstaterne. ”Ved at erstatte national ansvarlighed med fjernt bureaukrati har EU´s maskineri efterladt os afvæbnede og forvirrede over for den nuværende krise. …. Ved konstant at gå imod den dybt rodfæstede mangfoldighed i de europæiske nationer har projektet for en ’stadig tættere union’ ikke blot fremmedgjort Europas befolkninger, men har vist sin manglende evne til at nyttiggøre vore folks sande ressourcer og kreative potentiale og at rivalisere ideen om den europæiske civilisation”.

Der er masser af stof at hente i Roger Scrutons forsvar for en konservativ mentalitet, som rækker langt ud over partipolitik og nutidens konflikter. Det meste er sund fornuft tilføjet fornøden intellektualitet. Forbindelsen til de dybeste træk i europæisk kultur og historie giver Scrutons bog sin store berettigelse.