Hvis klimafortællingen om den katastrofale globale opvarmning skal holde stik, skal der helst også ske noget slemt nede i Antarktis. Indlandsisen på kontinentet rummer jo frosset vand nok til at hæve verdenshavene med over 50 meter, hvis det hele smeltede. Der gøres også mange forsøg på at sætte tal på afsmeltningen, men der er berettiget tvivl om, hvorvidt der overhovedet er noget årligt tab. Der nævnes måske 100 milliarder ton (100 gigaton – Gt) pr. år. Men hele Antarktis skønnes at rumme ca. 25 millioner Gt is, så det årlige tab, hvis der er noget, er yderst beskedent.

Så er der mere sensation i det, når gletsjerne kælver isbjerge ud i vandet. Isen her kommer fra land og vil derfor medvirke til de globale havstigninger. Der er tale om enorme klodser af is, helt op til isbjerget “A68” fra 2017, der vejede 1000 Gt (se fig. 1), og de må da være tegn på den globale katastrofale opvarmning. Her er det Videnskab.dk, der forklarer os om sammenhængen:

Fig. 1: Isbjerget “A68”. Foto: Cpl Phil Dye RAF/MOD, Wikimedia Commons

Temperaturen stiger, og isen smelter.
Nu kan ESA fremlægge satellitbilleder, som konkret viser, hvordan endnu et isbjerg er ved at smelte sig fri fra indlandsisen på Antarktis.
I 2021 skred et stort isbjerg fra Antarktis ved navn A-74. Senere var det kæmpeisbjerget A-81, som slap indlandsisen.
Isbjergenes smeltning er det tydeligste tegn på, at temperaturen stiger, og det er en alvorlig advarsel…

Det er jo rigtigt, at isbjergene er store og bringer meget vand ud i havet, men hvis man skal kigge på nettotabet af is fra Antarktis, skal man fratrække al den sne, der i årets løb falder over kontinentet, og som er i samme størrelsesorden.

Men hvordan har tabet af is ved kælvning af isbjerge udviklet sig i de seneste 50 år, hvor den globale opvarmning har været godt i gang? Det er der en gruppe forskere, der har kigget nærmere på. Emnet er svært at studere, fordi der kun er få af de virkeligt store isbjerge, så det er svært at få noget statistik på dem og se en eventuel udvikling.

Fig. 2: Isbjerge frigjort ved kælvning, 1976-2023. Størrelsen på cirklen angiver størrelsen som arealet i kvadratkilometer – op til 10.000 km²

Fig. 2 viser de kælvninger, der har været siden 1976. Forskerne har nu brugt nogle computermodeller, der specielt kan regne på få og store begivenheder, og endda kigge på sandsynligheden for at endnu større isbjerge vil knække af.

Fig. 3: Årets største kælvede isbjerge år for år, 1976-2023, i km²

Vi er jo ikke ubetinget begejstrede for computermodeller, men her er der da forsøgt at kigge uhildet på et fænomen, hvor der manglede konkrete observationer og statistik på det. Fig. 3 viser de største isbjerge, der år for år er knækket af ishylderne siden 1976. Generelt er de ikke blevet større. Forfatterne konkluderer da også ganske sobert:

Vores modeller viser ikke nogen skelnelig udvikling i opadgående retning for de forventede årlige maksimums-størrelser for isbjerge gennem tiden. I stedet ser udviklingen ud til at være svagt men pålideligt faldende for Antarktis. Dette resultat antyder, at de nylige ekstreme tilfælde af kælvning, som f.eks. A68 i 2017 [fig. 1, red.] ikke nødvendigvis var et symptom på klimaforandringer. Faktisk er A68 statistisk inden for det normale, når man sammenligner med alle observationerne gennem tiden, hvor kælvningen toppede mellem 1986 og 2000. Således afslører vores resultater, at ekstreme kælvninger ikke automatisk er noget tegn på ustabilitet af ishylderne, men i steder er eksempler på den naturlige cyklus af kælvnings-frontens bevægelse frem og tilbage.

Store isbjerge er fotogene og gør sig på klima-alarmistiske opslag, men der er ikke noget tegn på, at de på nogen måde hænger sammen med ”klimaforandringerne”.