Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Deling uden samtykke førte i 2015 til sigtelser mod over 1.100 unge i den meget omtalte Umbrella-sag
Danmarks Radio har tiltrukket sig kritik for netop mangel på kritisk sans. Blandt andet har Indblik kunnet afsløre at DR tilsyneladende ukritisk bruger Kvinfo’s ekspertdatabase, som Kvinfo ikke selv kontrollerer.
Nu retter ekspert en særdeles krads kritik af den statsejede medievirksomhed. I værste fald kan DR stå med en særdeles alvorlig sag på hænderne.
En DR-vært indrømmede nemlig i slutningen af 2021, at billeder af Michael Dyrbys penis er i bred cirkulation i mediekredse – og endda at flere af hendes kollegaer hos DR har delt billederne fra sine mobiltelefoner.
Det skete under et voldsomt kritiseret interview på DR-programmet »Ugens Gæst”, hvor Janni Pedersen fra TV2 lagde vejen forbi som gæst.
Advokat Rasmus Lind Hardt fra Advokatgruppen har erfaring med såkaldte hævnpornosager, og har blandt andet arbejdet med den meget omtalte Umbrella-sag, hvor mange hundrede unge mennesker kom i juridisk uføre ved at dele intime billeder uden samtykke. Over 500 unge blev dømt. Til Indblik udtaler advokaten:
»Hvis man deler intimbilleder af andre, uden samtykke, så er det i udgangspunktet ulovligt«, fastslår Rasmus Lund Hardt. Han uddyber:
»Man kan sige, at hvis folk selv udstiller sine intime sider i offentligheden, så har man ikke samme beskyttelse som ellers – men hvis man deler et intimt billede med f.eks. en kæreste, og det så bliver delt imod éns ønske, så er det i udgangspunktet ulovligt«, fortæller han til Indblik.
»Med forbehold for, at jeg ikke er kendt med alle sagens detaljer, så lyder det som om det godt kunne være strafbart, hvad der er foregået i sagen om delingen af Michael Dyrbys penisbilleder«, afslutter han.
Gitte Hansen, som var gæstevært på interviewet, har ikke besvaret henvendelser fra Indblik om sagen. Gæsten Janni Pedersen ønsker heller ikke at udtale sig, men henviser til Danmarks Radio.
Deling af intime billeder uden samtykke er et overgreb
Også fra feministiske kanter har der været kritik af delingen af de intime billeder. Allerede i 2015 udtalte den kendte samtykkeaktivist Emma Holten til TV2:
»Når jeg ser på Michael Dyrby i denne her situation, så har jeg stor medfølelse med, hvad der er sket for ham. Han er blevet udsat for en krænkelse. Fordi den person, som han har delt billeder med, har delt dem med andre. Det er ulovligt og moralsk dybt uforsvarligt«, sagde hun og uddybede:
»Man oplever et ansvar hos offeret, fordi de har gjort noget anderledes. Burde de have sendt de billeder? Var de for liderlige? Var de for begærlige? Alt muligt. Jeg vil ikke diskutere utroskab eller ikke utroskab, men ved at sende billeder har Michael Dyrby ikke skadet nogen mennesker. Til gengæld er han blevet skadet rigtigt meget af andre«, udtalte hun til TV2 i 2015.
Michael Dyrby selv ønsker ikke at udtale sig.
Kritik fra alle kanter
Kritikken for at dele intime billeder uden samtykke er usædvanligt samstemmende. I slutningen af 2021 var Michael Dyrby involveret i en Metoo-anklage fra kommunikationsrådgiver Anna Thygesen – også hun er enig i kritikken, og udtaler overfor Indblik sympati:
»Selvfølgelig er jeg imod at man, uanset hvilket køn man tilhører, deler fotos af folk, uden deres samtykke«, siger Anna Thygesen til Indblik. Hun uddyber:
»Det er jo ikke for sjov at det i 2017 blev gjort strafbart og at vi kalder denne deling af fotos for »hævnporno« i folkemunde. Og så er den egentlig ikke meget længere«, siger hun.
Afslutningsvis understreger Thygesen, at hun ikke har meget tilovers for deling af intime billeder uden samtykke:
»Hvis det er rigtigt, er det selvfølgelig helt utilgiveligt og ville have været strafbart i dag«, afslutter hun.
Indblik har kontaktet Danmarks Radio for en kommentar, og modtaget denne udtalelse fra Gustav Lützhøft, som er ledende redaktionschef i DR Kultur, Børn og Unge:
»Deling af den slags billeder er ulovligt og er naturligvis ikke noget, vi accepterer i DR. Vi er ikke bekendt med, at en sådan deling skulle være foregået i DR«
Det er dog ikke kun informationen om, at DR-kollegaer altså har delt intime billeder uden samtykke, der har mødt kritik. Ekstra Bladets kulturanmelder René Fredensborg gav også et ord med på vejen, idet han anklager vært Gitte Hansen for at have tilsidesat journalistiske principper ved at hylde sin gæst for sin del i Metoo-bevægelsen.
Tilmed fik Hansen inddraget den tidligere TV2-vært Jens Gaardbo, hvilket igen fik gæsten, Janni Pedersen, til at træde på bremsen. Også Mads Aagaard blev nævnt med navns nævnelse, og udnævnt som »grov krænker«, hvilket DR siden har beklaget .
I undskyldningen uddyber DR dog hverken omkring delingen af intime billeder uden samtykke, eller kritikken om tilsidesættelse af journalistiske principper.
Om kritikken udtaler Gustav Lützhøft:
»Som vi tidligere har sagt, er Gitte Hansen en garvet og dygtig vært, som har ledet utallige debatter i radioen med stort overblik og professionalisme. Det omtalte program var ikke fejlfrit, hvilket er blevet drøftet af redaktionen under den efterkritik, der sædvanligvis finder sted, efter et program er blevet sendt«.
Politisk utilfredshed
Overfor Indblik udtaler Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt krads kritik, og sender en opfordring til Danmarks Radio:
»Gitte Hansen har ved flere lejligheder påkaldt sig negativ opmærksomhed for sin åbenlyst partiske deltagelse i disse debatter. Dette føjer sig således kun til eet blandt mange eksempler, og jeg vil opfordre til, at man i DRs bestyrelse kigger nøjere på sagen«, udtaler han.
Nye Borgerliges Niels Peder Ravn fra Københavns Borgerrepræsentation, er utilfreds. Han har for nylig kritiseret DR for at bruge en ekspertdatabase fra Kvinfo for ukritisk , og udtaler til Indblik:
»DR har som statsejet public service-institution et enormt ansvar for at afspejle den danske samfund. Og jeg er bange for, at DR forvrænger metoo-debatten, når man har så stort et fokus på, hvad der foregår i mediebranchens egen baghave«, siger han og fortsætter:
»Normalt er jeg fan [af, red.] Gitte Hansens stil. Hun er slagfærdig, skyder fra hoften og det skaber som regel en god dynamik i de debatudsendelser, hun er vært for. Og jeg har selv oplevet hende som en god moderater. I det aktuelle interview kommer Gitte imidlertid til at smide al professionalisme overbord i ren metoo-begejstring«. Ravn uddyber:
»Men det er også en underlig form for pseudojournalistik, når interviewer og den interviewede har en tæt relation og en TV2-fortid sammen. Her burde en redaktør have standset hende i tide«
»At dække disse krænkelsessager, som udspiller sig i ganske snævre kredse i mediebranchen, men dækkes vidt og bredt, ser jeg som et kæmpe problem. Alle krænkelser er udenfor en enhver diskussion uacceptable. Men hvor er proportionerne?«
Niels Peder Ravn er generelt imod, at skatteyderne overhovedet skal betale licens for stats-tv:
»DR trænger i den grad til at blive privatiseret. Den tvangsfinansierede statsradiofoni er en bedaget konstruktion, som hører en helt anden tid til. Public service-forpligtelsen er ikke et nødvendigvis et statsligt anliggende«, afslutter han.
Feministisk mediebias: Er Danmarks Radio kritiske overfor feministiske ”eksperter”?
https://ekstrabladet.dk/underholdning/filmogtv/drs-dansevaert-moeder-skarp-kritik/9035756
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2015-11-12-ung-feminist-vi-glemmer-at-michael-dyrby-var-offeret
https://nyheder24.dk/nyheder/efter-udtalelse-fra-vaert-nu-beklager-dr
Feministisk mediebias: Er Danmarks Radio kritiske overfor feministiske ”eksperter”?