Hvad ville være mere nærliggende end at lagre overskudsstrømmen og så bruge den, når kilderne leverer for lidt? Hvis man virkeligt ønsker en elforsyning udelukkende baseret på sol og vind, er dette faktisk helt uomgåeligt.

Elforsyningen fra sol og vind i Energistyrelsens fremtidsscenarie for 2035, sammen med det forventede forbrug.

Men hvordan opbevarer man energi i store mængder? Den bedste metode er helt sikkert i form af vandkraft, hvor man kan lagre sin energi ved at pumpe vandet op i et højtliggende bassin, og så lade det flyde ned gennem generatoren, når der er brug for elektriciteten. Denne metode praktiseres i stort omfang i bjergrige lande, ikke mindst i Norge. Faktisk er netop Norges evne til at lagre strøm et væsentligt element i succesen med den danske grønne omstilling. Når vores sol og vind producerer for meget, eksporterer vi overskuddet til Norge, og når det kniber her hos os, leverer vores flinke nabo, det vi mangler.

Desværre er mulighederne for lagring på den måde meget begrænset i mange lande. F.eks. Danmark er alt for fladt til, at vi meningsfyldt kan indrette højtliggende bassiner med vand som lagre. Der skal bruges kolossale mængder vand og helst store højdeforskelle (mange hundrede meter) og det ville blive helt umuligt dyrt her i vores flade fædreland. De fleste lande i Verden er mere eller mindre i samme situation, og derfor må man kigge sig om efter noget andet.

Flere løsninger har været på bordet, her i landet er der forsket i opbevaring af energien i varme sten. I udlandet har man kigget på smeltet salt. Overskudsstrømmen varmer lageret op, og derefter kan man trække varmen ud, producere damp og drive en generator. Besnærende på papiret, men i praksis alt for dyrt i investering og med store tab af energien undervejs.

Et alternativ er at producere brint med overskudsstrømmen, og siden bruge den som brændstof i et kraftværk. Også det er en meget dyr og teknologisk usikker løsning, med et betydeligt energitab undervejs.

Den eneste farbare vej synes således at være batterier. Fordelene er til at få øje på, man oplagrer strømmen direkte, og får den ud efter behov med kun et beskedent tab. Er batteriet stort nok, kan det udjævne produktionen fra solcellerne og vindmøllerne, uanset hvor mange man har.

Det er således ikke overraskende, at man i pressen kan læse om investeringer i gigantiske batterier, ikke mindst i Californien, hvor der nævnes svimlende tal på milliarder af watt (gigawatt). I Danmark kan vi også være med, elselskabet EWII er ved at opstille et kæmpestort batteri på Bornholm og flere mindre af slagsen andre steder i Danmark.

Batteriet på Bornholm er af EWII opgivet til 30 megawatt (MW) og 43 megawatt-timer (MWh). Mega betyder jo million, så det lyder stort.

EWII skal have ros for at opgive begge tal. Alt for ofte ser man i medierne omtale af et batteri på f.eks. 500 MW, og det lyder jo imponerende. Men det betyder reelt bare, at batteriet kan levere op til 500 MW, svarende til f.eks. godt 10% af det gennemsnitlige danske forbrug. Men det fortæller ikke noget, om hvor længe de 500 MW kan ydes. Hertil skal man bruge tallet for MWh. Hvis vores batteri kan levere de 500 MW i f.eks. 4 timer, så betyder det, at den lagrede energimængde svarer til 500 x 4 = 2000 MWh.

EWII’s batteri er som nævnt på 30 MW og 43 MWh. Det betyder, at de 30 MW kun kan leveres i knap halvanden time. Det er jo slet ikke nok, hvis batteriet f.eks. skulle hjælpe Bornholm igennem en hel nat uden vind. Hvis det gennemsnitlige forbrug ligger på 25 MW, så ville 12 timers dækning således kræve et batteri på hele 300 MWh. Det ville måske give mere mening, så hvorfor har EWII ikke gjort det?

Her kommer økonomien ind i billedet. Batterier er dyre, og selvom det hævdes, at priserne er faldende, er der ingen udsigt til, at de for alvor bliver så billige, at prisen er ligegyldig. EWII oplyser, at man har givet 150 mio. danske kroner for batteriet på de 43 MWh. Det giver en pris på ca. 3,5 mio. kr. pr. MWh, eller som man mere normalt udtrykker det: 3500 kr. pr. kilowatt-time (kWh).

Nu kan vi godt se, at vores tolvtimers batteri bliver meget dyrt, det kommer til at koste over en milliard kr.

Og hvis man virkeligt vil have en energiløsning baseret på sol og vind alene sammen med batterier, er 12 timers lagring jo slet ikke nok. Realistisk set skulle vi nok minimum regne med en uges dækning. Danmark bruger i gennemsnit godt 4 gigawatt, så på en uge bliver det til 672 GWh. Med en batteripris som EWII’s, der kan omregnes til 3,5 mia. kr. pr. GWh, ender vi på ca. 2350 mia. kr., hvilket nærmer sig Danmarks årlige bruttonationalprodukt.

Og en uge er næppe nok i virkeligheden. Der findes mange regnestykker i litteraturen, og i flere tilfælde når man frem til, at batterierne skal kunne lagre mindst en måneds strømforbrug, og så er vi oppe i investeringer på 3-4 gange det årlige BNP.

Selv hvis de lovede fald i batteripriserne skulle føre til en halvering af prisen pr. kWh, så er udgiften stadigvæk langt ud over, hvad samfundene kan bære.

Man kunne også være nysgerrig og se, hvad elkunderne kommer til at betale for deres leverandørs investeringer i batterier. Tager vi udgangspunkt i Bornholm og EWII, og regner med 10% i årlig rente og afskrivning på investeringen, så bliver det en udgift på 15 mio. kr. pr. år. Med et gennemsnitligt elforbrug på 25 MW, bliver der i alt brugt (25 x 8760 timer) 219.000 MWh.

Det giver en udgift til batteriet på knap 70 kr. pr. MWh, eller en merudgift for elkunderne på 7 øre pr. kWh. Det virker måske ikke så afskrækkende, men hvis vi nu havde valgt en batteristørrelse, der for alvor kan stabilisere strømforsyningen, f.eks. en uges lagertid – så bliver mérprisen pr. kWh over 8 kr.

Vi er ude i beløb, der er totalt urealistiske, og dermed må man konkludere, at batterier ikke kommer til at spille nogen afgørende rolle i elforsyningen i fremtiden.