Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Ingen stemmer på en kandidat de ikke kender. Og alle medier fra bøger til spillefilm fokuserer på Trump. Meget af det er kritisk, men Trump er vaccineret imod angreb. Offentligheden har vænnet sig til at Donald overdriver og forvrænger virkeligheden, men stadig flere elsker ham for det. Overdrivelserne sætter retningen og gør politik mere levende.
Ingen andre ville slippe afsted med det, men Trump er blevet et fænomen, som spiller efter sine egne regler. Og det går bedre end i 2016, fordi denne gang har han relevant erhvervserfaring fra Pennsylvania Avenue.
Man er vel forfængelig…
Der er kun en ting der gør mere ondt på en politiker end at blive portrætteret i tekst, film og streg. Og det er at blive ignoreret.
Sandheden er jo, at ingen gider skrive bøger og lave film om uinteressante mennesker.
Denne effekt forstærkes i slutkampagnen. Det er nemlig tæt på, at dårlig omtale er langt bedre end ingen omtale, fordi hver omtale er en mulighed for at fortælle om politik.
Når der opstår kritiske portrætter, er det vigtigt at huske, at vælgerne er marineret med en hård tone, og at vælgerbaserne er robuste.
Samtidig føder ingen af de to kandidater nye politiske forslag. Det betyder, at der er sult efter den oktober-overraskelse, som kan skabe ny fremdrift.
Lægeerklæringen er stadig ikke offentliggjort.
Trump åbner en farlig flanke, ved at være den første præsidentkandidat, som ikke har offentliggjort sin lægeerklæring. Der er lang tradition for at offentliggøre disse faglige vurderinger af kandidaternes forudsætninger for at løfte opgaven, og der er kommet øget fokus nu, hvor Biden direkte måtte trække sig som følge af manglende kognitive evner. Selv om Trump til sidst tvinges til at offentliggøre rapporten, er skaden sket forstået på den måde, at hans alder og udfordringer med at fastholde fokus risikerer at blive koblet til alderdomssvækkelse. Hvis man var i kampagneteamet, ville man presse på, for at få lukket flanken. Ikke mindst fordi Trump havde travlt med presse præsident Biden til at offentliggøre sin lægeerklæring. Også, fordi han førte sig vældig frem, med sin egen lægeerklæring under de foregående valgkampe.
Harris har publiceret sin lægeerklæring, og den er så fin, at der ikke er grund til at svælge i sund livsstil og sunde kostvaner.
Har sagen muskler til at kunne vokse til et tema. Ja – det handler om at få den slukket, for det er skidt for en kandidat i Donalds alder at lade medierne grave rundt i alle mulige historier om lange taler som flakker ud af alle mulige sideveje.
Det kan bestemt ikke afvises, at Donald vil elske, at lade Melania læse den fejlfri attest op om en uges tid, og slutte af med at forsikre os om, at hans energi på hjemmefronten også er helt tilfredsstillende.
Bogen “War”
Bob Woodward er jo sådan en slags Mick Jagger på tastaturet, som sammen med Bernstein afslørede Watergate. Woodward har en årsløn på én dollar, men han har til gengæld en af verdens højst estimerede researchplatforme. Det opfattes ofte som en æressag at blive interviewet til The Post. Bob har timet sin bog WAR, lige så præcist som Melania har timet sin bog, og den gamle graverjournalist har underbygget salget med foromtale af en række stærkt indforståede samtaler mellem Trump og Putin om udlånet af 15 vaccinetest til den hemmelige ven.
Eftersom udenrigspolitik ikke er afgørende for svingstatsvælgerne, så kræves der, at Bob har gemt et virkeligt hit til senere.
Malania`s fotobog
Melania er titlen på en forholdsvis poleret fotobog, hvor alt det Donald har sagt om stealing the election m.m., fremlægges i en afdæmpet tone, mens alt det som en hel verden har ventet på at få at vide, om taleteksten, som var kopieret fra Michelle Obama, opretholdelsen af separate bopæle og sagsanlægget fra Stormy Daniels mm. ikke omtales. Men så er der det korte afsnit, som virker lidt overraskende lagt ind i teksten, og som forlaget har lagt ud som et lille fotointerview. Melania har simpelthen overtaget Harris` abortholdning.
Bogen bløder op på Donalds lidt bedagede holdning til kvinder og deres ret til at bestemme over egen krop. Men den introducerer ikke et nyt tema.
Filmen om Trump
Det er sjældent at en dansk-Iraner producerer en film, som portrætterer en amerikansk tidsperiode og den måske mest kendte nulevende amerikaner i én og samme film. Anmeldelserne er rigtig gode, men historien om hvordan den iskolde advokat Cohen, opdrager den unge Donald til at blive den aggressive angriber, som aldrig giver op har affødt en stak sagsanlæg fra Trumps advokatteam. Filmen har heller ikke skånet Donald for at medtage en voldtægt, så der er lagt alen til det macho image, som Donald altid har værnet om.
Har filmen impact til at føde et nyt tema i slutkampagnen?
Det er mest sandsynligt, at filmen som er smalt distribueret, får betydelig mere omtale, end hvis ikke den havde delt timing med Woodward og Malania. Men da den beskæftiger sig med tiden før Trump bliver politiker, så er det i bedste fald kun voldtægten, som risikerer at koste nogle kvindestemmer.
Det pæne er ofte ligegyldigt
En selvpromoverende og forudsigelig selvbiografi er ikke meget bedre end merchandise. Et iscenesat PR-stunt er ofte gennemskueligt. Vi var nogle som fik kritik for at kalde ex-fru Trump`s abortholdning for et PR-stunt, idag er der ingen som har læst bogen og synes at det virker som en naturlig del af teksten. Selvfølgelig bliver man kyniker som kommentator, men det gør vælgerne også.
Når Kamala Harris` kampagneteam køber alle de traditionelle morgengæster ud af en dinner og erstatter dem med velforberedte og fotogene vælgere, er der langt til dengang Bill Clinton brugte timer i den samme dinner og skabte blanke øjne med sit ærlige nærvær og smittende empati.
Når Trumps team beder om at få skiftet et par attraktive unge kvinder ind lige i kameravinklen bag præsidentkandidaten på et vælgermøde, så er det fordi professionelle campaignere ved at engagerede og fotogene mødedeltagere får seerne til at blive hængende lidt længere.
Og vi må tilgive kandidaterne, fordi alternativet til Det Ovale værelse kan være alt fra en ydmyg tilværelse i glemslen…