Kinesiske pejlemærker fører til tusindårsriget, og lederne har siden Mao fokuseret på økonomisk vækst. Så længe næste generation bliver mere velhavende end den nuværende, er der ro i det store land. Helt så enkelt ser det ikke ud med Xi i spidsen. For Xi har en tung bagage med sig.

Unge Xi så sin far blive afsat af centralmagten, og han blev selv sendt på 7 års genopdagelse. Frygten, mistroen og fornedrelsen har sat sig i Xi. Nu skal hånen og mobningen hævnes. Xi udviklede 3 ledestjerner på vej op i magthierarkiet, og de adskiller sig afgørende fra teknokraternes vækstfokus. Nu er det ikke længere folket som er målet. Nu er det hævnen og oprejsningen der er målet, og folket er midlet.

Første ledestjerne

Når XI er alene – og det er en bitter og hævngerrig leder ofte – udvikler han en strategi, som bygger på overvågning, ideologi og herredømme. Overvågningen er afgørende, for at skabe det frygt – og straffesystem, der kan fastholde verdens næststørste befolkning i et jerngreb. Hvis borgeren handler i strid med statens ønsker, skal borgerens indkøbs – og transportmuligheder straks indskrænkes. Det forudsætter et frygtindgydende niveau af elektronisk overvågning af borgerne døgnet rundt. Det skal være mere effektivt end i det henfaldne DDR, og så skal det være digitalt, så overvågningen aldrig stopper. Under Xis ledelse er det allerede idag vanskeligt for en borger at bevæge sig frit, men kontrollen kan gøres mere finmasket. Xi bruger ekstreme ressourcer, på at automatisere straffesystemet, så borgeren virkelig føler sig døgnovervåget – censuren ville foretrække termen “tryg”. Denne første ledestjerne bliver tilgodeset med perfid akkuratesse, og hver gang man møder kinesisk elektronik, opdager man nye bagdøre og sub-optimerede funktions- sammenhænge mellem f.eks forbudte søgninger og lukkede forbrugsmuligheder. Drømmen om uafbrudt overvågning og opdragelse, skaber en eneståede stress hos den enkelte. Den frygtsomme borger er optimal for komplet statskontrol.

Anden ledestjerne

Beijing skal fungere som opdragelsesanstalt for Det Globale Syd. Her kan den afrikanske eller sydamerikanske leder søge inspiration til at optimere sit nationale kontrolsamfund. Også her er der kontant afregning. Hvis et land omtaler Kina med respekt og sikrer at panda-anlægget fremstår indbydende, så udløses straks forbedrede lånemuligheder til infrastruktur. Den opdaterede vidensdeling omkring fremtidens kommunistiske samfund er klinisk renset for kinesisk indblanding i de enkelte landes straffesystemer, menneskerettigheder, ligestilling og retssikkerhed m.m.

Alle disse etiske og moralske belæringer fra den vestlige verden skal modtagerlandene ikke trækkes med, når de handler med Folkerepublikken. Det eneste krav er, at Kina skal respekteres som den afgørende udviklings – og undervisningsenhed i Verden. På dette område er efterspørgslen stor, fordi finansiering af fysisk og digital infrastruktur – uden moralske krav – er den våde drøm hos enhver dogmatisk leder.

Tredie ledestjerne

Også den tredje ledestjerne lyser klart på himlen. Demonstration af globalt herredømme skal i sagens natur komme som et chok for de selvfede vestlige ledere. Angrebet på Taiwan skal være ekstremt voldsomt, og må ikke efterlade Den Vestlige Verden i tvivl om, at militær indblanding udløser tredje verdenskrig.

Trump uden Taiwan.

Taiwans sikkerhed er helt afhængig af USA’s beskyttelse. Hvis amerikansk isolationisme får overtaget, er vi tilbage i situationen før Pearl Harbour under anden Verdenskrig. Nazismen ville formentlig have vundet uden japanernes angreb på Hawaii. Derfor står taiwaneserne i en sårbar position. Hvis de lufter deres frygt for at Trump maser Nikki Haley, og dermed officielt er republikansk udfordrer til Joe Biden, så risikerer de at skubbe ham endnu længere ud på den nationalistiske højrefløj. Hvis Trump – som forventet – vinder over Haley, så står taiwaneserne i en endnu værre situation. Hvis de slutter sig til Bidens kampagne, kan Trump vende sin vrede imod dem. For en befolkning – der lever i et stigende frygtniveau – bliver de kommende måneder uudholdelige.

Xi lægger ikke skjul på, at overfaldet på Taiwan har topprioritet. Xi er samtidig helt bevidst om, at valget 7. november betyder liv eller død for Taiwan. Xi kunne have ladet den lille ø sidde knuget i sorgen, men så forstår man ikke motivationen. Xis hævn skal tilfredsstille de sår, der satte sig i ham som dreng, da hans far blev afsat med magt, og hvad ville være en større forløsning, end hvis Kinas præsident kunne udstille USA’s begyndende sammenbrud for hele verden og vise den rystede befolkning, at amerikanerne ikke længere er værn imod overfald på militært underlegne nationer. Som Iraks overfald på Kuwait og russernes overfald på Ukraine: Udstillingen af NATO`s og USA’s mangel på vilje og evne til at forsvare demokrati og menneskerettigheder vil tilfredsstille Xi og betrygge nationalegoistiske despoter overalt på kloden – have en helende og sonende effekt. Beskytteren i form af USA vil være væk, og ingen passer længere på små rige lande. Et budskab, som får de onde til at le og de gode til at græde.