Artiklen tager udgangspunkt i satellitmålingerne fra omkring år 2000, hvor to nye satellitter kom i omløb og målte på ind- og udstrålingen af energi fra Jorden. Grundlæggende modtager Jorden energien fra Solen i form af primært synligt lys. En del kastes tilbage med det samme af skyerne, mens resten når ned på jordoverfladen eller havet, hvor det forårsager en kraftig opvarmning, ikke mindst af havvandet. Varmen breder sig opad til atmosfæren. Størstedelen af energitilførslen sker omkring Ækvator, hvor Solen står højt på himlen året rundt.

Varmen transporteres nu via luft- og havstrømme mod nord og mod syd. Undervejs afgives energien til verdensrummet ved varmestråling – også kaldet infrarødt lys. Som bekendt bremser drivhusgasserne denne udstråling og hæver derved Jordens temperatur med ca. 33 grader celsius. Uden den effekt ville her være bitterligt koldt og næppe meget liv. Vanddamp er den drivhusgas, der bidrager med langt det meste af effekten, men også CO₂, metan og lattergas medvirker i mindre omfang.

Den gængse klimafortælling vil nu pege på, at menneskeheden har forøget atmosfærens CO₂-indhold fra ca. 280 til 425 ppm og derved forstærket drivhuseffekten med global opvarmning til følge.

Men i mange år har forskere peget på andre mekanismer, der kunne føre til ændrede globale temperaturer, og en af mulighederne er variationer i skydækket. Og her kommer G. Tselioudis et al. ind i billedet. De har ud fra satellitmålingerne og grundige analyser fundet, at skydækket siden 2000 har været svagt faldende. Det gælder specielt de skyer, der findes i stort antal i området omkring Ækvator og som spiller en stor rolle i den direkte tilbagekastning af sollyset. Færre skyer her betyder, at mere sollys når ned på jord- og havoverfladen og forårsager en kraftigere opvarmning.

Forskerne har regnet sig frem til, at det faldende skydække har medført et ekstra bidrag af energi til Jorden på netto 0,37 watt pr. kvadratmeter pr. årti. Det er et tal, der har nogenlunde samme størrelse som den ekstra drivhuseffekt fra CO₂, som klimavidenskaben arbejder med. I deres konklusion skriver forskerne:

Dette studie viser, at reduktionen i Verdens skydække er den dominerende faktor bag den observerede stigning i opfanget indstråling fra Solen og udgør derved den manglende brik i mysteriet om opvarmningen i det 21. århundrede og den store temperaturstigning i 2023.

Her er forfatterne ufine nok til at referere til Gavin Schmidt, der jo ikke kunne få sine klimamodeller til at simulere temperaturtoppen i 2023-24. Der fortsættes:

[Resultaterne af dette arbejde] viser at ændringer på bare få procent i skydækket giver store ændringer i transporten af varme, der igen helt kan dominere balancen mellem ind- og udgående stråling. Det gør det helt nødvendigt at teste klimamodellernes evner til at simulere den observerede reduktion i kraftige skyer, og både bruge modeller og observationer for at forstå vekselvirkningen mellem skyer og atmosfæren i øvrigt.

Klimamodellerne er jo notorisk dårlige til at simulere skyer og skydannelse, så det her er nok ikke nogen nem opgave for den IPCC-orienterede klimaforskning. Men som mange andre har påpeget, så bibringer en énsidig fokus på modeller ikke nogen indsigt i virkelighedens verden, det kan kun observationer og målinger.

Allerede Dr. Roy Spencer var inde på de samme tanker for en del år siden, og han fremlagde bl.a. kurven vist her som fig. 1. Den dækker kun 8 års målinger med satellitterne, men viser den indflydelse, som ændringer i skydækket har på Jordens energibalance, sammenholdt med hvad stigningen i CO₂-indholdet har medført i samme periode.

Fig. 1: Ændringen i Jordens energibalance i watt/m². Tal over 0 betyder at Jorden taber energi, mens tal under nul betyder det modsatte. Ændringerne er i forhold til 2004. Den røde linje er effekten af CO₂ i de 8 år, mens den blå kurve er fra skyerne.

Charles Rotter fra WUWT kommenterer som følger:

Her har vi målte satellit-data, der viser, at ændringen i optaget af sollyset fremkaldt af ændringer i skydækket er den dominerende faktor i de senere års ubalance i energien i atmosfæren. Den afsløring burde i sig selv være nok til at ryste fundamentet under klimapolitikken, som ellers har ledt billioner af dollars ind i forsøg på at styre CO₂-udledningerne – uden at nogen har skænket skyerne en tanke.

Hvad artiklen også utilsigtet bekræfter, er det uhensigtsmæssige ved at bruge klimamodeller, der kigger langt ud i fremtiden, til at diktere aggressiv og ødelæggende politik som ”netto-nul”. Modellerne har ikke styr på vigtige fysiske processer – skydannelse, partikler i luften og store omsving i atmosfæren.

Hvis klimavidenskaben var en velfungerende gren af forskningen, snarere end et præsteskab, så ville en artikel som denne medføre en drastisk kursændring. Den ville så tvivl om den forsimplede sammenhæng mellem CO₂ og opvarmningen, styre fokus over på skydannelsen, samspillet mellem hav og atmosfære og varmetransporterne. Artiklen ville føre til ydmyghed over for atmosfærens kompleksitet – og ikke arrogance født af modelresultater.

Der bliver i virkelighedens verden næppe nogen ydmyghed eller genovervejelser fra klimaforskningens side. Måske vil man prøve at modbevise G. Tselioudis et al., tie den ihjel eller i værste falde rejse en sag for at få den trukket tilbage af tidsskriftet. Men hele showet med CO₂ og klimamodeller må og skal køre videre, der er alt for mange interesser på spil her.

Men alligevel forfriskende med input som forfatterne her kom med.