Klimarådet er som bekendt nedsat af regeringen og Folketinget og har til opgave at overvåge, hvordan det går med at opfylde målene, der er defineret i Klimaloven. Her skal Danmark i 2030 have reduceret sine udledninger af drivhusgasser (CO₂, metan og lattergas) med 70% i forhold til hvad vi lukkede ud i 1990. Et delmål for 2025 siger en reduktion på 50-54%. Hertil kommer ambitionerne for 2050, hvor vi skal have nået nul i udledninger, eller måske endda skal ned på en 110% reduktion, hvilket betyder, at vores aktiviteter netto skal opsuge CO₂ hvert år.

Klimarådet har i slutningen af februar udsendt sin årlige rapport, hvor der gøres status over hvor godt, det går med opfyldelsen af målene. Det går ikke så godt. Regeringen har fremlagt planer, der ifølge Klimarådet ser nogenlunde lovende ud, men de er ikke vedtaget endnu, og det, der allerede er vedtaget, er slet ikke nok til, at vi når i mål i 2030. Det er ikke engang nok til at nå delmålet for 2025.

Klimarådet peger på flere områder, hvor der er et påtrængende behov for handling. Et eksempel er industrien, hvor drivhusgasudledningerne skal reduceres med 80% inden 2030. Virkemidlet her er en afgift på CO₂-udledningerne på 750 kr. pr. ton. Den skal animere industrien til at omlægge energiforbruget – væk fra de fossile brændstoffer. Hvor det ikke kan lade sig gøre, må industrien simpelthen bare nedsætte produktionen tilsvarende.

Et andet område er landbruget, hvor der ikke rigtigt er sket noget endnu. Klimarådet efterlyser drastiske tiltag mod udledningerne af metan, som jo i det væsentligste kommer i forbindelse med kvæghold. Igen foreslås en afgift på 750 kr. pr. ton CO₂, hvor metanudslip omregnes til de såkaldte CO₂-ækvivalenter ”CO₂e” efter en teoretisk model. Klimarådet erkender åbenlyst, at en sådan afgift vil gøre mange landbrug urentable, men byder en kraftig reduktion i kvægholdet velkommen – i klimaets navn.

Klimarådet begræder naturligvis også den langsomme udbygning med vindmøller og solceller, og udtrykker et stærkt ønske om, at vi får sat fuld fart på investeringerne. Hvordan den ustabile produktion fra disse kilder skal håndteres i elforsyningen, sparkes til hjørne, der vil senere blive udsendt en særrapport derom.

En løsning til backup af sol og vind kunne være brug af biomassefyrede kraftværker, men Klimarådet udtrykker sin betænkelighed ved biomassen, hvor Danmarks nuværende forbrug overstiger, hvad der globalt set kan betragtes som bæredygtigt og forsvarligt. Sådanne løsninger bidrager ikke til Danmarks rolle som ”foregangsland”, en rolle som Klimarådet tager meget alvorligt.

Et yderligere element er nødvendigt for at kunne opfylde klimamålene. Det består i opsamling og deponi af CO₂. De første små forsøgsanlæg er under opbygning i Danmark, kapaciteten skulle være op til 15.000 tons pr. år. Men de store planer vil kræve opsamling i størrelsesordenen 3 millioner tons inden 2030. CO₂-en kan opsamles fra biomassefyrede kraftværker, men da vi skal holde igen med brugen af biomasse, vil der på langt sigt ikke være nogen vej uden om at opsuge CO₂ direkte fra luften, hvilket er en meget energi- og ressourcekrævende proces.

Som nævnt er der tale om reduktioner på op til 110%, hvilket i praksis kun kan opnås ved en massiv udbygning af CO₂-opsamlingen, her taler Klimarådet om op til 8 mio. tons ekstra pr. år. Omkostningen opgives til at ligge på 2.600-4.400 kr./ton.

Det særlige ved CO₂-opsamling er, at det ikke på nogen måde bidrager til samfundsøkonomien. Det er en ren udgift, der fremstilles ikke et produkt eller en service, der har værdi for nogen. Derfor er der ikke andre end staten og skatteyderne, der kan betale udgifterne forbundet hermed.

Den slags bekymrer dog ikke Klimarådet. Tværtimod peger rådet på, at Danmarks enegang med klimamål kan blive et problem, fordi EU’s direktivmølle har udsendt meget konkrete anvisninger for klimakampen, og vi risikerer, at vi ikke opfylder disse i forbindelse med vores egne initiativer. Så skal vi til at opfylde et dobbelt sæt af mål.

Klimarådets ubekymrethed når dog langt videre. Man ser ingen problemer i omfattende nedlukninger af f.eks. landbrug og industri, uagtet at disse vil føre til massive tab af arbejdspladser og indtægter for samfundet. Regeringen har jo ellers tilkendegivet, at man ikke ønsker, at CO₂-afgifterne skal føre til tab af arbejdspladser, produktion og dermed velstand og velfærd. Man taler om, at de opkrævede beløb skal tilbageføres til erhvervene på én eller anden måde.

De tanker har Klimarådet ikke meget til overs for. Hvis ikke vi f.eks. drastisk nedbringer landbrugets husdyravl, vil vi ikke nå klimamålene, og så er katastrofen over os. En tilbageførsel af penge til industrien vil ligeledes medføre en langsommere udvikling – eller afvikling – af virksomhederne.

Klimaet overtrumfer alt i Klimarådets verden, og de kan undskylde sig med, at de har en bunden opgave i forhold til Klimaloven. At lukning af store dele af industrien og landbruget kombineret med en ineffektiv og dyr energiforsyning samt kolossale udgifter til totalt nyttesløs CO₂-opsamling vil forarme vores samfund og ramme vores velstand og velfærd hårdt, er ikke Klimarådets hovedpine.

Og hertil kommer, at Danmarks ambitioner om at være foregangsland virker mere og mere ligegyldige i en Verden, hvor de fleste lande, f.eks. i Asien og Afrika i disse år kraftigt udvider deres forbrug af kul, olie og gas for at sikre deres økonomiske udvikling og befolkningernes adgang til basale samfundsgoder. Danmarks udledninger – ja selv EU’s – er så små, at de på egen hånd ingen indflydelse har på klimaet.

Vi redder jo ikke noget ved at ødelægge vores eget samfund og derved komme til at udgøre et skrækeksempel for resten af Verdens lande. Den vej ønsker ingen at følge.

Undertegnede tør godt spå, at Danmark i 2030 ikke er kommet i nærheden af at opfylde klimamålene, og det vil kun være godt. Men spørgsmålet er, hvor meget skade der er sket, før denne erkendelse breder sig til Folketinget, regeringen og medierne – og man beslutter sig til at nedlægge Klimarådet?