Klimavidenskaben fremturer med ”konsensus” og ”afgjort videnskab”…

En ny gennemarbejdet rapport konkluderer, at det vi får præsenteret som målte globale temperaturdata er grundigt manipuleret og justeret, og der er ingen garanti for, at de afspejler virkeligheden særligt godt. I mange tilfælde er der en berettiget mistanke om, at man med overlæg har fået temperaturdata til at stemme bedre overens med billedet af global opvarmning, som man ønsker at fremme.
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

 

I en større og meget læseværdig (og let læst) rapport tager klimaforskeren Willie Soon og et par medforfattere, Connolly & Connolly (Soon et al.), et livtag med hele grundtanken om den menneskeskabte globale opvarmning. Vi hører uafladeligt, at hele opvarmningen de seneste 50-100 år er forårsaget af menneskehedens udledninger af CO2 og andre drivhusgasser.

Således skriver IPCC:

  • Det er ekstremt sandsynligt at den menneskelige indflydelse har været den dominerende årsag til den målte opvarmning siden midten af det 20. århundrede.
  • Menneskehedens dominerende rolle i de nylige klimaforandringer står klart.
  • Det er ubestrideligt, at menneskelig indflydelse har opvarmet atmosfæren, havene og landjorden.

 

Soon et al. tager nu fat i de forskellige aspekter af sagen. Ja, Jorden er blevet varmere de seneste 150 år, men hvor stor, stigningen reelt har været, er meget usikkert. Der er heller ikke nogen klar sammenhæng mellem temperaturen år for år og atmosfærens støt stigende indhold af CO2. Endeligt er der meget, der tyder på, at Solen kan have spillet en væsentligt større rolle for temperaturudviklingen, end IPCC’s bombastiske udsagn fastslår.

Soon et al. slår derfor til lyd for, at klimavidenskaben bør ændre retning og udvise mere ydmyghed over for opgaven, i stedet for at fremture med ”konsensus” og ”afgjort videnskab”.

Til indledning slår forfatterne fast, at ”den globale temperatur” er en svær størrelse. Vi taler meget om stigningen siden 1850, der skulle være afslutningen på perioden med en ”naturlig” temperatur. Når vi nu ryster i bukserne ved tanken om en stigning på 1,5 grader siden 1850, eller ”førindustriel tid”, så må der på én eller anden måde være en overbevisning om, at vi kender temperaturen den gang. Det gør vi så ikke, som det klart fremgår af fig. 1, der viser fordelingen af vejrstationer globalt netop det år.

Fig. 1: Vejrstationer i 1850. Grønne er landlige, gule delvist bymæssige og røde meget bymæssige.

Her ser vi, at der var en del stationer i Europa, en håndfuld i Nordamerika, to i Sydamerika, én i Afrika og hele Asien syd for Sibirien er dækket af fire stationer. Temperaturerne på havet indskrænker sig til tilfældige målinger fra skibe, taget hist og pist.

I år 1900 var dækningen betydeligt bedre i mange egne af Verden, men der var stadigvæk store huller bl.a. i Afrika og Sydamerika, men også f.eks. i det nordlige Canada, Kina og store dele af Sibirien, se fig. 2.

Fig. 2: Som fig. 1 men for år 1900.

Antallet af stationer topper faktisk i 1950, som det fremgår af fig. 3, hvor der bl.a. i Afrika er en nogenlunde velfordelt dækning.

Fig. 3: Vejrstationerne i 1950

Men i år 2000 er mange målestationer blevet nedlagt igen, se fig. 4, og i stedet har vi fået en god dækning fra satellitterne. De har dog også deres problemer med pålideligheden af målingerne, og de går kun tilbage til 1979. At sammenligne satellitternes resultater med vejrstationernes er svært, ingen ved reelt, hvad satellitterne f.eks. ville have målt tilbage i 1930-erne, hvor det var varmt på Jorden.

Fig. 4: Vejrstationerne i år 2000

Soon og hans kollegaer har i lang tid studeret fænomenet byvarme, hvor vejrstationer tæt på bymæssig bebyggelse viser forhøjede temperaturer. Da byerne er vokset gennem tiderne, vil det netto få opvarmningen til at se større ud, end den er i virkeligheden. IPCC nævner byvarmen, men tager ikke spørgsmålet op til nærmere undersøgelse (dvs. man undlader at beskæftige sig med den forskning, der gør) og fastslår, at byvarmen maksimalt bidrager med 10% af den målte temperaturstigning. Ved at sammenligne vejrstationerne i byerne med dem ude på landet, når Soon et al.frem til, at det snarere drejer sig om en 40% kunstig forhøjelse af den tilsyneladende opvarmning. Hvis det er tilfældet, har den reelle globale temperaturstigning ligget på 0,55 grader pr. århundrede, hvilket næppe burde skræmme os ud i en bekostelig grøn omstilling.

Det er også interessant at se kurverne for hhv. alle vejrstationer, og så de landlige, der ikke er ramt af byvarmen. Alle vejrstationer giver en kurve som vist på fig. 5, her er en forholdsvis jævn stigning med kun beskedne afvigelser undervejs.

Fig. 5: En global temperaturkurve, baseret på samtlige vejrstationer. Kurven viser afvigelsen fra gennemsnittet i det 20. århundrede.

Ser man derimod på kurven fra de landlige stationer ser man en meget større variation, f.eks. optræder der tydeligt nok en varm periode mellem 1930 og 1960, hvorefter det bliver koldt i 1960-erne og 70-erne, se fig. 6.

Fig. 6: Som fig. 5, men kun med de landlige stationer

Imidlertid er byvarmen ikke det eneste problem med data fra vejrstationerne. Her beskriver Soon et al. et andet udbredt fænomen, den såkaldte homogenisering. Det vides, at der sker ændringer undervejs i en vejrstations liv. Den kan blive flyttet til nye omgivelser (ofte fra landet og tættere ind på byen), den kan få nye instrumenter, og de lokale vejrfolk kan beslutte at ændre det daglige tidspunkt for aflæsningen.

Rapporten giver som eksempel en station: Valentia i det sydlige Irland, se fig. 7. Her er der data fra ca. 1860 og frem til nu. Af de historiske optegnelser ved man, at stationen blev flyttet fra en ø ud for kysten og ind til fastlandet i 1897, denne ændring kunne tænkes at få indflydelse på niveauet på de daglige målinger. Det gjorde den dog ikke. I 1932 blev stationen overtaget af det irske Meteorologiske Institut. Det kunne i princippet medføre ændrede aflæsningsrutiner, men de havde heller ikke nogen indflydelse. Endeligt, i 2001 blev stationen flyttet igen, og her fortsatte man målingerne på det gamle sted i yderligere 2 år, og konstaterede, at det nye sted resulterede i 0,3 grader lavere temperaturer, som kurven så skal korrigeres for. I 2012 skiftede man til en elektronisk måler, men den gav ikke nogen ny systematisk afvigelse.

Fig. 7: Temperaturkurven fra vejrstationen Valentia, 1860-2016. Fra 2001 er den blå kurve efter justeringen, sort før.

Man kunne således konkludere, at Valentia’s resultater skulle korrigeres for ændringen i 2001, men ellers kunne man bruge data, som de var målt og skrevet ned. Justeringen skulle således se ud som den øverste i fig. 8: Ingen ændring frem til 2001 men en rettelse af de målte temperaturer herefter på 0,3 grader.

Fig. 8: Øverst korrektion til Valentia-kurven baseret på faktisk viden om stationens forhold. De to nederste er NOAA’s computergenererede korrektionskurver fra hhv. 2013 og 2015.

Amerikanske NOAA, som leverer data til de store globale temperaturkurver, er opmærksomme på, at der er sket ændringer med vejrstationerne undervejs, men i stedet for at opsøge den faktiske viden om stationernes historie, har NOAA valgt at lade computere analysere kurverne, og automatisk fastslå om et spring fra et år til det næste – eller en afvigelse fra nabostationerne – er store nok til, at det må skyldes ændringer i stationens forhold (læs mere her). Hvis det er tilfældet, lægger programmet en korrektion ind. De to nederste kurver på fig. 8 viser således to bud på korrektioner af Valentias data, baseret på NOAA’s computerberegninger. Man bemærker, at der er tale om langt flere ændringer, og at ingen af dem har nogen sammenhæng med de kendte historiske begivenheder.

Rapportens forfattere har gennemgået de historiske oplysninger for ikke færre end 840 landligt beliggende vejrstationer i Europa og fundet, at for langt de fleste har NOAA foretaget korrektioner, der ikke har nogen sammenhæng med faktiske begivenheder på stationerne, se fig. 9.

Fig. 9: Status for 840 stationer undersøgt af Soon et al. Tv. sammenhængen i justeringerne fra station til station, der er 19% helt uden sammenhæng, 33% med sammenhæng nu og da, 31% med sammenhæng nogle gange og 17% med sammenhæng hele tiden. Th. antallet af justeringer der hænger sammen med kendte begivenheder på stationerne, hvoraf 67% ingen sammenhæng har.

Soon et al. må derfor konkludere, at det vi får præsenteret som målte globale temperaturdata er grundigt manipuleret og justeret, og der er ingen garanti for, at de afspejler virkeligheden særligt godt. I mange tilfælde er der en berettiget mistanke om, at man med overlæg har fået temperaturdata til at stemme bedre overens med billedet af global opvarmning, som man ønsker at fremme.

Sidst i rapporten tager forfatterne fat i spørgsmålet om indstrålingen fra Solen. Det er en svær størrelse at måle, og før man fik satellitterne, baserede man den bl.a. på aktiviteten af solpletter, men det er ikke nogen præcis metode. Satellitterne skulle gøre det bedre, men fig. 10 viser de data, man hidtil har fået fra en stribe satellitter, der delvist overlappede hinanden i tid. Det er ikke indlysende, hvordan de målinger skal sammenskrives til én kurve, og videnskaben er da også kommet med en stribe forskellige bud på fortolkninger. Umiddelbart er målingerne spredt over 15 watt pr. kvadratmeter, et tal, der er meget større end den ubalance, der formodes at forårsage global opvarmning.

Fig. 10: De målte data fra satellitter af solindstrålingen, hver farve repræsenterer en ny satellit, i watt pr. kvadratmeter. Skalaen går fra 1355 til 1375 watt/m2.

De rekonstruerede kurver samler sig om to modeller, de såkaldte ACRIM og PMOD. PMOD viser et meget lille udsving i solenergien i hele perioden, og det er den, som IPCC har kastet sin kærlighed på. Soon et al. hælder derimod mere til ACRIM-kurven, og fig. 11 viser, hvordan den har et betydeligt sammenfald med temperaturkurverne fra de landlige vejrstationer. Måske Solen alligevel har spillet en større rolle i den nuværende opvarmning? Og måske hele videnskaben om den globale opvarmning ikke er så ”fastlagt” endda?

Fig. 11: Fem bud på ACRIM-kurver for solindstrålingen, (orange og røde) sammenholdt med den globale temperaturkurve baseret på landlige stationer (sorte kurve).
[adning id="17957"]

Fik du læst?