De mest pålidelige globale temperaturmålinger foretages af satellitterne og den mest troværdige fortolkning af disse kommer fra Dr. Roy Spencer, University of Alabama, Huntsville (UAH). Her udsendes de månedlige måleresultater nogle dage ind i den følgende måned, og vi har således globale temperaturer for både juli, august og september.

UAH’s temperaturer for juli og august var høje, de lå ca. 0,6 grader over gennemsnittet af temperaturerne i perioden 1991-2020. For september blev tallet endnu større, hele 0,9 grader over det nævnte gennemsnit. Det påstås, at vi her ser temperaturer, der ikke er blevet overgået de seneste 2000 år, ja nogle klimaforskere har endda hævdet, at rekorden gælder de sidste 125.000 år! Så aldrig har Jorden været varmere, end den er nu. Ovenikøbet er vi røget over grænsen på 1,5 grader, som klimatopmødet i Paris i 2015 vedtog som afgørende for at forhindre klodens endeligt.

Det lyder jo voldsomt, og man må selvfølgeligt spørge sig selv, om det nu også hænger sådan sammen? Er der virkeligt tale om en rekord, og skyldes den udelukkende vores udledninger af CO₂? Og er det rigtigt, at Jorden snart går under?

Temperaturerne i de seneste 7-8 år har været ganske stabile på trods af det støt stigende indhold af CO₂ i atmosfæren. Når temperaturen i år pludseligt tager et spring opad, skyldes det formentligt et sammenfald af vejrbegivenheder, der ikke nødvendigvis har meget med CO₂ at gøre.

El Niño

I Stillehavet har man de såkaldte ENSO-svingninger, hvor tilstanden svinger mellem to yderpunkter, el Niño (”drengen”) og la Niña (”pigen”). Det handler om variationer i de fremherskende vinde langs Ækvator i Stillehavet. Hvor el Niño har den effekt, at den trækker varme ud af havet og op i luften, har la Niña den modsatte virkning. De to tilstande har følger over store dele af Jorden, f.eks. mængderne af nedbør i det vestlige USA og i Østaustralien osv. Når vi måler ”den globale temperatur” er det atmosfærens, dvs. luftens, temperatur. Vores måling kan derfor ikke sige noget om, hvorvidt varmen kommer fra havet, eller fra effekten af drivhusgasser som CO₂. Det nuværende spring opad i temperatur falder netop sammen med en kraftig El Niño, der dukkede op tidligere på året.

En hilsen fra Jordens indre

En anden kilde til temperaturstigningen menes at være det store undersøiske vulkanudbrud sidste vinter i Stillehavet. Hunga Tonga-vulkanen eksploderede på ca. 150 meters havdybde og skød en stråle af vand helt op i stratosfæren, dvs. 15 km eller højere over jordoverfladen. I stratosfæren, hvor luften er meget tynd, er der næsten ingen vanddamp til hverdag, men nu menes Hunga Tonga at have forøget vandindholdet med over 10%. Vanddamp er en drivhusgas, og den ekstra vanddamp er nu efterhånden blevet fordelt over hele Jorden og giver derfor noget varme. Den effekt menes at ville fortsætte de næste 4-5 år.

Mindre støv fra Sahara

En tredje kilde til opvarmning, især af Atlanterhavet, der også har været ”rekordvarmt” i år, er at vindene fra Sahara har blæst meget mindre støv ud over havet, end de plejer. Derved har luften indeholdt færre partikler, der kunne kaste solens stråler tilbage i rummet. Det har givet en større opvarmning af havet lige nord for Ækvator, og havstrømmene har ført varmen nordpå.

Hertil kommer, at man generelt også har konstateret et fald i skydækket på Jorden. Skyerne kaster normalt solens stråler tilbage og virker kølende på Jorden. Med færre skyer stiger temperaturen ved jordoverfladen.

Kun sammenlignelige målinger i 40 år

Men står vi alligevel ikke med en rekordhøj temperatur? Det ved vi reelt ikke noget om. Satellitterne har kun målt de seneste godt 40 år, og pålidelige temperaturmålinger, der bare nogenlunde dækker hele Jorden, har vi haft i mindre end 100 år. De første temperaturmålinger blev først foretaget for knap 200 år siden (med ganske få undtagelser). Så reelt har vi slet ikke noget detaljeret billede af den globale temperatur, der rækker mere end 50-100 år tilbage i tiden. Når forskerne udtaler sig om temperaturerne længere tilbage, er det på basis af de såkaldte proxymålinger, hvor man f.eks. har kigget på iskerner, årringe fra gamle træer, aflejringer i drypstenshuler osv. Der er udført talløse studier og resultaterne er ofte i strid med hinanden. Når forskerne derfor vil rekonstruere fortidens temperaturer, tager de gennemsnittene af en masse af hinanden uafhængige måleserier, og dermed bliver de fleste variationer som oftest tværet ud. Det betyder, at klimaforskningen er nået frem til, at temperaturen i fortiden ikke svingede ret meget gennem mange tusind år (først nu stiger den, pga. vores CO₂-udledninger). Det passer dog meget dårligt med de historiske erfaringer, hvor vi ved, at det var varmt i Middelalderen, i Romertiden og tilbage i Bronzealderen. Længere tilbage – for 6-7000 år siden – havde Jorden også en meget varm periode, hvor temperaturerne efter alt at dømme var væsentligt højere end de nuværende. Så snakken om ”rekorder” skal nok tages med et gran salt eller to.

Men vi er jo ved at passere grænsen på de 1,5 grader, hvor Verden vil blive ramt af ekstreme uvejr, voldsomme havstigninger, tørke, hungersnød, massemigration osv. Er det ikke et problem? Her bør man nok kigge på, hvor 1,5 graders målet egentligt kommer fra.

Mere politik end videnskab

I IPCC’s første rapporter fra omkring år 2000 mente man, at temperaturen nok ville stige 2-3 grader frem mod år 2100. Der blev ikke i rapporterne givet udtryk for, at det var noget større problem. Det gjorde nogle toneangivende aktivistiske personer meget utilfredse, og de begyndte at plædere for, at der skulle sættes politiske mål for den maksimalt tilladelige temperaturstigning. Man valgte 2 grader, fordi det ville være nemt for politikerne at huske tallet ”to”. Målet kom op på klimatopmødet i Paris i 2015, og undervejs fik man gejlet sig selv og hinanden op til, at målet snarere skulle være 1,5 grader. IPCC blev efterfølgende pålagt at skrive en rapport om de to mål, men man havde åbenlyst svært ved at finde tungtvejende grunde for 1,5-graders målet. Selv i den seneste vurderingsrapport fra 2021 mener IPCC ikke, at der f.eks. er udsigt til mere ekstremvejr, selv ved højere temperaturstigninger end de 2 grader.

Så Jorden går nok alligevel ikke under i år, trods et par varme måneder …