De mest pålidelige globale temperaturmålinger foretages af satellitterne og den mest troværdige fortolkning af disse kommer fra Dr. Roy Spencer, University of Alabama, Huntsville (UAH). Her udsendes de månedlige måleresultater nogle dage ind i den følgende måned, og vi har således globale temperaturer for både juli, august og september.

UAH’s temperaturer for juli og august var høje, de lå ca. 0,6 grader over gennemsnittet af temperaturerne i perioden 1991-2020. For september blev tallet endnu større, hele 0,9 grader over det nævnte gennemsnit. Det påstås, at vi her ser temperaturer, der ikke er blevet overgået de seneste 2000 år, ja nogle klimaforskere har endda hævdet, at rekorden gælder de sidste 125.000 år! Så aldrig har Jorden været varmere, end den er nu. Ovenikøbet er vi røget over grænsen på 1,5 grader, som klimatopmødet i Paris i 2015 vedtog som afgørende for at forhindre klodens endeligt.

Det lyder jo voldsomt, og man må selvfølgeligt spørge sig selv, om det nu også hænger sådan sammen? Er der virkeligt tale om en rekord, og skyldes den udelukkende vores udledninger af CO₂? Og er det rigtigt, at Jorden snart går under?

Temperaturerne i de seneste 7-8 år har været ganske stabile på trods af det støt stigende indhold af CO₂ i atmosfæren. Når temperaturen i år pludseligt tager et spring opad, skyldes det formentligt et sammenfald af vejrbegivenheder, der ikke nødvendigvis har meget med CO₂ at gøre.

El Niño

I Stillehavet har man de såkaldte ENSO-svingninger, hvor tilstanden svinger mellem to yderpunkter, el Niño (”drengen”) og la Niña (”pigen”). Det handler om variationer i de fremherskende vinde langs Ækvator i Stillehavet. Hvor el Niño har den effekt, at den trækker varme ud af havet og op i luften, har la Niña den modsatte virkning. De to tilstande har følger over store dele af Jorden, f.eks. mængderne af nedbør i det vestlige USA og i Østaustralien osv. Når vi måler ”den globale temperatur” er det atmosfærens, dvs. luftens, temperatur. Vores måling kan derfor ikke sige noget om, hvorvidt varmen kommer fra havet, eller fra effekten af drivhusgasser som CO₂. Det nuværende spring opad i temperatur falder netop sammen med en kraftig El Niño, der dukkede op tidligere på året.

En hilsen fra Jordens indre

En anden kilde til temperaturstigningen menes at være det store undersøiske vulkanudbrud sidste vinter i Stillehavet. Hunga Tonga-vulkanen eksploderede på ca. 150 meters havdybde og skød en stråle af vand helt op i stratosfæren, dvs. 15 km eller højere over jordoverfladen. I stratosfæren, hvor luften er meget tynd, er der næsten ingen vanddamp til hverdag, men nu menes Hunga Tonga at have forøget vandindholdet med over 10%. Vanddamp er en drivhusgas, og den ekstra vanddamp er nu efterhånden blevet fordelt over hele Jorden og giver derfor noget varme. Den effekt menes at ville fortsætte de næste 4-5 år.

Mindre støv fra Sahara

En tredje kilde til opvarmning, især af