Forbundsrepublikken Tyskland har en af de bedste og yngste forfatninger. Den blev skabt i 1949 i samarbejde mellem de amerikanske og engelske besættelsesmagter og så den lille håndfuld af tyskere, som ikke havde støttet op om nazismen.

Forbundsrepublikken blev en kæmpesucces, for det første fordi der skulle skabes en levedygtig og totalitær-sikret styreform i Tyskland ovenpå 12 år med nazisme og det værste tyranni i nyere historie. Men også fordi USA og Storbritannien havde lært af deres egne fejl og utilstrækkeligheder skabt af historiske tilfældigheder, og nu var muligheden i Tyskland for at designe den bedst mulige forfatning for et en moderne stat.

Derfor fik Forbundsrepublikken også en stærk forfatningsdomstol, der kan underkende love fra forbundsdagen. Og da føderalismen, altså lokalt selvstyre, blev forankret i forfatningen, fik domstolen sæde hverken i Bonn eller Berlin, men i Karlsruhe. Ligesom som Forbundsbanken blev placeret i Frankfurt.

Forfatningsdomstolen blev også oprettet som en vigtig checks and balances i det moderne demokratiske Tyskland, fordi landet på grund af nazismen ikke har tillid til folkeafstemninger, som vi i Danmark har tradition for at bruge som grundlovsbeskyttelse. Ja, den tyske forfatning er skabt i mistillid til det tyske folks evne til at udøve direkte demokrati. I nabolandet Schweiz er direkte demokrati en vigtig del af deres selvforståelse som et frit fællesskab af kantoner.

Jeg oplevede selv i Tyskland i begyndelsen af 1980erne, da jeg boede der, hvordan en lov vedtaget af forbundsdagen om indførelse af personidentificerbare numre blev kendt i strid med grundloven af forfatningsdomstolen. Der var opstandelse og oprør over at staten ville identificere alle borgerne med et personnummer, og jeg blev spurgt, om staten i Danmark pønsede på noget tilsvarende. Og jeg måtte svare, at CPR-numre havde vi haft siden 1968 og ingen har protesteret. Som en illustration på, hvor forskelligt lande ser på statens regulering på baggrund af deres historie. er eksemplet lærerigt.

Også overfor EU har forfatningsdomstolen trukket kontroversielle streger i sandet om, hvor meget suverænitet der må afgives fra tyske forbundslande og forbund til Bruxelles.

NU skal der udpeges nye dommere til forfatningsdomstolen, og SPD har foreslået en professor fra Potsdam, Frauke Brosius-Gersdorf, som er kendt for en venstrefløjsaktivistisk agenda som jurist. Frauke Brosius-Gersdorf går ind for kønskvoter, ret til tørklæder til kvindelige muslimske dommere, og mere fri abort (som i Tyskland er kontroversielt som et halvt katolsk land) og ikke mindst for forbud mod AfD, det næststørste parti i Tyskland.

Der er ikke noget mærkeligt i, at SPD peger på Frauke Brosius-Gersdorf som ny dommer, men det mærkværdige er, at det store tyske borgerlige parti CDU, som stiller med kansleren Friedrich Merz, har valgt at støtte kandidaturet.

Dommere skal vedtages med 2/3 flertal i forbundsdagen, og da CDU på forhånd har erklæret AfD’s stemmer for urene og ubrugelige, kaldet Brandmuren, skal flertallet skabes af den øvrige forsamling, hvilket inkluderer partierne De Grønne og Die Linke.

Die Linke er direkte efterfølger af det østtyske kommunistparti SED. Det parti har CDU ingen problemer med at vedtage politikker med.

Da Friedrich Merz ville lette gældsbremsen lige efter at være blevet valgt, i øvrigt i stik modstrid med hvad han lovede i valgkampen, kunne det kun gennemføres ved en afstemning med 2/3 flertal i forbundsdagen, hvilket igen krævede samtykke fra De Grønne og Die Linke. Og disse to yderligtgående venstrefløjspartier tog sig godt betalt for at stemme for Merz. Hellere lefle for Die Linke og De Grønne end veksle et ord med AfD-politikere.

Sagligt set burde en ’brandmur’ gælde overfor partier på begge fløje, men nej, højre er forbudt område og alt til venstre er acceptabelt og diverst.

Da Forbundsdagen åbnede efter sidste valg, er det normalt det ældste medlem, som holder den første tale. Men da det viste sig at være et AfD-medlem, blev proceduren ændret til det næstældste medlem, hvilket viste sig at være Gregor Gysi fra Die Linke, og ham lyttede CDU’ erne så til i stedet og applauderede.  Gregor Gysi var sidste formand for SED, det østtyske kommunistparti, som undertrykte 18 millioner østtyskere systematisk i 40 år og skød borgere, der ville forlade kommunismen.

Men Gregor Gysi er comme il faut, også altid en kær gæst i statsfjernsynenes talkshows.

Die Linke er ikke taget med på råd om en ny forfatningsdomstolsdommer og optræder knotne overfor det, så de sikkert skal have yderligere indrømmelser for at stemme for den foreslåede dommer – og indrømmelserne kan blive uendelige, så længe CDU nægter at bruge flertallet til højre.

Der er kun brandmur mod højre, men ingen mod venstre. Fra venstre er alt velkomment: kommunister, aktivister, militante NGO’er, men et kritisk ord om indvandring eller islam og du er bandlyst bag en brandmur.

Det tyske CDU er blevet lænkehund for venstrefløjen i tysk politik.